‘Total War: Warhammer 2’ er et solidt, magisk comeback for strategispillene

Den dobbelt-halede komet er i år super-tæt på Jorden og fordi det destabiliserer den magiske hvirvelstrøm kaster fire racer sig i krig med hinanden for bedst at kunne udnytte det kosmiske kaos.

Simpelt, ikke? Plottet i ‘Total War: Warhammer 2’ er knudret, men fanger den episke skala ‘Warhammer’-universet altid har strålet i. Det er liv og død, de gode mod de onde, lyset mod mørket og det er et af årets bedste spil. Farvel liv, goddag ‘Warhammer’.

Queek Headtaker for president

Strategispillene har haft trange kår siden ‘Command & Conquer: Red Alert’ og ‘Warcraft’ forsvandt fra hylderne, men ‘Total War’-serien har holdt fanen højt med sit mix af turbaseret base-bygning og kæmpestore action-pakkede taktiske slag.

Det første ‘Total War’-spil med ‘Warhammer’-tema udkom i 2016 og blev et kæmpe-hit hos både anmelderne og spillerne, der hver især jublede over over mixet af strategi og action og de vidt forskellige spilbare racer, der spændte over et meget større kontinuum end ‘Total War’-seriens tematiske udgivelser tidligere har haft mulighed for. De fleste hære på Napoleons tid lignede hinanden, og så stor forskel er der heller ikke på Romerrigets fjender og frænder.

‘Warhammer’-universets setting spænder over hundredvis af bøger, tegneserier og fortællinger, men man sørger i ‘TWW2’ for at korte de mange potentielle narrative afstikkere ned til et par kerne-karakterers personlige vendettaer og solide fikspunkter i universet. Hver race har to legendariske generaler: Som oftest en kriger og en troldmand. Blandt andre gør Tyrion, Teclis, Malekith, Mazdamundi og Queek Headtaker fin figur i det vel store plot.

Der er masser af navne at holde styr på – specielt når legendariske byer, sværd, enhjørninge og himmellegemer bliver introduceret, men det hele foregår i et adstadigt tempo og er ikke nødvendigt for spiloplevelsen. Det er mest et (kæmpestort) bonus-kødben til den ekstra-nørdede spiller.

En pose blandet Tolkien

I ‘TWW2’ får man i skønneste Tolkien-stil lov at smide elvere, orker, rotte-mænd, trolde og alskens anden fantasy-fyld efter hinanden i komplekse slag, hvor taktik altid vinder over præcise klik med musen. ‘Total War’-spillene er for den tænkende spiller, der sætter pris på planlægning, udførsel og køligt overblik snarere end ren »OMG 360 NO SCOPE AWP CLUTCH«.

Kampene starter med, at begge hære (eller alle fire) justerer deres opstilling i hver deres ende af kortet og efterfølgende i real-tid prøver at udmanøvrere hinanden i et herligt kaotisk virvar af spyd, sværd, fireballs og kanonkugler. Tiden mellem de store slag fordrives med at opbygge sit kongerige gennem diplomati, handel, udforskning og – selvfølgelig – krig.

Der skal jongleres ressourcer, prioriteres indenrigspolitik og justeres skattetryk og den politiske side af spillet bliver aldrig kedelig. Heldigvis, for jo længere man kommer i spillet desto flere ture går der mellem at man får lov at rulle ærmerne op og få kørt nogle rotter over med sin stridsvogn.

Sublim co-op

I kampagnen udvikler enkelte fraktioner sig hurtigt til supermagter med så store hære, at de ruller henover mindre nationers forsvar uden problemer. Her fristes man til oftest at bruge ‘auto-resolve’-funktionen, da man ikke for sjette gang gider at se sine 3.000 toptrænede elvere løbe tværs igennem et par hundrede stakkels Lizardmen igen.

Kampagnen kan spilles i co-op og her letter taget en ekstra etage i forhold til singleplayer-eventyret. Hvis man kan leve med, at det lige koster et par ekstra minutter på uret, når co-op partneren skal flytte tropperne rundt sammenlignet med en AI, er det en af de bedste strategi-oplevelser nogensinde.

I kampene kan man give sin partner kontrol over dele af sin hær og der går lynhurtigt soldater-lingo i den, når man gennem lokalet (eller i næst-bedste fald, headsettet) råber om sortelvere på højre flanke og drager, der falder kavaleriet i ryggen oppe foran. Kampene finder et nærved perfekt niveau af kaos, og efter en time i skyttegravene sammen er man klar til high-fives eller trøste-kram alt efter udfaldet.

Vælg side

De forskellige folkeslag har hvert sit unikke udtryk i både politik og krig. Elverne kan oparbejde influence der fungerer som valuta til at styre eget rige, men også til at destabilisere naboerne. Skaven skal sørge for, at den valgte leder hele tiden er alpha-han, da der ellers kommer oprør. Sortelverne kan fange slaver og bruge dem som valuta til byggeprojekter (og drager). Lizardmen har en direkte hotline til de gamle guder og gemmer masser af cool tricks i deres skællede ærmer.

De kun fire racer føles en smule undervældende mod forgængerens ni, men disse bliver snart implementeret i en ny kampagne og multiplayer. Den snarlige udvidelse bliver et kærkomment supplement til de oprindelige holdopstillinger, som dog rummer nok kompleksitet og variation til de første par hundrede timers spil.

Racerne adskiller sig heldigvis fra hinanden i både æstetik og spilbarhed. I kampagnen belyser de hver især unikke aspekter af samme scenarier. Fortællingen er ikke i hovedsædet, men fungerer som solidt fundament for de store krige og det politiske rænkespil. Er man træt af udenomssnakken og vil bare gerne have noget blod på slagmarken, er ‘TWW2’ velsignet med quest battles for alle racer, hvor man styrer tropperne i historiske slag og scenarier fra det store ‘Warhammer’-bagkatalog.

Endelig dom

‘TWW2’ er et sublimt strategi-spil, der favner et nærved perfekt mix af action og taktik, og som respekterer sit narrative ophav uden at lade det opsluge de efterhånden finjusterede ‘Total War’-mekanismer. Tilføjer man en co-op-partner ryger fornøjelsen i overdrive og inden man får kigget sig omkring, er der forsvundet ti timer ind i skærmen.

Teknisk er der bygget på samme motor som i forgængeren, men grafikken og lydsporet er pudset af samtidig med, at der er optimeret gevaldigt på motoren. Min mellemklassecomputer tager markant bedre imod ‘TWW2’ end forgængeren.

‘Total War: Warhammer 2’ er den bedste strategi-udgivelse i flere år (ja, jeg er klar over at ‘Starcraft’ har fået et remake) og en solid kandidat til årets spil indtil videre.

---

Godt
+ Balanceret mix mellem strategi og action
+ Fire vidt forskellige racer
+ Co-op er fantastisk krymmel på toppen, men ikke nødvendigt

Skidt
– Kun fire racer i grundspillet
– Stejl læringskurve udenfor spillets tutorial
– Det bliver dyrt at købe alle DLC-pakkerne