I morgen udkommer computerspillet ‘Civilization VI’. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt i, der udkommer spil hele tiden i ‘Civilization’-serien (66 titler på tværs af platforme for at være eksakt), men lige netop denne udgivelse kommer til at markere et ganske særligt faktum ved ’Civilization’-serien – den fylder nemlig 25 år.
Det gør den til en af de længst-løbende videospils-serier – ‘Civilization’ er ældre end ‘FIFA’-spillene, ‘Need For Speed’ og ‘Mortal Kombat’. ‘Civilization’ er ældre end ‘Pokémon’.
I den anledning fortjener spillet lidt opmærksomhed. For ’Civilization’ er en af den slags spil som ikke rigtigt ligner andet end sig selv. Det lagde grunden for en hel genre (4X-spillene, navngivet efter eXplore, eXpand, eXploit og eXterminate), og har samlet set solgt mere end 33 millioner spil. Målet med spillet er at opbygge en verdensomspændende civilisation, ved hjælp af teknologi, diplomati, handel – og hårdtslående millitær, naturligvis. Spillene er blevet mere sofistikerede og strømlinede med tiden, men lad os i første omgang starte ved begyndelsen:
Det første ’Civilization’-spil blev udgivet i 1991. Som så mange andre træk ved digital kultur i starten af halvfemserne, betød det at spillets artwork var, skal vi sige, begrænset i sit udtryk:
Spillet blev, på trods af den mildest talt elendige grafik folk godtog i halvfemserne, en kæmpe succes. Det solgte en frygtelig masse kopier (efter halvfemsernes standarder – husk på at kun nørder af allerhøjeste kaliber spillede computer dengang) og blev kåret som årets spil af flere magasiner.
Et par særligt begejstrede journalister beskrev det som mere vanedannende end crack og beskrev spændingsniveauet som »oprigtigt højt«, hvad jeg forestiller mig siger mere om spilindustrien i start-halvfemserne end om ‘Civilization’. Siden har New York Times kåret det som et af de ti vigtigste spil i verdenshistorien. Det lidet mundret navngivne magasin Computer Gaming World har gået så langt som til at kåre det som verdens vigtigste spil. Kombinationen af strategisk uigennemskuelighed, følelsen af at bygge sin civilisation op fra bunden og et ret løst forhold til historisk akkuratesse havde resulteret i en kæmpesucces.
Et spil som har eksisteret lige så længe, og med lige så stor succes, som ’Civilization’ får naturligt nok opbygget en række særegenskaber og idiosynkrasier. Vi har samlet tre af de underligste og sjoveste historier om ’Civilization’ for at ønske fødselaren tillykke og vise hvorfor, ’Civilization’ er så højt elsket af sine fans.
’Civilization’ omfavner fejl og fankultur
Det første ’Civilization’-spil blev udgivet i 1991. Dengang var man lige så dårlig til at få rettet softwarefejl, som man er nu om dage, og spillet var derfor behæftet med en række ret bizarre fejl.
Som eksempel kan nævnes civilisationen Indiens leder Mahatma Gandhi. Den verdenskendte pacifist var naturligvis programmeret, så han altid søgte efter fredelige løsninger på problemer, såfremt han blev spillet af computeren. Han havde med andre ord en aggressions-score på 1, det laveste mulige niveau. Så langt så godt.
Nu var en af idéerne ved ’Civilization’, at de civilisationer som valgte en demokratisk styreform, blev betydeligt fredeligere end en eksempelvis despotisk fasciststat. En computerstyret spiller med demokrati fik således trukket to point fra sin aggressions-score. Men når Gandhi indførte det indiske demokrati i spillet, droppede hans aggressions-score ned til -1, hvad i praksis resulterede i en computerfejl, som udstyrede Mahatma Gandhi med den højeste tænkelige aggressions-score i hele spillet, opslugt af blodtørst og med en, ærlig talt, ildevarslende fascination af kernevåben:
Mahatma Gandhi tog i sidste ende betydeligt, og overraskende, skrappere midler end sultestrejke i brug, for at afslutte det illegitime og diktatoriske britiske overherredømme i Indien.
