‘Final Fantasy XV’ byder på endeløse timers underholdning – og endnu mere mytologi

Ti år. Så lang tid skulle de trofaste fans af en af de længstlevende spilserier vente på ‘Final Fantasy XV’. Ti år efterlader et solidt forventningspres og at løfte arven i en spilserie som har rørt skyerne, men samtidig er styrtet i afgrundsdybe dale, må være seriøst nervepirrende. Det er det også til dels for gamere, der har fået det lod i livet at skulle anmelde spillet.

Det nyeste afsæt ind i den gale og smukke ‘Final Fantasy’-serie gør vanen tro brug af mærkeligt hår, kæmpe-sværd og kyllinger i strudsestørrelse i et virvar som mestendels er ganske fornøjeligt og leverer enkelte afstikkere til det særdeles fremragende.

‘Final Fantasy XV startede sin udvikling i 2006 til PlayStation 3-konsollen, og har siden da haft mange afstikkere og aflysninger. Bolden landede hos Hajima Tabata som instruktør og det kreative team hos Square Enix Division 2. Tabata og co. slog et ambitiøst brød op. Og det kan mærkes. i kølvandet på ‘Final Fantasy XV’-spillet kommer også en animéserie, en spillefilm (med blandt andre Aaron Paul fra ‘Breaking Bad’) og en række planlagte virtual reality-oplevelser. Det kan godt gå hen og blive nødvendigt at inddrage alt det ekstra materiale for at forstå hele universet og handlingen.

Simpel historie – sådan da

Historien i ‘Final Fantasy’ har alle dage befundet sig i grænselandet mellem forvirrende og kompliceret, alt efter hvor mange timer man ville lægge i at læse manualer og senere hen Wikipedia-artikler ved siden af de faktiske spil. På overfladen er ‘Final Fantasy XV’ dog let at forstå og følge med i. Man indtager rollen som Prins Noctis af kongedømmet Eos og skal sammen med sine tre bedste venner krydse landet for at mødes med sin trolovede Prinsesse Lunafrey.

Undervejs på rejsen invaderes Noctis’ hjemland pludselig af styrker fra Lunafreys militær, og hans far dør så Noctis må vende snuden hjemover for at genindtage tronen – og redde verden. For at gøre det, skal der graves gamle relikvier og våben frem, altimens ældgamle guder og kæmpestore monstre nedlægges.

Vil man gerne forstå baghistorier, politiske spidsfindigheder og mytologier i ‘Final Fantasy’-universet kan man godt sætte mere end de ellers velvoksne 20-30 timer som hovedhistorien tager af til at få den fulde oplevelse. Det kan være noget af en mundfuld – særligt hvis man er faldet lidt ind og ud af ‘Final Fantasy’-universet siden mesterværkerne ‘VI’ og ‘VII’.

Jeg måtte flere gange erkende, at jeg ikke anede, hvorfor handlingen udfoldede sig som den gjorde, eller hvad min rolle egentlig var og stolede bare blindt på, hvad de tre kammerater fortalte mig, var det smarteste træk.

Rip, Rap, Rup – og Noctis

Eventyret for at redde Eos foregår sammen med Gladiolus Amicitia, Ignis Scientia og Prompto Argentum: Noctis’ tre barndomskammerater, der hver især udfylder en ganske stereotyp rolle i historien. Ignis er hjernen i foretagendet – britisk accent og det hele. Gladiolus er stor som et skideskur og Noctis’ bodyguard. Prompto er gruppens flabede lillebror, der hele tiden kommer med sarkastiske kommentarer. Det er ‘Teenage Mutant Ninja Turtles’ om igen.

Det er et slidt setup, men overraskende nok fungerer det. Samspillet imellem de fire barndoms-bedstevenner er charmerende og nærmest modigt feminint i et ‘besejr monstret og red verden’-spil. De småsludrer over aftensmaden, når man slår lejr for at stige i rang og planlægge næste dags mission, og den ellers så ofte hurtigt anstrengende sniksnak undervejs på missioner og i kampe bliver ved med at være humoristisk – selv efter de første 15 timer.

Tryk på kampsekvenserne

Kampsystemet bliver ligeledes heller ikke trættende. Derimod stopper det på et tidspunkt med at blive for kompliceret. I starten er der nemlig rigtig mange aspekter at holde styr på. Kampene foregår mestendels i real-time og hele dit party skal udstyres med det rigtige gear og de rigtige abilities for at man har en chance i de svære kampe.

Man styrer kun Noctis, som dog kan angribe, teleportere, blokere, kontra-angribe, teleport-angribe, bruge magi, smide med ting, heale og cirka et dusin andre egenskaber. Ydermere kan man lave kombinations-angreb med de andre karakterer. Altsammen foregår i et tårnhøjt tempo, som er milevidt fra det adstadige og eftertænksomme format, der har fungeret så godt i så mange andre ‘Final Fantasy’-spil.

Kampsystemet kan sættes på wait-mode for nogle enkelte pustere undervejs: Det er med til at fjerne hack’n’slash-følelsen (hamr løs på X indtil fjenden er død) i nogen grad. Dog føles kampsystemet unødvendigt forjaget – hvilket selvfølgelig kan hænge sammen med denne anmelders nostalgiske forhold til VI og VII.

Husk scrapbogen

Den ene karakter på holdet, Prompto, render hele tiden rundt og tager billeder. Hver aften deler han dem med holdet og spilleren får lov at vælge hvilke der skal gemmes – og eventuelt deles på sociale medier (i virkeligheden – ikke i spillet). En spøjs feature der dog er med til at fremhæve et af ‘Final Fantasy XV’s store pluspoint: Det er råbende flot.

Jeg måtte flere gange parkere bilen i siden af vejen og nyde landskabet, vejret og karakteranimationerne. Square Enix har kælet for rigtig mange detaljer i det enorme spil, og det føles som om, at hele sektioner er bygget på som ren blær for at fremvise de grafiske muskler. Soundtracket er ligeledes i høj klasse med en klassisk ‘JRPG’-stil med store fuldorkester-kompositioner og skrøbelige, små hjertesmerte-ballader.

Det er ikke noget, der ryger på anlægget når man har gæster, men det matcher stilen og stemningen og er med til at gøre ‘Final Fantasy XV’ til et formstøbt produkt, som er japansk rollespil i absolut topklasse.

---

Godt

+ Tosset flot hele vejen igennem og med et soundtrack, der matcher
+ Hovedpersonerne er charmerende sammen
+ Der er hele tiden noget (nyt) at lave i den enorme verden

Skidt

– Virkelig rodet univers og historie – særligt andet kapitel
– Kampene er i lige vel højt tempo
– Nogle spændende sidekarakterers historier forløses aldrig rigtig