Det var et af modeugens mest ventede shows, da det skulle stå som et endeligt punktum for nogle hårde måneder, efter at en brand ødelagde Asger Juel Larsens studie og alt, hvad han havde bygget op det seneste årti.
Og det blev også et følelsesladet show med stående ovation, da Larsen i sædvanlig stil kom hoppende ind på catwalken i Børsen efter modellernes afsluttende runde.
Selv dagen efter, da vi møder ham på Revolver-messen i Øksnehallen, er han en blanding af lettet og rørt, når vi snakker om forløsningsshowet og de hårde måneder efter branden.
Har det været terapeutisk at lave kollektionen?
»Det har det bestemt. Det har været min terapi. Der har også været andre elementer, der har været terapeutiske, men det har været noget med at arbejde sig ud af det. Det er en sorg som at miste alt muligt andet i livet, og især når man bliver nulstillet.
Når alt, man har opbygget forsvinder, så er man meget irrationel til at starte med. Man bliver selvdestruktiv, men efter noget tid, så bliver man mere rationel og får et eller andet overlevelsesgen, der sætter ind. Jeg kan godt mærke, at der er et overlevelsesgen, der har haft en effekt på mig i en måned til halvanden efter branden, og så lavede vi den her kollektion«.
Det virker også, som om du næsten har omfavnet ilden i kollektionen med flammer og de forskellige statements. Den er næsten halvironisk nogle steder…
»Jo, man kan jo vende det til mange ting. Jeg kunne også have været meget dramatisk i min måde at komme ud med det her på, men det havde jeg på intet tidspunkt en følelse af, at jeg ville være. Især i printet og udtrykket, som er meget do it yourself – man handler bare.
Jeg har været nødt til at se på det fra en anden vinkel. Ikke grine af det, men alligevel måske alligevel være lidt sarkastisk, selv om det er svært«.
»Ild er virkelig det mest modbydelige, der findes i hele verden«
Pressemeddelelsen, der lå på sæderne, viste sågar billeder af det nedbrændte kontor. Blandt andet af et brændt køleskab, hvor der stod ‘Open Bar’ nedenunder, mens der stod ‘AW16-sneakpeak’ under et billede af to tomme tøjstativer i et sort, nedbrændt lokale.
»Da jeg var derinde, var det jo en forfærdelig oplevelse. Den der død og ødelæggelse. Ild er jo ikke sjovt. Jeg har altid leget med flamme-shorts og den slags, men ild er virkelig det mest modbydelige, der findes i hele verden. Det tager alt. Jeg laver lidt sjov i pressematerialet, men folk kan godt forstå, at det er meget seriøst. Hvis du laver dobbeltkonfekt, så ville det være værre«.
Altså hvis det blev seriøst med seriøst på?
»Ja, jeg har den opfattelse, at folk nok skal kunne se, hvad det er, jeg mener. Humoren har også været vigtig for mig. Men det tog noget tid, før jeg kunne begynde. Jeg startede meget seriøst med at læse alt muligt og have citater klar, men det blev så vendt til noget, der kunne bruges, så det ikke bliver for prætentiøst«.
Jeg havde forventet mere aggressivt. Også fordi du har haft det lidt i dig tidligere. Så jeg var ret overrasket over, at det var så afstemt.
»Det er rigtigt. Det kunne have været meget mere intenst og goth. Helt tilbage til det der dark, jeg lavede i London. Der var nogle elementer af det, men jeg prøvede også at holde mig inden for en eller andet afslappethed med knækkede pastelfarver. Jeg arbejdede mere med de lidt mere simple ting – også med rå kanter og rå tråd. Og så var det også lidt i forlængelse af det, jeg lavede sidst. Jeg ville gerne have noget kontinuerlighed fra sidste show, selv om der selvfølgelig var lidt mere tailoring i det sidst. Men jeg ville gerne have den samme afslappethed – du kunne tage alt på sammen i virkeligheden«.
Jeg sad faktisk og kiggede alle dine tidligere kollektioner igennem i dag, fordi jeg synes, at det på mange måder var en lidt diffus kollektion, du viste. Så jeg tænkte, om der næsten var en slags homage til alt det, du havde mistet. Flammerne var næsten ligesom et sæt fra AW13. Havde du tænkt over det?
