Vi lever i omvæltningernes tid. Fra coronahensyn til et øget fokus på raceulighed står modeverdenen ligesom så mange andre i en situation, hvor business as usual ikke eksisterer.
Mange modeuger er aflyst, hvilket for tiden går ud over de traditionsrige haute couture-shows fra luksusmodehusene. I går var det Diors tur, og de erstattede det fysiske show med en kortfilm, der viste de overdådige kjoler i et setting inspireret af gamle Grækenland.
Men mens filmen satte hak ved coronahensynet, så glemte Dior tilsyneladende diversiteten, hvilket har fået mange til tasterne. Model-castet i filmen er nemlig meget hvidt.
Den engelske version af Vogue kalder det »en misset mulighed« for at sætte fokus på diversitet i en tid som denne, mens vagthundene hos Diet Prada blandt andet sætter spørgsmålstegn ved, om det ikke ville have været muligt at portrættere græsk mytologi og stadig inkludere ikke-hvide modeller.
»Ville det være for revisionistisk? Historier om Etiopien som et mytisk land findes i græsk litteratur helt tilbage fra det ottende århundrede f. Kr., inklusive nogle af Homers værker. Flere figurer i græske myter menes også at have været sorte, mest fremtrædende Memnon, en etiopisk krigerkonge, hvis færdigheder er blevet sammenlignet med Achilles«.
Så selvom mange netop påråber sig, at Dior jo bare har hentet inspiration fra græsk mytologi, så er det måske ikke en stærk undskyldning, men blot et eksempel på at forstærke en i forvejen hvidvasket historisk fortælling? Det er i hvert fald det, som Diet Prada peger på.
Dior har udsendt en officiel kommentar i sagen, hvor de starter: »Diversitet og inklusion er kerneværdier for (chefdesigner, red.) Maria Grazia Chiuri«, hvilket Diet Prada også giver brandet ret i påpeger, at ved deres seneste show var 30 procent af modellerne ikke-hvide.
Derefter virker det, som om Dior næsten kaster filmens italienske instruktør Matteo Garrone under bussen:
»Castingen til Diors shows og reklamekampagner reflekterer fuldt ud den inklusive pluralitet, der er i hjertet af husets kreative proces […] Matteo Garrone fik frie tøjler til at fejre den kunstneriske rigdom (fra den græske mytologi, red.)«.
Diskussion for og imod Dior-castingen virker ekstra interessant i lyset af, at Naomi Campbell få timer før filmlanceringen officielt åbnede Paris Haute Couture Fashion Week med en tale, der netop konstaterede, at det nu var tid til at italesætte modebranchens manglende lighed og inklusion.