Vi taler om det, når det kommer til vores gabende garderobe. Overforbruget. Og den der mærkværdige lyst til at blive ved med at stoppe tøj derind, fordi den der, den kommer til at ændre hele gamet. Men problemet bugner ikke bare i klædeskabet. På rigtig mange badeværelseshylder står produkterne – der lover ditten og datten – linet op. Et var måske på tilbud. Et andet en gave. Og så er der alt det, som af den ene eller anden årsag ikke levede op til formålet.
Præcis sådan et skab havde Cecilie Blaksted selv, før hun for 14 år siden begyndte at lave sine egne produkter. Hun står bag bloggen Bestainable.nu, og så er hun forfatter til bøgerne ‘Challenge Metoden’ om bæredygtigt forbrug, ‘Naturlig Cleaning’ og ‘Naturlig Beauty’.
»Jeg var en rigtig produktdulle – jeg købte alt muligt, som lovede det ene og det andet og hamstrede, når der var et uimodståeligt tilbud. For de fleste er udseendet jo en stor del af ens selvtillid og selvværd. Og da jeg var i mine teenageår resulterede det i, at jeg brugte alle mine lommepenge på produkter i håbet om at ramme det der sunde, skinnende hår og den der perfekt glatte hud, som J-Lo havde på MTV. Det gav mig bare slet ikke det, jeg håbede på«, siger hun og fortæller, at hun derfor selv begyndte at researche og eksperimentere med at lave produkter.
»Langsomt kunne jeg se, dels hvor mange penge, jeg sparede, men i høj grad også hvor meget emballage, der er i beautybranchen. Der er jo næsten mere plastik end produkt. Så det med at kunne lave mine egne og genbruge bøtterne gav pludselig virkelig god mening. Når du selv laver dine produkter, kan du få lov til at være kræsen med, hvad ingredienserne består af, og hvor de kommer fra«, siger hun og fortæller, at hun i dag laver alle sine produkter selv – fra tandpasta til ansigtscreme og universalrens.
I dag køber Cecilie Blaksted de fleste af sine genanvendelige beholdere fra Urtegaarden i byens helsekostforretninger og på webshoppen Calmlish, da de fremstår en anelse mere sexet end tilfældige tupperware-bøtter på badeværelset. Men ellers kan man sagtens bruge de gamle glaskrukker og flakoner fra sine opbrugte produkter, fortæller hun.
Her fortæller hun, hvordan man kan lave tre basisprodukter, der kan stå på alles badeværelse – en deodorant, en bodyscrub og en ansigtsmaske.
Deodorant
»Deoen er, i min optik, et totalt hero-produkt til både mænd og kvinder. Jeg har prøvet en masse forskellige opskrifter for at finde frem til den, og så er alle ingredienserne nogen, man nemt kan få fat i herhjemme. Når man køber ind til deoen alene, så er den forholdsvis dyr – særligt hvis man er vant til at finde en Rexona på tilbud til 16 kroner i Netto. Men mange af ingredienserne kan genbruges i andre produkter. Og hvor en ansigtcreme i butikkerne ofte koster flere hundrede kroner, kan den laves derhjemme for en 50’er. Det skal derfor ses i det store billede«.
Det skal du bruge:
– 3 spsk. shea butter
– 2 ppsk. koksolie
– 3 spsk. natron
– 2,5 spsk. pilerod (majsmel kan også bruges)
– 1 spsk. kaolin-ler
– 8 dråber æterisk olie efter eget valg
»De faste olier smeltes i et vandbad eller en chokoladesmelter, før de resterende ingredienser tilsættes. Lad det køle lidt, før de æteriske olier kommer i. Sæt massen på køl, men rør i den hvert 3. minut for at undgå, at der er bundfald. Når den er tyknet, hælder du den over i din lufttætte beholder og lader den køle til den størkner. Når den skal bruges, har du den bare på badeværelset eller i taskenm og så bruger jeg gerne en lille ske eller negl (husk rene fingre) til at få det op. Den er meget drøj i brug og smelter i fingrene, så du kan smøre den ud i din armhule«.
Bodyscrub
»De fleste af os vil gerne have blød hud, men når vi skifter ham så ofte, som vi gør, kan det godt være en udfordring. Og der er en bodyscrub helt perfekt, fordi den er med til at fjerne døde hudceller og sætte gang i blodcirkulationen. Det kan alle have gavn af. Og særligt for kvinder, der vokser, barberer eller epilerer deres ben, hjælper en bodyscrub samtidig mod de der sindssygt irriterende indgroede hår«.
Det skal du bruge:
– 2 spsk. kaffegrums
– 2 spsk. olivenolie
– 1 tsk. honning
»Ingredienserne er nogen, de fleste har derhjemme i forvejen. Kaffegrumsen er den, du ellers ville have smidt i biospanden, og scrubben kan sagtens laves bare med den. Honning virker imidlertid beroligende på huden, hvilket kan være godt, hvis man har lidt irritabel hud, mens olien er med til at tilføre fugt til huden. På den måde behøver man ikke efterfølgende smøre sig ind i en fugtighedscreme. Hvis ikke man er den store kaffedrikker, kan man sagtens bruge salt eller sukker som alternativ. Lav den, når du skal bruge den«.
Ansigtsmaske
»En ansigtsmaske er god til engang imellem at give huden lidt ekstra kærlighed. Og hvor der ofte er alle mulige uigennemskuelige ting i, er den her lavet helt simpelt af 100 procent naturlige ingredienser, der alle findes i en økologisk udgave, og som måske allerede ligger ude i dit køkken. Hvor kaffegrumsen eksfolierer fint på kroppen, kan den godt være lidt for voldsom i ansigtet. Derfor bruger jeg havre i stedet«.
Det skal du bruge:
– 1 spsk. havremel (blendet havregryn)
– 1 tsk. honning
– 1 tsk. matcha (kan udelades)
– Oliven- eller sesamolie efter ønsket konsistens
»Ud over at eksfoliere virker havre også opstrammende og beroligende på huden. Honning virker blødgørende og bakteriedræbende. Olierne virker fugtgivende, så man dermed unødvendiggør efterfølgende creme eller olie. Og matcha er ikke kun sundt at drikke, men har også rigtig mange fordele på huden. Det grønne tepulver er blandt andet kendt for at mindske porer og at stimulere elastin-produktionen i huden, hvilket man kender fra anti-age-produkter«.