»Hendes undertøj er lidt dirty og beskidt – og det bliver mere beskidt, når det er strikket, fordi det er lidt husmor-agtigt«.
Emil ‘Orgi-E’ Simonsen kan ikke lade være med at grine lidt smørret, da han siger det. Han snakker om sin veninde, designeren Louise Lyngh Bjerregaard, der laver tøj i samme navn.
Men hvorfor snakker Suspekt-rapstjernen om strik fra en af landets mest lovende designere, tænker du måske. Det er ikke, fordi han pludselig vil lege modeekspert, men fordi han tidligere har sammenlignet de strikkede bh’er, korsetter og strømpeholdere med Suspekts sniger-hit ‘Kinky Fætter’.
»Da jeg så det første gang, sagde jeg til Louise, det er det, der bliver et hit, som ingen andre havde set blive et hit. Det som kommer til at forfølge dig – på en god måde – i rigtig lang tid. Det som ikke bliver banket op i alle mulige kommercielle kanaler, men som folk selv kommer til at opdage«, fortæller Emil og understreger, at ‘Kinky Fætter’ aldrig var en radiosingle, men ‘bare’ et nummer på albummet ‘Ingen slukker the Stars’, som fansene tog ekstra godt imod.
»Og de strikting er jo også en del af noget større, som Louise laver – og måske ikke engang det bedste. Men det er det mest opsigtsvækkende, og det er virkelig skævt, skørt og frækt på en underlig måde. Jeg tænkte bare, det er ikke dit sædvanlige hit«.
Louise Lyngh Bjerregaard er glad for vennens sammenligning – og kompliment.
»Jeg forstår det ikke som noget bogstaveligt, selvom sexet selvfølgelig er ret oplagt at lægge op ad den sang. For mig er det, at du laver noget, fordi du ikke kan lade være«, siger hun.
Vi sidder i hendes atelier på Nørrebro nogle uger, før hun skal pakke det hele sammen for at tage det næste skridt i sin imponerende udvikling. Hun flytter til modens hovedsæde Paris for at være tættere på the action og på den internationale modeverden, der allerede har fået øjnene op for hendes tekniske kreationer.
Omkring os er hendes team i gang med at gøre klar til den popup-butik, som de laver et par dage senere i studiet. To af dem færdiggør de små bikinitoppe eller bh’er, som er blandt det strik, jeg – og Emil – har tilladt os at kalde sexet.
Det tykke, grønne naturgarn møder sølvspænder og hvid skumgummi.
»Materialerne passer helt genialt sammen«, konstaterer Louise.
Hun slår fast, at hun oftest lader materialerne bestemme, hvordan tøjet skal blive – og at det færdige udtryk er et resultat af den proces, ikke et udgangspunkt. Det rammer dog ned i en tid, hvor strik er stormet frem, og hvor andre designere også har udforsket mødet mellem garnet og noget mere traditionelt sexet.
Anne Sofie Madsen har lanceret et samarbejde med Lulu Kaalund, ligesom Icon Visions og Voft er andre eksempler herhjemme. Internationalt har Kylie Jenner for eksempel lige givet sexet strik et skub på Instagram.
Men Louise jagter ikke tendensen eller hittet. Tværtimod. Når vi snakker sammen, får jeg mere indtrykket af, at hun næsten spænder ben for sig selv for at undgå det. Hun tager ingen genveje. Der er ingen hurtige logotrøjer, ingen lette influencer-samarbejder.
Hun arbejder nærmest i døgndrift, men udbetaler stadig ikke løn til sig selv. I stedet tager hun undervisnings- og designjobs ved siden af for at få det hele til at hænge sammen. Hellere det end at på kompromis med sin kunst.
Hurtigt gennembrud med Lady Gagas hund
Hvis du nu sidder og tænker, at det jo er nemt at sige, at man ikke vil have et hit, og at det nok bare er en let undskyldning for ikke at kunne få det, så tager du fejl. Louise har nemlig prøvet den hurtige succes, og hun var ikke vild med det.
Tilbage i 2012 oplevede hun, at et projekt med at lave minkpelse til hunde endte med et møde med Lady Gaga gennem en ven hos Sony Music.
