KOMMENTAR. Hold nu kæft, 2020 har været et elendigt år.
Og her snakker jeg ikke (kun) om nedlukninger, elever der sendes hjem fra uddannelsesinstitutioner, tomme restauranter og zombiemink.
Jeg snakker derimod om alt det, som 2020 har haft af konsekvenser online. Det amerikanske præsidentvalgs kultivering af højrefløjen, de forbudte memes, Facebooks vage håndtering af misinformation – ja, der er meget at vælge imellem.
For, helt ærligt, 2020 har været annus horribilis for internettet.
Det var heller ikke fordi, det startede godt. I flere år har der været en form for ulmende uro på de digitale landlinjer. Nogle ville måske mene, at det for alvor startede i 2017, da QAnon-konspirationsteorien blev født. Andre ville måske mene, at pornoforbuddet på Tumblr i 2018 var dødsstødet.
Men jeg vil faktisk påstå, at det går længere tilbage. Tilbage til 2008, hvor MySpace gik fra at være det mest populære sociale medie til at blive trynet af Facebook. Lige siden det magtskifte har vi været vidner til en kollektiv nedtur i slow motion.
Her gik internettet fra at være et nogenlunde lovløst mekka drevet af en kollektiv og forholdsvis ufordærvet bevidsthed til at blive et paradis for kapitalistiske techgiganter.
Med techgiganterne fulgte en giftig internetkultur, hvor vores benovelse over internettets muligheder blev erstattet af en vanvittig ansvarsfraskrivelse. Der er ikke længere en uskreven samling af regler for internettet, i stedet er internettet blevet inficeret med en perfid form for ’os mod dem’-kultur.
Og det er altså det, som 2020 er kulminationen på – et internet drevet af had, monopoler og krigen mod almen anstændighed.
Et misbrug af intentioner
Hvor internettet førhen var et værktøj for os, er vi nu (også) et værktøj for internettet – eller nærmere for dem, der ejer internettet. Vi manipuleres – både bevidst og ubevidst – til at drøne rundt på et internet, hvor alt, hvad vi foretager os, har et formål: at tjene penge.
Vores aktivitet spores, vores information sælges. For det frie internets potentiale er blevet forvaltet helt skævt af folk, der – i stedet for at være tilfredse med en bid af den profitable kage – vil have magten og pengene.
Vi ejer ikke længere vores liv online, og alt, hvad vi gør online, definerer os. Vælger vi at logge af, bliver der set skævt til os, imens vores statsminister holder spørgetime og varsler nye restriktioner på verdens største (og privatejede) forum, Facebook, i stedet for at bruge DR, TV 2 og landets mange aviser.
For lad os lige snakke om Facebook, der om nogen har været frontløberen for internettets nedtur i 2020. Platformen har gang på gang mødt kritik for ikke at gøre nok mod misinformation og den skade, det gør på vores samfund. Og i året, hvor USA’s fremtid skulle afgøres, fejlede de så igen.
Det er ellers ikke, fordi de ikke har haft chancer nok. I 2018 kom det frem, at flere millioner brugeres data var blevet misbrugt til politiske kampagner (inklusive Trumps 2016-kampagne). Samme år blev Facebook tvunget til at anerkende deres rolle i det brutale folkemord i Myanmar. Og så er der naturligvis de næsten månedlige kontroverser om konspirationsteorier, misinformation og upassende indhold.
Facebook og stort set alle andre moderne sociale medier har langsomt eroderet fællesskabets ellers stærke bånd på internettet, og 2020 blev året, hvor det hele imploderede.
Giv os det frie internet tilbage
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Måske er 2020 faktisk det skred i vores brug af internettet og sociale medier, som vi ikke vidste, vi havde brug for. En eksorcisme af den rådne internetkultur og en frisk start på 2021.
For jeg savner de dage, hvor sociale medier ikke dikterede, hvordan hele internettets humør var. Det er som om, at coronapandemien har gjort internettet til én stor trykkoger, og nu er det hele kogt over til en klistret masse, som man ikke kan slippe af med, når man først har rørt ved det.
Jeg savner de simplere dage, hvor man aldrig vidste, om man downloadede en Hollywood-film, der endnu ikke havde fået premiere i Danmark, eller en suspekt pornofilm. Dengang hvor man hentede mp3-filer for at høre dem i Winamp (»it really whips the llama’s ass!«), imens en psykedelisk animation dansede hen over skærmen.
Eller måske savner jeg ikke de dage, for internettet har gjort alting meget nemmere. Men jeg savner de dage, hvor doomscrolling ikke var et koncept, vi gennemlevede hver dag. Jeg vil ikke åbne internettet og straks tænke »Nå, hvilken tragedie rammer os i dag?«.
I stedet vil jeg gerne bede om et internet, der er vores, ikke deres. Et internet, hvor kommentarsporet kan redde min dag, ikke ødelægge den. Og ved du hvad? Jeg tror, at 2021 kan blive året, hvor vi redder internetkulturen.