1. ‘Blade Runner’ (1982)
Indrømmet, Ridley Scotts bud på, hvordan verden anno 2019 skal se ud, giver dig nok ikke ligefrem lyst til at stå ud af sengen. Det regner konstant, jorden er overbefolket, der er forurening over det hele, og vi skal tilsyneladende stadig døje med Coca-Cola-reklamer. Og så er der også de der replikanter, der render rundt og slår folk ihjel.
Tøjet i denne fremtidsdystopi er til gengæld en helt anden snak. Sean Youngs Rachel sporter fremtids-noir-outfits som gør det svært at vente på, at klokken slår 2019. Perfekt fittede suits og knaldrøde læber. Håret sat som din mormor gjorde det i 40’erne og skuldre, som de kun kunne se ud i 80’erne – og måske også i 2019.
Og når Rachel slår håret ud i de mest perfekte krøller og sidder næsten makeup-fri og pouter ved klaveret, skal der en høj grad af selvdisciplin til, for ikke at løbe ned til frisøren og forsøge sig med en permanent.
Flere stilfulde sci-fi-film på de følgende sider.
2. ‘Gattaca’ (1997)
I en fremtid ikke så langt fra 1997 ser det ud som om, at verdensbefolkningen skulle have læst lidt mere ’1984’ og gået lidt mindre op i dna. Men sådan gik det åbenbart ikke, hvis man skal tro instruktøren Andrew Niccol. Og så ser det ud som om, at fremtiden ender med at blive ret trist og klinisk.
Det er en sjov hybrid af en fremtid, ’Gattaca’ præsenterer. Det er noget à la film noir møder et fancy hospital. Sådan groft sagt. Men du skal ikke lade sig skræmme af al denne her dna-kontrol i Gattacas fremtid. For tøjet giver dig lidt lyst til at give alle kontrol over dit dna, hvis bare du kan få Uma Thurman og Jude Laws fremtidslook.
Damerne kan få lov til at hoppe i et perfekt femme fatale-look til fest. Og i det perfekte ridning-møder-business-chic til hverdag. Mændene får lov til at klæde sig som film noir-detektiver hele døgnet. Hvad mere kan man ønske sig?
3. ‘Det femte element’ (1997)
Bruce Willis er en taxachauffør, der bare gerne vil passe sit arbejde. Men så falder Milla Jovovich ned i hans taxa. Og nu skal de redde verden. Og det er i år 2263, så alt er lige så fremtidsagtigt, som man overhovedet kan forestille sig. Ja, bare rolig, bilerne flyver selvfølgelig.
I den her fremtid har Jean Paul Gaultier stået for alt tøjet, så selv stewardesserne er der ekstra pang på. Og nu vi taler om pang – så er orange hår det nye sort. Og mænd må gerne gå med leopardmønster. Jo mere, jo bedre, lader det til. Og Bruce har afbleget hår. Så det er åbenbart in igen i 2263. Hos ham kan man også spotte orange. Han bruger en stor del af filmen iklædt en orange tanktop med nogle spændende detaljer på ryggen.
Milla Jovovich sporter både en lille hvid croptop og noget, der bedst kan beskrives som et outfit lavet af latex-toiletpapir. Og Chanel har selvfølgelig lavet en automatisk makeup-gadget. Så vi slipper for makeup-tutorials i fremtiden.
4. ’Tilbage til fremtiden II’ (1989)
Robert Zemeckis’ toer byder for en sjælden gangs skyld faktisk på et fremtidsscenarie, som ikke er drænet for håb. Alt virker lige så hyggeligt og ærkeamerikansk, som da Marty Mcfly endte i 50’erne i franchisens første film.
Denne gang ender Marty dog i 2015. Og nej, ikke alt i 2015 endte med at blive, som manuskriptforfatterne gættede tilbage i 80’erne. Men de rammer da Hollywoods besættelse med sequels spot on. Vi får godt nok ikke en ’Jaws 19’, men vi får da en ’Star Wars 7’, inden året er omme.
I dette alternative 2015 ser det på tøjfronten lidt ud som om, at det meste er tilladt. I hvert fald hvis man spørger skurkene, der vist har set lidt for meget ’The Tribe’ som børn. Marty selv hopper i et par ret normcore jeans, en baseballjakke og et par sneaks fra Nike. Eneste forskel fra det rigtige 2015, er at de unge i filmen går med bukserne på vrangen, og at jakken og Nike-skoene er så fremtids-awesome, at de selv indstiller størrelsen og snører sig selv.
