‘Batman: Arkham Knight’: Slutspurt eller kapgang for den maskerede hævner?
‘Batman: Arkham Knight’ er tredje spil i den vanvittigt populære Arkham-spilserie som startede i 2009 med ‘Batman: Arkham Asylum’ og blev fulgt op med ‘Arkham City’ i 2011. I år skal serien helt i mål efter en succesfuld tur i manegen (hvis vi lykkeligt fortrænger det semi-uofficielle ‘Arkham Origins’ fra 2013).
Reklamemaskinen har været banket i femte gear med både limited edition Batman-konsoller til ublu priser og kæmpespots på mange af de store gaming-hjemmesider. Lever Bruce Waynes alter ego op til den kæmpemæssige hype eller må vi nøjes med en slatten fuser fra vores alle sammens yndlings-badass?
Lidt for meget Batmobil
Batman er en fantastisk karakter at skabe spil og fortællinger omkring: Han er ikke mere menneske end dig og mig – han er bare lidt skarpere, lidt stærkere, lidt klogere og lidt bedre til kung fu. Og så bor han i Gotham, hvor du åbenbart ikke kan gå i kiosken efter letmælk og hindbærsnitter uden at støde ind i et par håndfulde superskurke med hver deres dagsorden, baghistorie og catchphrase. Og det udnytter Batman: Arkham Knight til fulde. For heldigvis har Gothams sorte hævner altid et arsenal af dingenoter som modsvar til skurkene Scarecrow, Poison Ivy, Man-Bat, Deathstroke og resten af slænget.
Arkham Knight er et teknisk kapabelt spil, hvor framerate og detaljegrad aldrig trækker noget fra spiloplevelsen. Man glider elegant gennem byens gader (når man ikke tvinges til at køre) og masseslagmålene fungerer stadig elegant. Det føles bare godt, når man rammer sine counters og takedowns. Modsat for eksempel kampspillet Tekken kan man ikke bare hamre løs i controlleren med lukkede øjne og håbe på det bedste.
Diverse gadgets er vævet fint ind i historien og er med til at give ellers afdækkede områder af byen ny værdi. Man oplever en ny dimension af Gotham ved at spolere fjendes våben med en Disruptor eller svinge sig gennem byen ved hjælp af Line Launcher eller hvad end, der nu hives ud af Batmans veludrustede bælte.
En af de første ting, man får stukket i hånden, er nøglerne (og fjernbetjeningen) til den famøse Batmobil – og det er vanvittigt underholdende at ræse rundt i en regulær tank i Gothams gader. I de første tre minutter. Dernæst virker det forceret at blive tvunget til at tage bilen til næste mission eller for at nedkæmpe fjendens tanks. Det fungerer fint og bilsekvenserne er styret af god mekanik og et hektisk tempo.
Men. Jeg vil bare gerne lege Batman: svinge under taget fra én gargoyle til en anden og nedkæmpe superskurke og deres håndlangere i en elegant, ballet-agtig omgang bøllebank. Hvorfor SKAL jeg tvinges til at pløje rundt i en omgang ‘World of Tanks’ eller ‘Carmageddon’? Batmobilen ender simpelthen med at tage for meget fokus.
Mange bolde i luften
Historien lader sig ikke nøje med én klassisk superhelte-fortælling. Vi holder tre bolde i luften hele spillet igennem.
Batman skal på én gang:
- Redde én, han har kær fra en af superskurkene
- Redde hele verden fra en af superskurkene
- Bekæmpe en af superskurkene, der i virkeligheden er en mørk(ere) og (mere) dyster udgave af ham selv.
Alle delhistorier fungerer fint nok, men i forhippelsen på at matche Batman op med så mange unikke superskurke i en stor åben verden, gør spillet sin første fodfejl. Jeg savner den episodiske personlige tête-à-tête fra ‘Arkham Asylum’. Her kunne man blive spærret inde i en kælder med Killer Croc og fik først lov at komme ud, når man havde besejret ham. Det skabte en grad af intens mand-mod-mand-kampe (eller her mand-mod-besærkergangs-krokodille-mutant), der gav ‘Arkham Asylum’s narrativ nerve fra start til slut.
I ‘Arkham Knight’ er der sat fokus på open world-elementet og man nødes til at spæne tværs over hustage og Gothams vartegn for først at bekrige én skurk, dernæst en anden og så en tredje i et hektisk virvar som nok er imponerende, men samtidig også upersonligt og ikke specielt vedkommende.
Narrativt brok til side, så er Batman et vellavet spil. Styringen er i top, grafikken flydende og detaljeret, og spillet er proppet med små nik til fans af serien. Det er fedt, når historiesekvenserne rammer deres rytme, og man suges ind i det fænomenale univers med en uendeligt lang historie.
Batman fungerer bedst, når spillet trækker vejret og kommer lidt ned i gear og fokuserer på fortællingen, historien og den psykologiske side af de mange spændende karakterer. Det kunne have været en velinstrueret, velafbalanceret super-oplevelse, men ender i stedet med at blive en buffet af et spil, der til trods for gode råvarer aldrig rigtig kommer op og ringe.
Godt
+ Teknisk velpoleret spil
+ Mere af det som gjorde de to(!) foregående spil så populære
+ Gode historier og plotlinier
Skidt
– For mange historier i spil på én gang
– Alt for meget Batmobil og for lidt Batman
– Virker mere upersonligt og mindre intimt end tidligere spil i serien