‘For Honor’ er en billedskøn slagtebænk blodstænket af vikinger, riddere og samuraier
Vi ved allesammen godt hvorfor ‘For Honor’ er en af årets mest hypede spiltitler.
Det er ikke på grund af den helt tydelige eSports-aspiration. Det er ikke fordi ‘For Honor’ er en teknisk perle. Det er ikke fordi vi har higet efter et multiplayer online battle arena (MOBA)-inspireret middelalder-spil.
Det er fordi, det er fucking awesome at smaske små, tøsede samuraier i ansigtet med en økse.
‘For Honor’ er blankpoleret og blodig action, der kombinerer det bedste fra fortiden, men det er bare ikke en synderligt langtidsholdbar recept.
Middelalder-MOBA
‘For Honor’ er et MOBA-inspireret actionspil der – modsat alle de andre MOBA-inspirerede actionspil, der popper frem for tiden – foregår i en flot, middelalderlig setting med katapulter, sværd og pladerustninger fremfor de efterhånden ret slidte maskingeværer og laserpistoler.
To hold à fire spillere, der tilhører hver sin fraktion af enten riddere, vikinger eller samuraier, kæmper om at holde tre områder på de forskellige baner – såkaldte combat zones. De fire helte flankeres på hvert hold af en uendelig mængde af fodsoldater, der både tjener til at skubbe kampen frem og tilbage (som i ‘League of Legends’, osv.) og som baggrundsstøj på slagmarken.
Det samlede indtryk er en kaotisk omgang krig og kamp, hvor spillet først rigtig skinner, når fodsoldaterne er sendt til Valhalla og man duellerer mano a mano med en helt fra det andet hold. Efter de første par kampe går gassen af drabsballonen i forhold til at hugge de almindelige, kedelige fodtusser ned. Men duellerne, de holder.
Veltænkt kampsystem
‘For Honor’ rammer stemningen for en drabelig sværdduel perfekt (antager vi – det er småt med den slags i Aarhus C siden Yahya Hassan kom i fængsel). Man låser fast på en modstander og skal så skifte mellem tre hvilepositioner med sit våben (højre, venstre eller højt) som man angriber og forsvarer fra. Angribes en forsvaret position åbnes der op for et modangreb.
Kombineret med skub og spark fra begge sider, åbnes der op for en hyperkompleks omgang sten/saks/papir der kompliceres yderligere af, at man skal holde styr på de forskellige karakterers movesets. I øjeblikket er der 12 forskellige helte i fire nogenlunde ligeligt fordelte klasser – Assassin, Vanguard, Heavy og Hybrid, der hver især vægter forsvar, angreb og mobilitet forskelligt og for enkeltes vedkommende er krydret med unikke angreb eller undvigelser.
Fordelingen gør, at man ubesværet kan skifte fra viking til ridder til samurai, men også at man ret hurtigt samler noget mere kolorit på slagmarken.
Som en Hollywood-feberdrøm
Den obligatoriske kampagne i ‘For Honor’ er rigtig flot. Tre forskellige eventyr, der præsenterer de tre grupperinger viklet ind i et større plot med krig, politik og masser af floksler fra de respektive universer. Kampene er gode, AI’en overraskende intelligent og stemningen er forventeligt højtidelig, men dog charmerende. Kampagnen byder på nogle flotte set pieces, men lider den tort at virke temmeligt ensformig efter et par timer. Det er en skam, for stemningen og universet etableres ellers rigtig fint.
Det, der får ‘For Honor’ til at lykkes, er kampsystemet. Der balanceres fornemt mellem almægtige følelser, når man tordner over slagmarken med klodens største økse og når man panisk prøver at slippe væk fra ham tossen på det andet hold med det lidt for skarpe sværd. Der er en panikinduceret styrke i konstant at være én solid kombination fra at nedlægge sin modstander, men i samme øjeblik risikerer at blive vædret af en af modstandernes heavies fra siden.
Den ragdoll-agtige fysiksystem fremtryller en barnlig glæde, når man får gelejdet fjender ud fra broer med strategisk placerede huller i rækværket eller når man tackler en irriterende fjende ned i voldgraven. ‘For Honor’ har en masse små detaljer og åbninger i scenarierne som er med til at skabe en Hollywood-filmoplevelse, hver gang man klokker et par timer ind, som når man besejrer to tordnende heavies med sin lille lette berserker samtidig med, at borgtårnene vælter om ørerne på én og man kan høre sværdslagene klinge i det fjerne bag tordenvejret.
‘For Honor’ er cinematografisk til perfektion – der leges med dramatisk kameraføring, dynamisk underlægningsmusik og baggrundsstøj i en hjertens lyst. Og det virker. Desværre er det ikke nok til at bære spillet.
En dyppet tå i lunkent vand
‘For Honor’ er et fantastisk spil – de første ti timer. Dernæst forsvinder begejstringen i et sort hul fyldt med ustabile servere, ikke så meget indhold og – *suk* – mikrotransaktioner. Ubisoft har sparet de dedikerede servere væk, så uanset hvilken +50/50 Mbit-forbindelse ‘For Honor’ blev testet på, var der problemer med lag, spillere der disconnectede (og blev erstattet af bots), samt virkelig lang ventetid på kampe. Det er ikke godt nok i et spil som primært drejer sig om multiplayerkampene.
Problemerne er mindre i duellerne hvor man spiller en mod en eller to mod to, men i Dominion (det primære mode for fire spillere per hold) var det dræbende for spiloplevelsen. Når kampene først var i gang, var det fænomenal underholdning. Mikrotransaktionerne er primært for kosmetisk indhold, men er prissat meget højt. hvilket Ubisoft desværre har været bannerfører for de sidste år.
Til Ubisofts store ros ser det dog ud til, at al indholdsmæssig DLC vil være gratis. Ekstra betalende spillere vil dog få adgang til det før folk, der kun har købt grundspillet. Det er en forfriskende mindre pengegrisk facon, end hvad man ser andre steder i branchen. Dog kunne man have håbet på, at det eventuelle økonomiske råderum som giver plads til den DLC-strategi, også kunne have resulteret i dedikerede servere.
Samlet set fremstår ‘For Honor’ mere som et proof of concept end et færdigt spil. Der er sparet på indholdet og gamemodes og i stedet fokuseret på et nyt og rigtig velfungerende nærkampssystem. Ambitionsniveauet synes ikke specielt højt for franchisen endnu. ‘For Honor’ virker mest som Ubisofts måde at teste badevandstemperaturen for multiplayer middelalder-tæsk og den er absolut over lunken.
Godt
+ Perfektioneret kampssystem
+ Masser af tilfredsstillende oompf i duellerne
+ Smuk grafik og medrivende soundtrack
Skidt
– Ingen dedikerede servere
– Ikke synderligt meget indhold
– Virker mest som et proof of concept fra Ubisoft