‘Gravity Rush 2’ er en overraskelse, der tør prøve noget nyt – og lykkes med det
Der går lang tid imellem, jeg får et spil i hænderne som slår mig som enten mærkeligt eller nyskabende. De fleste ting synes prøvet, gjort og ofte perfektioneret. ‘Gravity Rush 2’, til trods for at være en fortsættelse til et spil fra 2012, får pakket tilpas mange nye ting under kølerhjelmen til at give samme barnligt nysgerrige glæde ved at løbe rundt i spillets store åbne baner, som ‘Super Mario 64’ gjorde det i 1996.
Men hvor indpakningen og universet næsten er sublimt, vakler teknikken og historien fra tid til anden, dog uden at trække voldsomt fra en imponerende oplevelse.
Mere af det hele
I ‘Gravity Rush 2’ følger man i 1’erens fodspor og skal i rollen som Kat (som har en kæle-kat med på eventyr) og veninden Raven (som – surprise surprise – har en ravn med), redde verden fra nogle store stygge monstre. Spillet er kan kærligt kaldes et mekanisk orienteret action/adventure-spil af den japanske skuffe. Plottet er sært og delvist usammenhængende, monstrene er store, bosserne enorme og pigerne letpåklædte.
At heltinderne helst skal redde jorden iklædt pikant lingeri fra den farverige skuffe fastholdes af SIE Japan Studio og Project Siren. Mærkværdigt nok, for særligt SIE Japan Studio har haft en finger med i stemningsmættede perler som ‘Bloodborne’, ‘The Tomorrow Children’, ‘The Last Guardian’ og ‘Demon’s Souls’ hvor der ikke lefles for laveste fællesnævner med dybe udskæringer og dådyrøjne, men alligevel skabes en medrivende og opmærksomhedstagende stemning.
Kat og Raven kan ophæve og manipulere tyngdekraften. De kan flyve, svæve og styrtdykke og bruger deres aeronautiske superkræfter til at angribe monstre, med hvad der nemmest beskrives som en serie af akrobatiske flyvespark. Alle monstre er udstyret med store røde pletter, der skal rammes med heltindernes støvletter et varierende antal af gange.
Det giver et unikt kampsystem, hvor der heldigvis ikke er tænkt i retning af maskinpistoler og håndgranater. Det flyvende nærkampssystem trækker lidt i retning af ‘Bayonetta’ og ‘Devil May Cry’, men er helt sin egen. Særligt bosskampene fungerer fantastisk og kan virkelig være med til, at give en visuel tour de force i, hvor meget tjubang der kan pakkes ind i én scene.
Op og ned, hid og did
Uden at der går fuldstændig Bubbibjørn i den, så er ‘Gravity Rush 2’ ikke et spil for folk med hang til køresyge – perspektivet snurrer rundt, tempoet kommer sjældent under femte gear og soundtracket gør sit for at spæde til den rundtossede stemning, som både er spillets største fordel og tydeligste akilleshæl.
I de store åbne baner er det skønt at suse rundt på tværs af alle akser, men i de mindre korridorer er kameraet ofte snurresygt anlagt og nærmest modarbejder spilleren. På en god dag kan ‘Gravity Rush 2’ give samme frie fornemmelse, som en af gamingens hellige graler ‘Super Mario 64’ gjorde det tilbage i 1996, og på de knap så gode er det frustrerende og man overvejer at smide controller og konsol ud af vinduet.
I samme tråd som kameraføringen er der enkelte narrative afstikkere i spillet som ikke fungerer specielt godt. Undervejs i de imponerende ca. 20 timer den primære historie tager (det dobbelte med side-missionerne) skal man både gå undercover som satanisk skolepige, være billedjournalist, revolutionssoldat og cirka et dusin andre ting.
De mange hatte tager fokus væk fra den underliggende historie som ellers er ganske fængende og udmærket skrevet. Den første halvdel af historien er mere stramt styret end den sidste og fremstår markant stærkere og med en tydeligere struktur end når tøjlerne slippes. Når man i spillets første halvdel både skal befri slaver fra en mine, bekæmpe et apartheid-opdelt samfund, kæmpe mod et enormt rummonster for dernæst at blive sparket tilbage til byen og plottet fra det første spil ved man, at der ikke er mange idéer, der er havnet i papirkurven.
Masser af indhold, meget lidt tøj
‘Gravity Rush 2’ er en bedre oplevelse end det er et spil. Historien er vag, men styringen og idéerne er fremragende. Der er et par enkelte tekniske glitches undervejs, men man er i fuld flow første gang man letter fra en planets overflade for sekunder senere at suse gennem luften. Styringen og mekanikken er bedre end langt de fleste andre spil på hylderne i dag og gør det spændende at fjolle rundt uden dagsorden eller questlog for øje.
‘Gravity Rush 2’ er et godt spil som desværre forfalder til en ‘lad os se hvor meget vi kan fylde på’-tankegang som klæder spil à la ‘GTA V’ og ‘Skyrim’, men falder til jorden når spillets univers ikke er ligeså interessant, som mekanikken der driver det.
‘Gravity Rush 2’ havde været et lige så stærkt spil – måske endda bedre – hvis der var fokuseret lidt mere på, at strømline oplevelsen for spilleren og lidt mindre på at have missioner og mini-fortællinger i alle retninger. Kun skattejagten, hvor man via andre spilleres billeder skal finde skjulte skatte, fungerer storartet hver gang.
For mange sidemissioner falder en smule ved siden af. Det ændrer dog ikke på, at ‘Gravity Rush 2’ er et spil, der overgår dets forgænger med flere længder, og er et af de sjældne nye spil som tør prøve noget nyt og rent faktisk lykkes med det. Sammenligningen med ‘Bayonetta’, ‘Super Mario 64’ og ‘Assassin’s Creed’ (de gode af dem) er ikke helt ved siden af – og slet ikke en dårlig ting.
Godt
+ Fantastisk styring
+ Unik visuel stil
+ Det bedste platformsspil i flere år
Skidt
– Frustrerende kamera
– Rodede sidemissioner
– Hvorfor skal kvindelige hovedpersoner ligne mindreårige pornoskuespillere?