KOMMENTAR. Det er lidt paradoksalt. Gucci er et af verdens største og mest ikoniske luksusmodehuse, der laver tøj til priser, som svarer til de flestes månedlige (eller halvårlige) madbudget. Tøj mange derfor også bærer for at signalere en vis status. Monogramprintet og de røde og grønne striber er af samme grund vedvarende og letgenkendelige favoritter for mange.
Men de seneste år er der sket en forandring, og den blev for alvor cementeret, da chefdesigneren Alessandro Michele præsenterede sin AW20-kollektion tidligere på ugen under modeugen i Milano.
70’er-looks og generelle retro-vibes har fyldt meget, siden Michele overtog den kreative styring hos Gucci for fem år siden. Han gik imod mange tendenser og spolede tiden tilbage med plads til stor individualitet og en legesyge, når alverdens prints og materialer blev blandet i det ene vilde look efter det andet på catwalken.
På mange måder var både han og Demna Gvasalia, som bragede frem samtidig med Vetements og siden Balenciaga, med til at sætte fokus på, at god stil langt hen ad vejen handler om styling og om mod til at tage chancer.
I mange sæsoner har Guccis designs dog stadig refereret så langt tilbage i tiden og med så vilde vintage-looks, at det ikke var noget, du bare kunne genskabe efter en hurtig shoppingtur i din lokale genbrugsbutik. Samtidig var monogramprintet og signaturfarverne stadig en del af mange looks. Sådan forholder det sig dog ikke med den herrekollektion, som Michele viste i Milano i denne uge.
Her var vintage-fornemmelsen meget mere i øjenhøjde. Vi var måske rykket fra 70’erne til 90’erne. Jeg hader, når man snakker om grunge i modekredse, men ja, der var sgu noget Kurt Cobain over flere indgange. Og jeg er vild med det. Proportionerne var flere steder lidt off. Skjorter lidt stramme, eller meget store. Strikstrøjerne og blazerne stumpede på ærmerne – netop som når du har fundet den der fede jakke i en genbrugsbutik, men den lige er lidt for lille. Buskerne var generelt løse, måske med huller på knæene.
Samtidig var stylingen mere enkel i modsætning til den maksimalisme, der har kendetegnet de fleste Gucci-catwalks med Michele ved roret, hvilket gjorde showet mindre overgjort og mere relatérbart.
I en tid, hvor bæredygtighed fylder meget alle steder, men stadig føles faretruende meget som et buzzword i moden, er det også fantastisk, at et modehus som Gucci på en måde er med til at gøre vintage-looks moderne. For selvom de færreste af os køber luksusmode, så er den med til at udstikke den retning, som alverdens fast fashion-kæder og mindre brands løber i – og altså påvirke, hvad der er in og tilgængeligt i mange butikker.
Lige nu er der også meget snak om, at genbrugstøj snart vil overhale fast fashion i omsætning, og hvis andre følger i Guccis fodspor, så virker den udvikling meget plausibel.
Så må tiden vise, om kollektionen er en lige så stor kommerciel succes, som Gucci har været de seneste fem år. For når logoerne og andre velkendte markører er fjernet, når detaljer og snit ikke afslører de mange skræddertimer, der nogle gange gemmer sig i designertøj, og jeg føler, at jeg kunne genskabe den afslappede, retrofølelse i en god genner, hvad skal så få folk til at betale tusindvis af kroner for tøjet?
