Ved siden af årets helt store AAA-spiludgivelser er der vokset en prægtig underskov af spilperler fra mindre udviklere frem, der ofte i udtryk, gameplay og idé udfordrer de store, etablerede franchises. Det er spil, der udforsker selve mediet og viser at fremragende spil ikke nødvendigvis behøver have et milliardbudget.
Vi har fundet vore ti favoritter fra det forgangne år. Og vi sender også en hilsen til de spil, der var lige ved og næsten. ‘Binding of Isaac: Afterbirth‘, som ved gud er et fantastisk spil, men som trods alt blot er en udvidelse af et eksisterende spil. ‘Memoir en Code‘, som udvider spilmediets spændvidde ved at lade en persons erindringer blive skrevet i spilform. ‘Westerado‘, som underholder indtil det næste ‘Red Dead’-spil fra Rockstar og ‘Rocket League‘, for helt ærligt, hvem ønsker sig fodboldstøvler, hvis du kan få en raketbil i stedet for.
10 – ‘Galak-Z’
‘Galak-Z’ er årets lille hyggegave til gamle nisser. For du skal nok være født på seniorsiden af halvfemserne, hvis du for alvor skal kunne sætte pris på den gennemførte animationsserie- og videobåndsæstetik, der gennemsyrer det rumbaserede rogue-lite ‘Galak-Z’. Det er ikke genopfindelsen af den dybe tallerken vi er vidne til, men en missionsbaseret rum-shooter med upgrades og rouge-like elementer. Alt sammen fortalt som en animeret actionserie, som du husker det fra barndommes børne-tv. Hvis du altså er gammel nok.
Som eneste overlevende kamppilot futter du omkring i dit lille rumskib, mens du kæmper mod det onde imperium, og samtidig prøver at skrabe rumskrot nok sammen til, at du kan opgradere dit skib til at give det en chance mod den stadig stigende overmagt.
Trods de mange mulige opgraderinger af skib og våben, er det dog i sidste ende dine evner til at få det lille livlige skib ind i fingrene, der for alvor afgør, om du når tilbage til basen med missionen fuldført. Styringen er lige tilpas kompleks til, at du både kan opleve eklatante kosmiske sammenstød med fjender og asteroider, og øjeblikke hvor du føler sig som verdens drabeligste interstellare balletdanser.
9 – ‘Her Story’
Nærmest siden computerspillets barndom har teoretikere og fremtidsforskere forudset sammensmeltningen af spil og film i en ny form for medie. Den interaktive film eller det filmiske spil har dog hidtil levet en noget marginaliseret tilværelse, med helkiksede FMV-spil fra 90’erne som det, der vel kom tættest på.
Men med ‘Her Story’ ser det ud som om udvikleren Sam Barlow er kommet tæt på at knække koden. Ikke i form af et stort, omfattende udstyrsstykke, men nærmere som noget, der minder om et moderne digitalt kammerspil hakket op i små stumper, som du som spiller så har til opgave at finde rundt i.
Spillets rammefortælling er, at du har fået adgang til en database med optagelser af en række politiafhøringer af en mistænkt i en gammel mordsag. Tricket er, at du kun kan få adgang til nye klip ved at søge på de rigtige nøgleord i databasen. Dermed handler spillet kun meget lidt om, hvad du gør på skærmen, og meget mere om, hvordan du i dit hoved finder den røde tråd i de mange videoklip og spotter de stedet, hvor der er huller i forklaringen. Og spillet stoler også nok på din intelligens til, at du selv skal tolke historien ud af klippene.
Læs vores fulde anmeldelse af ‘Her Story’.
8 – ‘You Must Build a Boat’
Kan man give indie-kant til casual-spil, der rammer alle og enhver? Naturligvis kan man det. ‘You Must Build a Boat’ er beviset. På trods af skæv humor, indforståede referencer og retro-grafik med pixels så store som Duplo-klodser, så er det de klassiske casual-mekanismer, der snurrer under motorhjelmen.
‘You Must Build a Boat’ er simple spilmekanismer som tre på stribe, som du kender det fra ‘Candy Crush’ og ‘Puzzle Quest’, men puttet ind i en fantasyramme med glimt i øjet. Så det er ikke bare et spørgsmål om at komme videre til næste bane, men også en kamp om at finde guld og nyt gear, så du kan blive bedre og stærkere og nå længere op ad floden, hvor de virkeligt store monstre og skatte gemmer sig.
Det er ikke stor kunst, men det er både effektivt og charmerende. Derudover så giver fantasy-elementerne lige nøjagtigt den følelse af progression, som oftest mangler i de rene fuldfede casual-spil. ‘You Must Build a Boat’ har både en begyndelse, en båd og en slutning, så du også kan slippe tre-på-stribe-trangen igen bagefter.
