’Submerged’: Melankolsk havari i en druknet by
En båd driver langsomt ind mellem skyskrabere, der stikker op ad bølgerne. Der ligger to børn i båden – en dreng og en pige. De store bløde bølger skubber den lille jolle frem mellem de forrevne ruiner af bygninger, der før var hoteller, fabrikker, hospitaler og lejligheder. Nu er de blot tomme skaller halvvejs opslugt af havet.
Solen glimter i både bølgetoppe og forvredne stålkontruktioner, mens båden driver op mod kanten af en forladt bygning. Med et blidt bump støder den ind i de smuldrende mursten og pigen åbner øjnene.
Således er scenen sat i spillet ‘Submerged’. Ingen forklaring eller forhistorie, blot den oversvømmede by og de to børn. På den måde er spillets introduktion en ret god indikator for resten af spiloplevelsen, for der er ingen tvivl om, at det er stemningen der er i højsædet i ‘Submerged’.
Spilmekanik, historie og afveksling er alle blevet ofret på stemningens alter til gavn for nostalgiens og melankoliens guder, der vogter over den sunkne by. Og det gør i sidste ende spillet til en meget vandet oplevelse.
Til vands og til lands
Efter den stemningsfulde introduktion starter spillet for alvor. Du placeres i sandalerne på pigen Miku, hvorefter du begynder din odyssé i den druknede by. Det foregår i første omgang via den lille motordrevne jolle, som lader dig undersøge den oversvømmede by nærmere fra vandsiden. Med hjælp fra et teleskop er det så meningen at du skal finde de forsyninger, der er gemt rundt omkring i byen – oftest på høje, utilgængelige steder.
De forsyninger skal du nemlig bruge til din bror, der er hårdt såret. Her tager spillets anden, mere uheldige del over, når du klatrer omkring på fremspring og nedløbsrør, for at finde vejen til den sunkne bys ufremkommelige tinder.
For hvor sejlturene mellem husene formår at ramme den poetiske åre, som spillet så åbenlyst sigter efter, er klatreturene en helt anden sag. Én ting er, at det er umuligt at dø. Det kan være fint nok, hvis man sigter efter en ustressende spilleoplevelse, men stort set al udfordring er pillet ud af klatreelementet. Du moser blot styrepinden i en bestemt retning, så hopper pigen selv over forhindringer, klatrer på gesimser, og svinger sig over faretruende afgrunde helt uden yderligere input fra din side.
Et andet problem for klatresekvenserne er, at den druknede by ikke er nær så malerisk og poetisk, når man ser den tæt på. Husene er tydeligvis fremstillet af de samme præfabrikerede grafikstumper, hvilket gør det så godt som ligegyldigt om det er et hospital eller en fabrik, man kravler på, og det underbygger yderligere følelsen af kedsomhed, når det kombineres med klatresekvensernes udprægede mangel på udfordring.
En skizofren spiloplevelse
Det er ellers solide kræfter fra Uppercut Games, der står bag ‘Submerged’. De kommer fra så respekterede produktioner som ‘Bioshock’ og ‘XCOM’. Men det virker som om, at de her først og fremmest har besluttet sig for at skabe et smukt undergangsunivers, og så først derefter er begyndt at spekulere over, hvordan de får proppet en ellen anden form for gameplay ind i det.
Det er derfor en noget skizofren oplevelse at spille ‘Submerged’. Når man sejler rundt i de forfaldne efterladenskaber efter civilisationen, er der bestemt glimt af postapokalyptisk poesi, ‘Abernes Planet’ og spil som ‘Ico’ eller ‘Journey’. Og hvad angår den side af spillet, fungerer det også rigtig fint, at ‘Submerged’ ikke føler nogen trang til at udpensle sin historie, og forklare alt til bunds. Hvis man vil, kan man gå på jagt efter stumper af historien i ruinerne, men det er stadig mere antydninger end konkrete fakta.
Men når du klatrer omkring på bygningerne i jagten på forsyninger, er du derimod fanget i en dårlig kopi af et platformspil, og der er ikke meget poesi at hente i ensidigt gentagne forvitrede vægge, der gentager sig hver gang du bestiger et nyt hus, og kun minder dig om, hvor meget du ville ønske, at du var tilbage i din båd. Og det er i sidste ende det, der gør, at ‘Submerged’ ender som den by, det portrætterer – halvt druknet, halvt oven vande.
Godt
+ Øjeblikke af storslået melankoli
+ Udpensler ikke historien
+ Soundtrack af høj kvalitet
Skidt
– Meget kort, prisen taget i betragtning
– Skuffende platformsekvenser
– Meget grafisk genbrug