KOMMENTAR. Tøj er fantastisk. Det kan gemme på historier og minde os om livsøjeblikke. Det kan give selvtillid og skabe tilhørsforhold. Og det er de egenskaber, som Netflix-dokumentarserien ‘Worn Stories’ indfanger.
Glem tendenser og bugnende tøjbutikker fyldt med det nyeste nye. Her er det rigtige mennesker og deres fortællinger, der giver tøjet liv. Og det er befriende at blive mindet om den side af tekstilernes værdi.
Midt i en tøjbranche, der er fanget i sit eget opskruede tempo og konstant fokus på nyhedsværdi, viser forfatteren Emily Spivack, der har lavet serien (blandt andre sammen med produceren Jenji Kohan (‘Weeds’, ‘Orange Is the New Black’)) baseret på to bøger af sammen navn, hvad tøj kan betyde.
Fra den fængselsindsatte, der syer sit tøj om for ikke at blive mindet om sin forbrydelse hver dag, til den amerikanske politiker og medlem af Kongressen, der går i matchende sæt og hatte, er seriens otte afsnit fulde af personlige fortællinger og skæbner.
Jeg siger ikke nødvendigvis, at det er en vildt god serie. Den bliver lidt langtrukken og fokuserer naturligt også meget på folks historier løsrevet af tøjet. Og så virker det lidt mærkeligt, at en serie fokuseret på tøjets historier vælger at lægge ret meget fokus på nudisme i det første afsnit.
Nudisternes fravalg af tøj siger selvfølgelig også noget om, hvad tøj kan betyde af restriktioner og forventninger for nogen. »Folk gemmer sig bag deres tøj«, som en af de interviewede nudister siger.
Alligevel er det for mig de andre fortællinger, som satte gang i tankerne. Ret befriende handler ‘Worn Stories’ ikke så meget om at passe ind i klikker og sociale strukturer, selvom det jo også er en interessant side af tøjets liv. I stedet hører vi mange historier om individualister, som fortæller om et specielt stykke tøj, der har hjulpet dem i deres dannelsesrejse.
»Mange synes om tøjet. Jeg fik mange komplimenter, men det er ikke vigtigt, hvad andre synes. Det er vigtigt at føle mig som mig selv«, som Spirit, en nonbinær jøde, siger om sit outfit til den kønsneutrale b’nai mitzvah.
Min afdøde fars særlige blazere
For det er os, der giver tøjet betydning og gør det til vores eget. I serien er der ingen, som fortæller om den der trøje, der stadig betyder så meget for dem, fordi den var ’på mode’ i ’97. Nej, det handler om, hvad tøjet gjorde for dem, hvordan det fik dem til at føle sige, eller hvad eller hvem det minder dem om.
Jeg har selv tøj, som jeg holder fast i, selvom jeg nærmest ikke går i det længere. Der er for mange historier til helt at give slip. Det tror jeg, selv Marie Kondo ville kunne forstå.
Jeg har træningsjakken fra det amerikanske landshold, som jeg byttede mig til ved Junior VM i terrænløb. Et par t-shirts fra det amerikanske universitet, jeg engang gik på (og som jeg faktisk stadig bruger i ny og næ).
Og så har jeg min afdøde fars kjole og hvidt-sæt, som jeg sikkert aldrig kommer til at have på, men som minder jeg om ham, når jeg en gang imellem kigger på det på bøjlen i garderobeskabet.
Jeg har også et par af hans blazere, som jeg bruger, og som derfor betyder noget ekstra for mig og giver mig et særligt boost, når jeg har dem på (også selvom jeg måske især faldt for dem, fordi de passede ind i Vetements’ oversize blazer-look for et par år siden).
I ‘Worn Stories’ møder vi også Tina Turners tidligere saxofonist og hans læderskridtbeskytter, eller -pynter snarere. Rachel Comey-jakken, der bliver givet til den forkerte i en garderobe og den efterfølgende jagt efter at få den tilbage. Samt moren der får airbrushet en memorial-t-shirt til minde om sin myrdede søn.
Som tv-serie er det lidt som ‘High Maintenance’s små glimt ind i andres skæbner, men som tankestarter er det altså rart at blive mindet om, at tøj betyder noget på mange niveauer for mange forskellige mennesker – langt væk fra markedskræfter og modetendenser.