7 – ‘Keep Talking, and Nobody Explodes’
En af fordelene ved at være indie-udvikler er, at man er lille og tilpasningsdygtig og kan gribe nye muligheder hurtigere end de store AAA-supertankere. Og det er ‘Keep Talking, and Nobody Explodes’ netop et godt eksempel på. Spillet er den første kommercielle Virtual Reality-udgivelse på Steam – på et tidspunkt hvor den nødvendige hardware knap nok er kommet i handlen endnu.
Det har dog ikke afskrækket Steel Crate Games fra at skabe et utroligt underholdende asymmetrisk co-op spil, som er næsten lige så sjovt at se på som at spille selv. Kort fortalt går spillet ud på, at en spiller skal guide en anden til at demontere en bombe. Det lyder jo simpelt nok, men det geniale er, at det kun er den ene spiller der har VR-brille på, og dermed kan se på og interagere med bomben. Den anden spiller er derimod i besiddelse af demonteringsmanualen, som bombedemontøren ikke selv kan læse i.
Spillets udfordring er således ikke selve bombedemontereingen, men kommunikationen mellem de to dele af holdet, når den ene spiller beskriver bombens mange sære elektroniske indretninger, mens den anden spiller forsøger at genfinde dem i en fysisk udprintet bombemanual, der med vilje er formuleret i ingeniørmæssig jargon på grænsen af det forståelige. Når først stressen melder sig mens uret tikker nedad, går den præcise kommunikation hurtigt fløjten, og det kan faktisk være hyleskægt bare at kigge på også.
Læs hele vores anmeldelse af ‘Keep Talking, and Nobody Explodes’.
6 – ‘Hotline Miami 2’
Kan man få for meget af en god ting? Nahh – mere lagkage tak. Jeg kan spille AAA-rugbrød, når jeg bliver gammel.
Der er dem, der siger, at ‘Hotline Miami 2’ jo bare er det samme som etteren, og det har de jo sådan set ret i. Det er det samme basale adrenalinpumpende hektiske ultravoldelige gameplay. Men er det ikke netop mere af det, du ønsker dig til jul? Og hvad nu, hvis jeg kan fortælle, at det er et basalt gameplay, der er endnu mere forfinet, varieret og elegant? Hvis man altså kan anvende sådanne ord om et spil, hvor du primært beskæftiger dig med at tage livet af andre mennesker i skyer af pixelblod.
‘Hotline Miami 2’ er silkeskåret ultravold. Hektisk og brutalt gameplay serveret i bittesmå hektiske bidder i et dystert univers, hvor livet ikke har meget værdi. Og det er herligt. Nåja, og fik jeg nævnt musikken? Det er muligt at Hotline Miami ikke er året indie-spil, men i min bog har spillet årets indie-soundtrack, der lyder som en depressiv 8-bits udgave af Harold Faltermeyer, der vrider sin angst ud af sine slidte digitale instrumenter, høj på syre og billig amfetamin.
5 – ‘Affordable Space Adventures’
Har du nogensinde drømt om, at få lov til at udforske en fremmed planet, helt alene i et lille rumskib? I så fald skal ‘Affordable Space Adventures’ nok gøre kål på de drømme. Efter at være blevet lokket på en drøm af en adventure-ferie langt ude i fremtiden, er du nu strandet i dit vakkelvorne turistrumskib i et gigantisk hulesystem på en ikke særligt venligtsindet planet.
Men rammefortællingen er langt fra det eneste interessante ved ‘Affordable Space Adventures’. For herudover byder spillet også på en af de bedste udnyttelser af Wii U’ens gamepad. For mens rumskibet flyver rundt på skærmen, skal alle rumskibets mange finurlige undersystemer styres på gamepad’en – eller det som de vittige udviklere kalder for spillets Heads Down Display.
Allerbedst er det, når rumskibspligterne fordeles mellem to eller tre spillere, så der er en der styrer rumskibet, mens en eller to spillere skal holde styr på motorer, energiniveau, scannere og radar. Så bliver det ikke bare til en øvelse i nænsom rumskibskontrol, men i lige så høj grad en udfordring i oral kommunikation. Og så er det naturligvis altid de andres skyld, når I dør. De kunne bare have hørt efter.
4 – ‘The Beginner’s Guide’
‘The Beginners Guide’ er en mærkelig størrelse. I første omgang vil du sikkert stille spørgsmålet, om det overhovedet er et spil? I så fald er spillet en skabning nærmest uden fortilfælde i spilhistorien. ‘The Beginner’s Guide’ er et produkt af Davey Wredens krølle hjerne og det eneste spil, der ligner ‘The Beginners Guide’ bare en lille smule, er da også Wredens tidligere metafantastiske spil ‘The Stanley Parable’.
‘The Beginners Guide’ er først of fremmest en udforskning af spilmediet selv, og hvor langt du kan gå i tolkningen af dem. Det er én lang samtale, som Wreden fører med sig selv hen over spillets lydside, samtidigt med at du som spiller udforsker en række spilprototyper og sære digitale konstruktioner, som måske er lavet af Wreden selv eller måske, som han hævder på lydsporet, er stumper af spil efterladt af en anden spiludvikler, som han engang kendte.