Billederne af Gagas hund Fozzi iklædt en af Louises pelse med blå dinosaurus-takker skabte et hit, og pludselig stod Louise på atelieret hos Kopenhagen Fur og skulle bygge videre på successen.
»Jeg oplevede, hvordan du kan tage en idé og opnå hurtig pr-succes på det. Det var egentlig ikke særlig fedt. Jeg følte, jeg manglede al den viden, som de havde i atelieret hos Kopenhagen Fur, hvor jeg egentlig bare stod på sidelinjen og ikke vidste noget om tilpasning, skæremærker og det meste andet håndværk bag«.
»Der tog jeg en beslutning om, at hvis det er dét, jeg skal lave resten af mit liv, så skal jeg i skole og lære det fra bunden af og blive god til det«.
»Jeg gav brandet videre til Kopenhagen Fur. Den hype, der kom, var jeg som sådan ikke interesseret i, jeg ville hellere lære håndværket først«.
»Jeg er ikke mindre sulten af den grund«, slår hun fast med et stålfast blik. »Der er sikkert nogen, der synes, jeg er vanvittig for ikke at tage pengene og løbe. Men det er jo et langt liv. Jeg satser på et langt liv i det her i hvert fald«.
Kompromisløs. Det tænker jeg flere gange i løbet af vores snak, og det er ikke første gang, at Louise hører det ord brugt om sig selv. Samtidig går hun selvfølgelig ikke i en stor bue uden om alt presse eller brand-fremmende aktivitet.
Den virtuelle robot-influencer Miquela har postet et billede med en af de strikkede bh’er på. Skuespillerne Hunter Schafer og Zandaya dukker måske op i Louise Lyngh Bjerregaard i sæson 2 af ‘Euphoria’. Justine Skye poserer i tøjet på sit nye album med Timbaland. Og så har rapperen Antha Pantha fået tilsendt noget tøj til en kommende musikvideo med A$AP Ferg for blot at nævne nogle få eksempler.
»Det er sjovt at arbejde med nogle folk, der forlænger min kommunikative værdi. Jeg kan ikke selv tale ind i præcis det samme, som Miquela eller en serie som ‘Euphoria’ kan, men hvis jeg kan bidrage med det, jeg laver, så vil jeg rigtig gerne det«.
På den måde er Louise selvfølgelig ikke kompromisløs bare for at være det. Det handler også om at beskytte sin kunst.
Både skrøbelig og stærk
Emil Simonsen kalder hende en af drengene, der i mange år har været en del af slænget omkring Suspekt. Nogle gange lyder hun også som en arrogant rapper, når hun fortæller om, hvordan hun ved, at det, hun laver, er godt, og at det er derfor, hun kan tillade sig at være så selektiv.
»Der er ingen andre, der laver, hvad vi laver. Der er ikke nogen, der kan nå det til sokkeholderne«, siger hun, og jeg forventer næsten et afvæbnende grin eller smil bagefter, men det kommer ikke.
På andre tidspunkter er hun mere sårbar – omkring den forestående flytning til Paris for eksempel.
»Mit tøj viser det egentlig ret fint. Det er sindssygt skrøbeligt og delikat, samtidig med at det er stærkt i udtryk og materialebrug. Det er en balance, hvor jeg har begge poler stærkt repræsenteret i, hvem jeg er. Alt imellem er undersøgende«.
Hun går dog ikke selv i sit eget tøjmærke. Da jeg møder hende, har hun en sort hoodie på og sorte nylonbukser. Det hele sidder lidt løst. Hun joker med, at en ven har pointeret at hun nærmest har haft det samme tøj på i et år – på nær hendes sko.
»Jeg laver ikke tøj med min egen garderobe som udgangspunkt. Så ville jeg lave det tøj, jeg sidder i nu. Det er ikke kunsten for mig. Det er blandt andet at udtrykke, det jeg føler, uden egentlig at være begrænset til det«.
Skelsættende sommer i London
Efter Gaga-eventyret startede Louise på Margrethe-Skolen (der i dag hedder Scandinavian Academy of Fashion Design) for at lære håndværket.
Under og efter sin uddannelse har hun arbejdet hos Asger Juul Larsen, Anne Sofie Madsen og Eckhaus Latta i New York, der blandt andet tydeliggjorde den svære balancegang mellem det kommercielle og kunstneriske.