Fejlen har siden levet sit eget liv på internettet, hvor den blev et meme, og siden er det blevet en fast del af ’Civilization’-spillene at Mahatma Gandhi er notorisk besat af atomvåben og blodige krige.
’Civilization’ pirrer fantasien med sin endeløshed
En særlig ihærdig ’Civilization’-fan ønskede at undersøge, hvor langt ud i ekstremerne, man kunne komme. Så han spillede ’Civilization 2’ ti år i træk. Det endte i en verden henlagt i mørke, evig atomkrig, sindssyg forurening og generelt triste forhold
Da han endelige fik nok, var årstallet 3991 efter vor tidsregning (de fleste spil ’Civilization’ slutter omkring år 2000).
Vores dedikerede spiller uploadede sin spiloplevelse til Reddit, hvor det fik en frygtelig masse opmærksomhed af en række årsager:
Verden i 3991 var afsindigt apokalypisk. Kun tre civilisationer havde overlevet den enorme og endeløse krig, som var startet 1700 år før spillets afslutning. Som følge af en tøjleløs global opvarming var polarisen smeltet 20 gange (på en eller anden måde), og havde fået vandstanden til at stige så fatalt at 90 procent af jordens samlede befolkning var druknet.
Den beskedne, resterende landmasse var indhyllet i en uendelig atomkrig, som resulterede i endeløse mængder forurening, og hver eneste gang en af de tre resterende civilisationer forsøgte at rydde op og få styr på verden, blev deres arbejdede udslettet i en ildstorm af kernevåben.
Samtlige civilisationer havde forlængst opgivet tanken om et demokratisk samfund (fordi befolkningen hele tiden, forståeligt nok, brokkede sig over den globale superopvarmning og monstrøse atomkrig), og havde istedet installeret et fundamentalistisk teokrati, der med en iskold jernnæve holdt befolkningen nede, så ingen gjorde indvendinger mod den blodige atomkrig. Verden er opslugt af borgerkrig, tårnhøje vandstande og gold atomørken, hvori intet kan gro.
Lad os håbe at ’Civilization’ ikke simulerer virkeligheden særlig godt.
’Civilization’ sparker døre ind for hele spilbranchen
Computerspil er en ret ung genre i forhold til andre medier som bøger, film og musik. I den sammenligning er computerspil virkelig i den lave ende af bassinet – det rene barnemedie.
Måske derfor bliver computerspil og deres verden ikke altid taget særligt alvorligt. Men interessant nok skete der et betydeligt skred i forståelsen af computerspil (og særligt computerspilsmusik) i 2011.
Det år vandt temasangen til ’Civilization IV’ nemlig en Grammy – den største musikpris man kan vinde i USA, som normalt tilfalder Beyoncé, Kendrick Lamar eller Aretha Franklin. Det var den allerførste gang at musik til et computerspil vandt sådan en prestigefyldt pris.
Det var på mange måder lidt særligt, for den sang der vandt, Baba Yetu, skrevet af komponisten Christopher Tin, var blevet udgivet seks år før dets nominering og sejr, nemlig sammen med ’Civilization IV’ i 2005. Christopher Tin havde i øvrigt skrevet sangen lidt ved et tilfælde – han gjorde sin tidligere roommate Soren Johnson (designer på ’Civilization’) en tjeneste, da filmmusik-godfather Hans Zimmer ikke gad skrive musik til dem.
Sangen er ret fed, i øvrigt. Lyrikken består af fadervorsbønnen oversat til Swahili, og sunget af et afrikansk kor. Den er blevet sunget til De Forenede Nationers nytårsfestligheder. Ikke dårligt for musik, der er skrevet til et stykke blippelop-underholdning.
‘Civilization VI’ udkommer i morgen.
Læs også: Fra hypet til forhadt: ‘No Man’s Sky’ er nu det dårligst ratede spil på Steam