»Fuldstændig. Jamen, det havde jeg. Det var også derfor, at når man ikke har nogen fortid, så kan man skabe den fremtid, man gerne vil have. Når det så er sagt, så kiggede vi på hver eneste kollektion, vi havde lavet før i tiden. Det var også derfor, vi brugte de samme sokker, som fra forrige sommer, fordi vi kunne få sendt nogen. Vi havde nogle ekstra materialer på en fabrik i Litauen, som vi kunne bruge igen. Så det var nogle elementer af mange forskellige ting. Jeg kan godt se, at sammensætningen af kollektionen er ikke lige så stram, som den var sidste gang«.
Hvor lang tid tog det at lave kollektionen kontra normalt?
»Først og fremmest havde vi jo lavet det meste af vores SS17-kollektion, da alt brændte. Vi kunne ikke rigtig bruge den til noget bagefter. Faktisk ingenting. Nogle af elementerne er i samme retning, men stadig anderledes. Så jeg var nødt til at skabe det hele igen – så med hårdt arbejde i tre uger lavede vi det her. Men så har jeg til gengæld også haft et fantastisk team.
Jeg har praktikanter fra hele Europa. Nu har jeg haft tre fra Paris, en fra Polen og en pige fra Kolding Designskole. Vi blev virkelig sat sammen, efter at det skete. De havde kun været der i en måned. Der var en masse rod i et par uger, hvor vi ikke kunne gøre noget, og bagefter var det, som om at den her teamspirit kom. Så vi nåede at komme med til Milano, Paris, New York, og så slutte af her. Klimaks var jo klart det her show, som er en total forløsning for os alle sammen.
»Talentet må ligge i at kunne segmentere«
Normalt har man flere måneder til det. Laver lidt løbende, og du kan overveje dine instinktive tanker lidt mere. Her har det været meget intuitivt. Bare trykke på knappen. Okay, det gør vi. Men samtidig lige kigge på den ordentligt, for kollektionen er kun halvt så stor, som den vi lavede til AW16.
Det med at designe kommer meget nemt til mig, det er mere en kunst at skære fra. Man kan altid bare føre mere og mere til. Nu om dage, tror jeg, at talentet for mange mennesker må ligge i at kunne segmentere«.
Har det ligefrem været befriende at arbejde på den måde?
»Jamen, jeg har lært meget af det. På mange måder er det, som om der er noget på min skuldre, der har flyttet sig. Jeg havde det her studie, det her kæmpe bibliotek af bøger fra hele min karriere – det var også noget af det værste at miste – og så havde jeg symaskiner og materialer – jeg havde alle de her ting, derinde. Jeg ville måske gerne have haft mit harddrive med mig og mine gamle kollektioner, men når alt kommer til alt, så er det bare ting. Jeg kan jo stadig opbygge det igen.
Så der er et eller andet, der har frigjort mig. Også i forhold til hvordan jeg lever mit liv arbejdsmæssigt, og hvordan jeg ser mit liv personligt. Jeg har ikke den samme hast i mig mere. Nu er jeg på et stadie, hvor jeg er begyndt at drømme igen. Jeg har ikke drømt i flere år. Jeg har bare været i ‘en ny kollektion, collab, ny kollektion, det solgte ikke godt, så skal vi det’.
»Jeg har ikke den samme hast i mig mere«
Jeg har været i en osteklokke uden at kigge op. Nærmest som når man går rundt i Londons gader. Der kigger man ned hele tiden. Der er ingen, der kigger op, for folk kan ikke overskue alle de her mennesker. Det gjorde jeg i fem år derover. Så kom jeg til Danmark og kiggede lidt op igen, og så var jeg begyndt at kigge ned igen. Men nu går jeg mere og kigger mod tagene. Det kan jeg tydeligt mærke.
Jeg prøver nærmest at lave et resume af mit arbejdsliv. Det har gjort, at jeg er begyndt at drømme igen om alle mulige ting, også omkring mode. Så på mange måder så står jeg mere afslappet i dag, end jeg gjorde før. Jeg føler også, at jeg har rigtig meget at bidrage med, men jeg behøver ikke at forhaste det. Det følte jeg lidt, at jeg skulle før. Det er en rar fornemmelse«.
Læs også: Showanmeldelse: Havde Asger Juel Larsen fundet ny energi?