5. ’Her’ (2013)
Spike Jonez’ bud på fremtidens Los Angeles er lige til at blive helt høj af. Alt er filmet i bløde, orange toner, og alle er ekstremt velklædte. I ‘Her’ er Theodore, i skikkelse af Joaquin Phoenix, en introvert, nørdet fyr, der bliver forelsket i sit styresystem, og det kan jo ske for enhver, når styresystemet lyder som Scarlett Johansson.
Alt er gennemført og lækkert i den her fremtid. Og alle kan slippe af sted med højtaljede bukser. De lækre bløde farver fra L.A. går igen i Theodores tøj. Det er afslappede toner af brun, orange, gul og rød, vi har gang i. Og mest skjorter. Men det passer jo også bedst til de højtaljede bukser. Han har også hornbriller og et overskæg, der ikke ser ironisk ud.
Damerne i filmen går også rundt i de samme bløde toner og med lette skjorter. Deres hår er opsat, men på den der lidt rodede måde, som det tager lang tid at sætte – selvom det ikke skal se sådan ud.
6. ’Alphaville’ (1965)
I Jean-Luc Godards fremtidsvision er verden blevet til en blanding af film noir og sci-fi – en kombi, der fungerer fortrinligt. Alt er trist, hårdt og gråt, og den hemmelige agent Lemmy Caution, som tager til Alphaville for at lave agent-agtige ting, er den film noir-fremtidshelt, vi alle har gået og ventet på.
Selvom alle i den her fremtid har tal tatoveret i nakken og konstant bliver overvåget, er alt ikke helt skidt alligevel. Mændene får nemlig lov til at klæde sig i bedste Don Draper-stil med skarpt jakkesæt, trenchcoat og hat. Altid en hat.
For Godards fremtidsdamer er der dømt Peter Pan-krave for alle pengene. Håret er højt og stort på 60’er-måden, og makeuppen inkluderer en god eyeliner. Og så får de lov til at gå med flotte frakker med hvide pelskanter. Og i Alphavilles fremtid er det ret tydeligt, at sort stadig er det nye sort – ellers ville det hele jo ikke være så dystert.
7. ‘Barbarella’ (1968)
I en ikke nærmere specificeret fremtid flyver Barbarella rundt på en mission i rummet. Hun skal finde doktor Durand Durand og sørge for, at hans våben ikke ender i de forkerte hænder. På vej rundt i rummet ender hun blandt andet med at få hjælp af en meget veltrænet engel og en fyr, der hedder Dilando.
Og skal man tage denne film for gode varer, så er der ret varmt på en del af planeterne i fremtiden. For Barbarella har virkelig ikke de varmeste outfits på. Det er noget med flot rodet hår, lange støvler, en tætsiddende heldragt dækket med enten en hård plastik-bh eller en brynjetop.
Hun har også nogle virkelig spacy pistoler og et outfit, der kun kan beskrives som den kvindelige udgave af Peter Pan-sættet. Men du skal ikke blive for glad for Barbarellas outfits. For de har det med at blive revet i stykker på den her rummission.
8. ’Prometheus’ (2012)
Ridley Scotts bud på, hvordan henholdsvis 2019 og 2089 kommer til at se ud, hænger nok ikke helt sammen. Men det er jo Hollywood og fiktion, så det går nok. I ‘Prometheus’ når man ikke at se så meget til fremtiden på jorden, for det meste foregår i rummet. Men der lader udsigterne for menneskeheden til at være ret dystre.
Med hensyn til hvordan folk klæder sig i 2089, så ser det umiddelbart ud til, at vi stadig skal se på folk i hættetrøjer, klipklapper og store bukser med ekstra lommer på siderne. Ret dystert.
Men der, hvor ‘Prometheus’ bud på fremtids-outfits for alvor bliver spændende, er rumuniformerne. Mangt en film er gennem tiderne kommet med et bud på uniformen, men ‘Prometheus’ har altså gjort det ret tillokkende at hoppe i sådan en heldragtssag. De er mørkeblå, enkle, tætsiddende og underspillede. Vi kan alle blot håbe på, at det bliver trenden, når vi selv skal rejse ud i rummet i fremtiden.
Læs også: Ni nyere film der har præget moden