Bølgen af store spilfilmatiseringer fortsætter med en oplagt én af slagsen. Den planlagte ‘Uncharted’-filmatisering er nemlig blevet bekræftet som værende på skinner. Der har ellers hersket en vis usikkerhed omkring projektet de seneste måneder siden ‘Uncharted 4’ ramte gaden og udviklerne Naughty Dog tydeligt har sagt, at det var det sidste, vi ville se til Nathan Drake og seriens andre hovedpersoner.
Sony Pictures har nu røbet over for Variety, at de har hyret Joe Carnahan (‘Narc’, ‘Smokin’ Aces’, ‘The Grey’ og instruktør på ‘Bad Boys 3’) til at skrive manuskriptet. Hvorvidt han også skal instruere er endnu uvist, ligesom alle øvrige besætningsmedlemmer mangler at få sat navn på, herunder hvem, der skal spille Nathan Drake.
Vi har i år allerede fået en ‘Ratchet & Clank’- og ‘Warcraft’-filmatisering og kan se frem til ‘Assassin’s Creed’ på det store lærred til jul.
Læs også: ‘Uncharted 4: A Thief’s End’ er generationens mest imponerende og helstøbte spil