Det hårdtslående ’Sifu’ er en mesterlig omgang kung-fu
’Sifu’ er et nyt take på en klassisk opskrift: Du er barn af en myrdet kung-fu-mester, og din håndkants-hævn skal gå ud over den bande af kujoner, som en mørk og stormfuld nat tog livet af ham.
En stor del inspirationen hentes hos såkaldte beat’em’ups som klassikeren ’Streets of Rage’ fra 90’erne, hvor man gik fra venstre mod højre og tævede alle skurke, der krydser ens vej.
Her kunne man bevæbne sig med hobbyknive, køller og diverse Silvan-agtige våben, som altid lå og flød på belejlig vis.
Heldigvis krydrer ’Sifu’ oplevelsen med nyskabende idéer, et sublimt kampsystem og et visuelt look, der er det 21. århundrede værdigt.
»Everybody was kung fu fighting«
’Sifu’ starter med en effektiv vejledningsbane, hvor du i næsten usårlig udgave præsenteres for spillets kampsystem og plot. Langsomt og uden at misse et narrativt beat pilles alle dine kræfter af dig, indtil du er tvunget til at starte din rejse forfra.
Grebet, som spillet har tiltrukket opmærksomhed for, er, hvordan man som hovedperson genopstår, hver gang man falder i kamp.
Hver gang du genoplives, er du ældet, og for hvert tiende år bliver du lidt stærkere, men også mere skrøbelig.
Når du runder de 70, kan du ikke længere vende tilbage fra de døde, og selvom systemet ingenlunde er bærende for den samlede oplevelse, er det alligevel sjovt krydr på toppen af kung-fu-tæskene.
Hvor alderssystemet fungerer fornuftigt, halter det en smule med spillets anden mekanik, hvor man kan tilkøbe teknikker til både hånd-til-hånd og alubat-til-ansigt kamp.
Evnerne forsvinder, hver gang man dør, men erhverver man dem fem gange i streg, bliver de permanente, og for at gøre det endnu mere kompliceret, kan disse kombineres med andre opgraderinger som bedre udholdenhed til de mange kampe.
Hvis du allerede er forvirret, er du ikke den eneste, for det er kompliceret. Faktisk frustrerer det mere, end det fornøjer, når man navigerer rundt i menuerne for de mange evner og opgraderinger.
Den største fjende er dig selv
Noget af det, som virker helt fantastisk i ’Sifu’ er, at alle kampe virker fair. Du får stryg, hvis du lader fjenderne overmande dig, for her venter de ikke venligt på deres tæsketur i en Batman-agtig kø.
I stedet er det hurtigt godnat, hvis du overser skurken med aluminiumsbattet, hvilket giver mening. Spillet balancerer på en knivsæg, hvor det meget sjældent føles unfair, men derimod lykkes derimod 90 procent af tiden.
De sidste ti procent slås du med et til tider uregerligt kamera, der tager en trilletur eller sidder fast i et forhæng i kung-fu-templet. Det er frustrerende og bryder desværre fuldstændig med indlevelsen i det ellers fænomenale kampsystem.
Kampsystemet er nemlig i en klasse for sig. Her har du kun lette og tunge angreb til rådighed, men alt efter kombinationer, retning og afstand, væves de samme til et smukt mønster af cirkelspark og leverhug.
Rundt imellem de øretæveindbydende skurke – som er så tilpas forskellige, at de føles udfordrende selv efter mange timers spil – er der desuden strøet køller, glasflasker og alubat, som er effektive omend forsimplede supplementer til det komplekse kampsystem
Ethvert angreb kan blokeres af selv de allermest basic bitch-agtige skurke i første bane, og man straffes hårdt for bare at smække alle knapper i bund og håbe på det bedste.
Nogle gange skal man blokere, andre gange skal man undvige højt eller simpelthen bare spæne langt væk. Det giver en fantastisk følelse af faktisk at kunne slås, når man gennemskuer rytmen hos en bestemt usling.
Tegnefilmisk lækkerhed
Den lidt karikerede stil i ’Sifu’ sender tankerne på en nostalgisk rejse tilbage til 90’ernes og 00’ernes tegnefilm, men med et neon-agtigt filter, som giver det hele et lidt kunstigt skær. Det fungerer godt og skaber en hektisk visuel stil, der passer de hurtige kamp.
Det er ikke det flotteste spil nogensinde, men stilen indkapsler en charmerende kung-fu-følelse, som havde været meget længere væk fra et foto-realistisk setup.
Lydsiden er underspillet og moderne, og der er skruet helt ned for de satiriske whack, smack og boing-lyde fra den slapstick-humor, som nogle gange følger Jackie Chan-kopier.
Hvert et cirkelspark lyder tilpas tungt, og det neddroslede lydmiljø trækker aldrig fokus væk fra kampene, som i sidste ende trækker ’Sifu’ op i en fremragende klasse for sig.
Kort sagt:
Sværhedsgraden og indlæringskurven er begge stejle, men som andre mesterlige spil har vist, er det okay, så længe belønningen står mål med indsatsen – og det gør den i allerhøjeste grad i ’Sifu’.