Er det til tider lidt forceret? Måske. Prætentiøst? Til tider. Men det er samtidigt en noget nær unik oplevelse, og en dekonstruktion af computerspillet som genre, som tyder på, at vi med spil faktisk har at gøre med et medie, som ikke står tilbage for andre, når det drejer sig om komplekse flertydige udtryk. Måske endda kunst?
3 – ‘Undertale’
Normalt betyder kræs for kendere bare, at noget er godt. Men i det her tilfælde skal det forstås helt bogstaveligt. ‘Undertale’ er en sær snegl af et spil, der i meget høj grad spiller på konventionerne omkring gamle, japanske 8-bits RPG-spil som eksempelvis ‘Mother/Earthbound’. Så for at få det fulde udbytte af spillet kræver det, at du har din spilhistorie på plads og helst også, at du har fedtet rundt med et helt party på den gamle NES-konsols ergonomifjendtlige controllerklods.
Men er forudsæningerne på plads, folder ‘Undertale’ sig for alvor ud som en naiv og surrealistisk fortolkning af de gamle spil. Gamle konventioner bliver vendt på hovedet og spillet fremtryller en hel række af umådeligt elskelige digitale personligheder der forekommer meget menneskelige trods deres pixellerede fremtoning på skærmen.
‘Undertale’ rummer også en frihed, som de oprindelige JRPG-forbilleder ikke havde. Spillet har flere forskellige slutninger, og det er også op til dig selv, om du vil kæmpe mod spillets fjender, eller forsøge at snakke med dem og skåne deres liv. Det er faktisk muligt at gennemføre hele spillet uden at dræbe en eneste fjende.
Værd at fremhæve er også ‘Undertale’s alternative kampsystem, der er en sær kombination af quick-time handlinger, actionsekvenser, dialog, inventory og menuvalg. På overfladen forvirrende og mærkeligt, men med sin egen skæve indbyggede logik, som du opdager efterhånden.
2 – ‘Downwell’
Flow! Følelsen af at kæde den ene bevægelse sammen med den anden i ét langt glidende forløb. Det er den centrale søjle, som hele ‘Downwell’ hænger på. Et spil, som på overfladen synes simpelt, men som suger dig ind, efterhånden som du udforsker alle finesserne.
‘Downwell’ er én lang nedadgående bevægelse. Du starter på overfladen, og bevæger dig så nedad gennem stadig mere faretruende hulesystemer, hvor monstre og fælder venter. Dit eneste forsvar er dine gunboots, som du kan affyre i en lige linje nedad, mens du er i luften. I hvert fald indtil de er løbet tør for ammunition, og skal genlades ved at lande på jorden eller oven på et monster.
Det lyder simpelt, og det er det også, men det er detaljerne, der gør Downwell til et af årets klart bedste indiespil. Der er både gunboot-opgraderinger, pengekrystaller og butikker gemt på banerne. Mellem hvert level kan man vælge mellem tilfældigt udvalgte opgraderinger. Det giver spillet en strategisk vinkel, hvor man er nødt til at tilpasse sin spillestil til de ting, man finder på banerne.
Endelig fortjener spillets æstetiske udtryk et anerkendende nik med på vejen. For mens de fleste retroæstetiske spil læner sig op ad Nintendos NES og SNES, så ligner ‘Downwell’ nærmere noget, der ville kunne afvikles på en ZX Spectrum. Det er nedbarberet til sokkeholderne, men knivskarpt og funtionelt.
1 – ‘Ori and the Blind Forest’
En ting står helt klart, når man lægger controlleren fra sig, efter at have været i selskab med ‘Ori and The Blind Forest’. Det her er et direkte smukt spil. Grafikken og animationen er på et niveau, så det til tider er svært at identificere det som et computerspil, og ikke som en animationsfilms fra Pixar eller Studio Ghibli.
Der er dog også en anden ting, der står klart, når den fugtige controller slipper de svedige håndflader og lander i skødet. Det kan godt være, at spillet ligner en børnefilm, men sværhedsgraden er bestemt på voksenniveau. Det er aldrig uretfærdigt, men det er næsten altid svært og sommetider ville jeg næsten sværge på, at den lille skovfe Ori er smurt ind i sæbe. I hvert fald indtil du når “Aha”-momentet og fatter, hvordan hop, løb og angreb skal koordineres for at klare netop denne forhindring.
Ori er ganske enkelt et svært kompetent og uhyggeligt flot platformspil i Metroidvania-stil med indhold og udfordringer nok til dybe suk og indestængte jubelbrøl mange dage i træk. Ikke bare er banerne store med masser af hemmeligheder og svært tilgængelige pickups, men et indbygget skill-system lukker også løbende op for nye evner, så gameplayet hele tiden udvides. Gamle dyder i ny smuk indpakning. What’s not to like?
Læs også: Årets ti bedste spil: Fra LEGO og fodbold til mareridt og monstre