‘Nintendo Switch Sports’ er mere stangtennis end Wimbledon

’Nintendo Switch Sports’ er den længe ventede efterfølger til ’Nintendo Wii Sports’, og spillet sørger da også for, at linjen til den storslåede forgænger er tydelig.

Stemning, stil og tegnestreg er kopieret, men dog charmerende opdateret, og den nye udgivelse virker da også i det hele taget som en tidssvarende og relevant omgang casual sports-gaming.

Desværre er tiden løbet fra den letkøbte teknologibegejstring som opstår, når man finder ud af, at man bare kan vifte med kontrolleren eller vrikke med foden og få sin digitale mini-mig til at udføre atletiske krumspring.

’Nintendo Switch Sports’ har sine lyse øjeblikke, men er bedst, jo mindre opmærksomhed man har på spillet, og desto mere man har på sine medspillere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Lidt for lidt

Hovedmenuens soundtrack er en absolut banger, som næsten når ’Wii Sports’-temaet i fingerknips og atonal nynnen fra sofaen – endda med et lille indlejret »Kan I huske den her?«-jingle.

Det nostalgiske lydtæppe sætter forventningerne højt, inden man går ind for at vælge og vrage i det, man forventer er en myriade af sjove og klassiske sportsgrene og spil.

Allerede her bliver man dog en smule skuffet. Det oprindelige ’Wii Sports’ havde kun fem sportsgrene, imens opfølgeren ’Wii Sports Resort’ havde 12. Men med det nye ’Nintendo Switch Sports’ er vi tilbage på seks.

Man kan prøve at oparbejde en sjov svedetur i enten fodbold, bowling, volleyball, chambara (fægtekamp), badminton eller tennis.

Selvom alle spillene er vellavede og i langt højere kvalitet, end hvad Wii’en kunne præstere, sad jeg alligevel lidt tilbage med følelsen af, at der manglede noget – og mit kyniske hjerte forventer da også en ikke gratis pakke med seks nye sportsgrene inden jul.

Hver disciplin kan spilles lokalt med venner (snart fjender) i stuen, online med fremmede fægtemestre eller alene mod de computerstyrede spillere.

Helt som hos forgængerne er det selvfølgelig med menneskeligt selskab foran konsollen, at spillet shiner.

Alene mod computeren bliver det derimod hurtigt trægt og med fokus på at vinde kampen, hvilket ikke er svært, frem for at have det sjovt.

Enkelte hits, men flest fejlskud

Hver især fungerer de seks discipliner rigtig godt, men selvom de alle sammen har et udvalg af spiltyper eller udfordringer indlejret, så bliver nogle af disciplinerne hurtigt småkedelige.

Tennis er Nintendo Sports-klassikeren, som stadig er fantastisk, når det rammer det allerlækreste sweetspot imellem casual gaming og super-stresset konkurrence. Særligt hvis man kan samle et par medspillere i stuen, er der risiko for grineflip og smadrede vinduer.

Badminton føles som en metervare, hvor fjerbolden kan sendes til enten højre eller venstre, droppes eller smashes. Det er supersimpelt og bliver hverken kompliceret eller ophidsende.

Bowling kan spilles enten i en helt klassisk udgave eller med forhindringer på banen. Den klassiske udgave minder om Wii-formularen, hvor der skal sigtes, tages tilløb, spinnes og bedes en lille bøn for, at twistet i håndledet blev opfanget af guderne i maskinen.

Det er klart lidt sværere end de andre spil, men det er også et af de få, hvor det føles som om man bliver bedre og ikke bare kan nøjes med at vifte febrilsk med armene.

Special Bowling, hvor der er forhindringer på banen, minder i de bedste øjeblikke om minigolf, hvor de kreative forhindringer både er en kærkommen abstraktion fra det almindelige spils monotoni og noget, som er sendt af satan selv.

Volleyball er en marginalt mere kompliceret udgave af tennis-spillet, hvor man kan daske til bolden på forskellige måder, men hvor der er så lidt tempo, at det hele føles lidt punkteret.

Fodbold er til gengæld klart min favorit. Man styrer sin karakter med én joy-con og sparker til bolden med en anden, som er spændt fast til låret.

Det kaotiske gameplay med op til fire spillere på hvert hold bliver hurtigt til en cirkelsparkskonkurrence hen over sofa-bordet, der slægter ’Rocket League’ på mere end ’FIFA’.

Chambara er en fin tilføjelse, der prøver at være kompliceret duel, men alt for ofte bliver panik-viften med controllerne.

Man kan fægte med ét eller to sværd, men forskellen er minimal, og det forbliver således intet andet end fin underholdning i den kalorielette ende.

Samlet er spillene velpolerede og ganske sjove, specielt til ikke-gamere, som ellers nok hurtigt ville køre trætte i de overfladiske discipliner.

Der er heldigvis andre fisk i søen

Selvfølgelig er ’Nintendo Switch Sports’ sjovest, jo flere venner man kan samle om skærmen.

Det er en god times underholdning at zappe igennem de forskellige discipliner sammen med et par gæster, men det er ikke et spil, jeg glæder mig til at sætte på og nørde alene en aften.

For det, der gjorde ’Wii Sports Resort’ specielt, og som stadig tryllebinder i spil som ’Overcooked’, ’Gang Beasts’ og ikke mindst ’Mario Kart’, er kaos og manglen på poleret kontrol i sociale sammenhænge.

Netop dét har Nintendo ikke prioriteret i denne udgivelse, der i stedet ender som et smagsfattigt og uinteressant produkt.

---

Kort sagt:
’Nintendo Switch Sports’ er sjovere, jo mindre hardcore gamer du er. Giv det til dine bedsteforældre eller mindste søskende og find i stedet ’Mario Kart’ frem, når du har gæster.