‘Hatred’: Slatten slagte-underholdning med provokationsfaktor som Marilyn Manson
Efter at have plaffet uskyldige mennesker i timevis uden at skænke det den mindste tanke, går det op for mig: ’Hatred’ minder om Marilyn Manson og hvordan han i de sene 90’ere var ih og åh så cool, fordi han var grænseoverskridende, fandenivoldsk og ikke gav en fuck. Nu er han bare lidt ynkelig, lidt latterlig og temmelig irrelevant. Samme følelse får man af ’Hatred’, når man har gennemskuet spillets grundlæggende provokerende præmis.
Der er blevet skrevet meget om ‘Hatred’, og det er egentligt forståeligt nok. Spillets formål lægger ærlig talt ikke op til meget andet, for naturligvis vil folk råbe i vilden sky, når et spil vil have folk til at dræbe uskyldige mennesker og servere det som underholdning.
Det kan være svært at gå ind til sådan et spil med et åbent sind, for det er baseret på en grusom idé: At det kan være sjovt at dræbe mennesker, hvilket de færreste nok kan nikke genkendende til. Det er i hvert fald ikke en videre sympatisk tilgang til et aktivt underholdningsmedie, men det er faktisk ikke svært ligefrem at have sympati for ‘Hatreds’ ynkelighed. Efter en time i spillets monokrome verden har man nemlig hurtigt affejet enhver tanke om, at spillet faktisk har substans. I stedet fremstår det bare som ham den høje gotisk-agtige musiker fra slut-90’erne, der provokerede så meget, at ingen tog ham seriøst, da det hele brændte på.
Klicheerne står i kø
Som en hvid, sur gut med langt sort hår og en endnu længere læderfrakke (ja, der spares ikke på klicheerne i ‘Hatred’) vandrer man rundt i en navnløs forstad til en storby med et arsenal proppet til randen. Pistoler, jagtgeværer, granater – hele molevitten er der, og arsenalet venter bare på at kunne introducere sig selv for de uskyldige mennesker. Skyd dem i hovedet og henret dem ved at skære halsen over på dem eller smide en tung støvle i deres fjæs. Det er såre simpelt og ikke videre interessant. Det er i øvrigt heller ikke så kvalmende eller frastødende, som man kunne frygte.
‘Hatred’ er nemlig ikke specielt godt, sådan teknisk set, hvilket heldigvis ødelægger enhver form for realisme. Det er ikke fordi, det er en teknisk fiasko, men man slipper ikke for en sløset styring og tekniske fejl, der hagler ned over spillet på samme måde, som ens kugler borer sig ind i de uskyldige mennesker. Lige pludselig står man som en farlig gut fanget mellem to træer og tænker, at udviklerne måske burde have poleret spillet lidt mere i stedet for at bruge krudt på at forsvare deres kulturelle frihed.
Og når man snakker om kulturel frihed, så kan vi jo lige så godt tage fat i den polemik, som ‘Hatred’ efterhånden er mest kendt for, for bør spillet overhovedet eksistere? Og er det forsvarligt, at det sælges på verdens største digitale distributionstjeneste, selvom det har fået den strengeste aldersgrænse overhovedet muligt?
Det korte svar er ja. Selvfølgelig har ‘Hatred’ ret til at eksistere. Hvis vi vil have et mangfoldigt spiludvalg med alt, hvad det indebærer, så er ‘Hatred’ det nødvendige onde. Heldigvis er det dog ikke synderligt ondt, det er nærmere patetisk pinligt. Havde det i det mindste haft lidt sjæl med i kampen, kunne man respektere det, men i stedet er det blot en tom provokation, der – når vi om et år går i selvsving over endnu et voldeligt spil – står tilbage som en overset fodnote i computerspillenes historie.
Godt
+ Den visuelle stil med det monokrome look er faktisk okay
+ Man behøver ikke bruge hjernen, når man spiller det
+ Det er trods alt ikke en teknisk fejlfyldt fadæse
Skidt
– Provokationen skyder fuldstændig ved siden af
– Det er begrænset, hvor længe man gider dræbe uskyldige mennesker uden et formål
– Hvis spillet havde haft bare én kliché mere, røg karakteren ned på 1/6