KOMMENTAR. »En person med en automatriffel skyder i Field’s«, lød nogle af de første meldinger på sociale medier søndag eftermiddag.
»Der er to gerningsmænd, én med pistol og én med jagtgevær«, blev der skrevet andre steder, inden stemningen begyndte at koge over med ubekræftede teorier.
Det tog ikke engang en time, før rygtemaskinen gik i selvsving med motivspekulationer: »Han dræber kun kvinder, det må være en incel« og »Der er overvejende flest muslimer i Field’s, så ikke svært at se, hvem der er målet«.
Selv flere dage efter vælter det ud med påstande om, at angrebet er en såkaldt falsk flag-operation, der er opstillet af Mette Frederiksen, og hvor indkøbscenteret selv har været med som en nøje planlagt del af skuespillet.
Det er bizart at høre på, men selv imens det tragiske skyderi udfoldede sig, tegnede der sig et skræmmende mønster online, hvor de færreste vidste noget konkret, men mange alligevel kastede sig hovedkulds ud i debatten.
De sociale medier buldrede – båret af brugere, der boltrede sig i gisninger – direkte ind i en ny medievirkelighed.
For det, som skyderiet i Field’s understregede, er, at når begivenheder som disse udfolder sig, handler det ikke længere om fakta og sund fornuft.
Det handler derimod om at være først med de afgørende observationer og være så langt fremme i nyheds-loopet, at man for et øjeblik kan blive budbringeren, som alle kigger på.
Liveblog-æraen
Det er ikke noget nyt, at vi som mennesker hungrer efter de seneste nyheder. Det er dog en tendens, som de seneste år er eskaleret til uhørte højder med coronakrisen, hvor live-blogs er blevet en så fast bestanddel af vores liv, at det nu virker helt forkert, hvis vi ikke kan hoppe direkte ind på en kanal, der opdateres minut for minut.
Vi er simpelthen blevet forvænte med en form for klassisk betingning, hvor vi straks valfarter til det feed, der kan give os mest information på én gang, når de gule bjælker blinker med breaking news.
Engang lå rollen som nyhedsleverandør hos de traditionelle nyhedsmedier, men i dag er den for mange forbrugere i høj grad overtaget af sociale medier, der leverer et direkte og ufiltreret indblik i, hvad der sker netop nu og her.
Det skyldes ikke mindst, at folk flokkes til strømmen af beretninger, når kriser udspiller sig for øjnene af os, for imens nyhedsmedierne blot løber, sprinter sociale medier i takt med forbrugernes vilde tempo.
Derfor kan det også virke sløvt og ude af takt med det moderne nyhedsforbrug, når tv-avisens værter holder igen med at gengive spekulationer og rygter, imens vi ser billeder af ofre og videoer af gerningsmanden få timer efter tragedien.
Men selvom vi bliver frustrerede og utålmodige, er sandheden, at de etablerede medier blot værner om to essentielle principper som faktatjek og presseetik, som til gengæld ikke skænkes en tanke af de fleste brugere på sociale medier.
Hygge-ekstremisme
Når folk ukritisk skaber og deler ikke-verificerede rygter, især midt under en aktiv krise, kultiverer det en hadsk stemning, som trækker lange og dybe spor til en langt farligere kultur, som førhen har været forbeholdt internettets udkantsområder som 4chan.
Netop 4chan fremhæves ofte i forbindelse med masseskyderier og terrorangreb, for det er her, hvor manifester og links til videoer som regel dukker op i kølvandet på tragedier som den, vi så i Field’s.
Og selvom angrebet i Field’s ikke har manifesteret sig på den ekstreme højrefløjs ynglesteder (et dulmende aspekt i en ellers alt for tragisk situation), er det foruroligende, hvordan helt almindelige mennesker nu bruger ekstremistiske begreber for at skille sig ud online.
Det er skræmmende at bevidne, hvordan den giftige kultur fra internettets afkroge har gennemsyret platforme som Facebook og Twitter, når hr. og fru Jensen analyserer gerningsmandens motiv, fordi deres nabo har hørt rygter om, at han var medlem af Stram Kurs.
Hvor online-postyrets eskalerende natur førhen har været forbeholdt lukkede, ekstremistiske grupper på sociale medier eller ’det mørke internet’, deles incel-gisninger, konspirationsteorier og racistiske motiver nu ude i det fri blandt helt almindelige mennesker.
Det er vores venner, naboer og sågar vores nærmeste familie, der melder sig ind i de åbne diskussioner hos TV 2 og DR med mis- og disinformation i sådan en grad, at DR nu konsekvent har lukket for deres kommentarspor på alle opslag relateret til angrebet:
»DR Nyheder oplever en stor interesse for at dele informationer og reaktioner relateret til skyderierne i Fields. En del af disse er desværre ikke bekræftet, forkerte eller i strid med DR’s etiske og journalistiske retningslinjer og vi har derfor lukket for kommentarer i forbindelse med artikler om sagen«, skriver DR på Facebook.
Går man igennem andre kommentarer, som kortvarigt dukker op på tværs af sociale medier, inden de bliver slettet, forstår man DR, for det er en svimlende opgave at stå overfor med mængden af ubekræftede anklager og deres budskaber.
Det er 4chan-inspirerede floskler og spekulationer – såsom at Mette Frederiksen foretager et opmærksomhedstyveri, og at gerningsmandens kaldte sig selv en korsridder, der skulle rense Danmark for muslimer – der førhen ellers kun var forbeholdt radikaliserede miljøer, men som nu er allemandseje.
Glidebane
Det er en bekymrende udvikling, når rygter og formodninger trives i bedste velgående på sociale medier, som de gjorde under skyderiet i Field’s, for de deles så mange gange, at de får deres helt eget liv online.
Selv hvis medier afkræfter spekulationerne, bliver der stadig hvisket online, og når først tvivlen – og ikke mindst mistilliden til nyhedskanalerne – breder sig, er vi ude på et overdrev, vi ikke kan komme tilbage fra.
Dette er ikke mindst hjulpet på vej af, at sociale medier er blevet invaderet af en kultur, hvor vi fortrænger fakta, fordi vores glubske hunger efter konstante opdateringer får os til at analysere enhver kommentar frem for at lytte til sund fornuft.
De øjeblikkelige briefinger afspejler vores groteske nyhedstrang, hvor alt ligger lige for fingerspidserne på mobilen, indtil det bliver internettets svar på et trafikuheld, hvor alle har så travlt med at stirre, at de mister overblikket i et totalt kaos af misinformation.
Derfor er det i det mindste også betryggende at se, hvordan de klassiske nyhedsmedier – trods fejlbedømte interviews, som DR senere har undskyldt for – har været den sidste skanse mod amokløbet online.
For det var ikke på Facebook eller Twitter, at der blev sorteret, filtreret og ryddet op i sladderen – den opgave tilfaldt dem, der ikke havde travlt med at komme først.