»På et tidspunkt sagde Anne Sofie Madsen til mig: ‘Du har ikke problemer med at lave noget af kunstnerisk værdi, men du bliver nødt til at tænke, ‘hvordan kan jeg lave det her, så det kan komme i en vaskemaskine. Eller så jeg kan tage det af og på uden at have nogle til at hjælpe mig’. Det er dit benspænd«, fortæller Louise.
»Det er stadig svært for mig er at lave et stykke kommercielt tøj. Vi gik i gang med at lave hættetrøjer for ikke så lang tid siden. Vi sad som skakspillere og kiggede på de der hættetrøjer og anede ikke, hvad vi skulle stille op. Det er vanvittigt«.
Hun griner, inden hun fortæller om en skelsættende sommer på den prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London i 2015.
»Jeg ville lære strik. Det kunne jeg ikke på Margrethe-Skolen. Jeg ledte stadig efter et sprog, en måde at udtrykke mig på. Jeg følte ikke, at jeg havde fundet det 100 procent endnu. Jeg manglede et andet medie. Noget hvor jeg kunne eksperimentere mere og visualisere det, jeg ikke havde et outlet for«.
»Jeg vidste det fra dag ét, da jeg kom til London. Det var dén«.
Louise husker, hvordan hun kun havde kunnet tjene nok penge til skolen og et sted at bo i London. Heldigvis blev hun venner med skolens pedel, der hjalp hende med materialer.
Han viste hende et lagerrum, hvor de havde det garn, som de andre elever ikke gad strikke med, fordi det var for besværligt.
Hun finder en rulle med noget tyndt nylongarn frem og viser mig, hvor let det er at knække.
»Nærmest alle, der prøver at strikke med det garn, giver op. Alt, hvad du arbejder med i det her, går bare i stykker«.
Der er en stolthed gemt i hendes stemme. For hun har arbejdet med garnet i en sådan grad, at det er blevet en del af hendes designunivers i dag. Det er de transparente striber i nogle af hendes lange kjoler, og hullerne i andre designs.
»Lige siden 2015 har jeg nørdet perfektionismen i at strikke med den type garn – og generelt bruge materialer, som andre ikke gider bruge. Det har skabt et godt fundament for min praksis, at jeg har brugt en del år på at nørde håndværket og teknikker«.
»Det har givet mig en fordel i forhold til strik, hvor mange andre starter nu. Det er jo blevet en helt syg hype«.
Hun slår dog fast, at hun prøver ikke at holde øje med, hvad alle andre laver i en omskiftelig modeverden. Hun prøver bare at gøre sin egen ting.
»Det føles ret godt at blive på min egen banehalvdel og gøre, hvad jeg gør godt«.
Louise ved også godt, at hun bevæger sig i mødet mellem kunst og mode, hvor tøjet ikke kun handler om at være brugbart, men også om den kunstneriske værdi. Hun fik også et toårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond forrige år og blev en del af projektet ‘Den unge kunstneriske elite’.
Den anerkendelse giver ro, fortæller hun.
Vil efterlade en arv
For at vende tilbage til sammenligningen med Kinky Fætter, slår hun fast: »Jeg er ikke på jagt efter et hit, men et hit for mig er, at jeg selv synes, det er godt«.
»Det, vi laver, er ikke så sæsonpræget. Det har et længere liv. Det er stadig smukt og relevant om et år og om 20 år«.
»For mig handler det også om at efterlade en slags arv. Hvad er fashion i 2021? For at moden skal bevæge sig fremad, er det nødt til at være andet end de t-shirts og sneakers, der præger modebilledet. Alle de store modehuse laver nærmest ikke andet.«.
»Så hittet er egentlig at lave noget arbejde, der kan bevæge sig videre i et større billede«.
Det er også derfor, hun nu rykker sig selv og atelieret til Paris. Faktisk er hun der allerede, når du læser dette, men da vi snakker sammen ligger hun ikke skjul på sommerfuglene i maven.
»Det er nervepirrende. Jeg skal jo både flytte en virksomhed, mig selv og mit team til Paris«.
Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre.
»Jeg kan ikke bare blive her, fordi det er trygt«.