‘Saints Row’ er som ’The Fast and the Furious’ på kokain
Det er som regel et dårligt tegn, når man først må sige noget om et stort anlagt spil lige inden udgivelsen.
Hvor normen er to-tre dage, måske endda mere, indikerer en kortere tidsperiode, at udgiveren ikke har den store tiltro til spillet, og at det ikke vil få kritikerne til at kaste rundt med rosende gloser.
I stedet prøver man at gemme anmeldelserne af vejen så tilpas længe, at fans ikke kan nå at læse dem, før de allerede har købt spillet.
Så det er ikke umiddelbart lovende, at vi først må publicere denne anmeldelse mindre end et døgn før lanceringen af det ellers længe ventede ’Saints Row’.
Bandeopgør for millenials
Velkommen til Santo Ileso, en fiktiv by baseret på Las Vegas i det sydvestlige USA, hvor amerikanske og latinamerikanske rødder er groet sammen til en fascinerende smeltedigel omgivet af øde ørken.
Byen hærges af bander, og midt i det hele står du, The Boss. Du kendes ikke under andre navne, men det behøver du heller ikke, for det indikerer ganske fint dit mål: at herske over Santo Ileso.
Her skal du, en millennial, der fucker alt op i dit liv, opbygge et kriminelt imperium sammen med tre venner – også millennials, der fucker alt op – for at tage kampen op mod to etablerede bander, de muskelbil-elskende Los Panteros og de anarkistiske Idols, der mest af alt minder om Deadmau5-maskebærende Gen Z’er.
Er du fan af ’Saints Row’, burde præmissen ringe en klokke, for det hypede reboot af serien (som gik i dvale i 2013) dykker direkte ned i de originale rødder, hvor den store verden – her Santo Ileso – ligger åben for dine fødder til at blive smadret sønder og sammen i selskab med dine bandemedlemmer.
Seriens hjerte banker for at have det sjovt, gerne med vilde våben, store eksplosioner og over the top absurditeter, hvor man aldrig helt ved, om det er galt, genialt eller bare lidt af hvert.
Og selvom det egentlig var varslet, at dette spil ville tage en mere seriøs tilgang end dets forgængere, kan du trygt og roligt lægge alle bekymringer væk, for ’Saints Row’ anno 2022 er mere eller mindre stadig klassisk ’Saints Row’.
Galt og genialt
Spillet har godt nok (til stor ærgrelse for nogle fans) skruet ned for dildovåben og ruminvasioner, hvilket ellers prægede seriens tidligere udspil, men for de fleste vil den nye stil – som så alligevel ikke er så ny, men derimod blot mere nedtonet uden at miste sin sjæl og charme – være mere end velkommen.
Nu er stemningen mere letvægtsaction a la ’The Fast and the Furious’ eller ’Guardians of the Galaxy’, hvor oneliners flyver af sted side om side med tyngdekraftsudfordrende og halsbrækkende sekvenser, når du skal udradere dine konkurrenter.
Når du forfølger en konvoj, må du pludselig kravle ud af din bil og hoppe fra køleren til næste bil, inden du kaster dig op på en lastvogn til nærkamp og eksplosioner, hvor det hele er så hektisk, at du ikke aner, om du er ved at lave et headshot eller skyde dit eget ben af.
Eller når du sammen med en suspekt læge får en fiks idé om at tjene stort på forsikringssvindel og derfor må kaste dig ud i modkørende trafik som en anden kugle i en flippermaskine for at blive tværet ud af flest mulige biler.
Vildskaben og de morsomme indspark er stadig i højsædet, og referencer til popkultur flyder i en lind strøm med alt fra ’Mad Max’ til ’Fallout’, imens radiokanalerne udfylder stilheden, når man kører mod en af de flotteste solnedgange, som et sandkassespil har stået for.
Kirsebærret på toppen af den kaotiske action-sundae er de mange missioner, der i klassisk ’Saints Row’-stil hellere vil være definitionen af galskab end risikere at blive stemplet som røvkedelige.
Hvor andre spil gør en dyd ud af at trække spillerne ud på lange, næsten episke rejser, serverer ’Saints Row’ små, men propfyldte actionøjeblikke i så mundrette bidder, at man aldrig bliver udmattet.
Det ene øjeblik smadrer du biler (og mennesker) med monster trucks. Det næste øjeblik befinder du dig på en privat ø i en ’Battle Royale’-lignende dyst, hvor du skal dræbe dig til toppen som eneste overlevende, imens det hele livestreames i bedste Twitch-stil for offentligheden.
Det er bizart, sindssygt og grænsende til genialt – og måske et af de punkter, hvor andre spil burde løsne tøjlerne og lade sig inspirere af ’Saints Row’, der lever så meget i sin egen verden, at det er fuldstændig ligeglad med andres holdninger.
Action uden dybde
Problemet er bare, at det tager enormt lang tid at nå frem til den helt specielle følelse, hvor man har lyst til at udforske mere, ikke kun af Santo Ileso, men også hele den (ofte ganske bevidste) cringe stemning, der er omkring ens ’brunch og mimosa’-elskende bande.
De første fem-ti timer plages af graverende fejl i spillet, i hvert fald på PlayStation 5, som konstant går i stå og skal startes forfra – som når ens figur hænger fast i græs, hvilket kun kan blive løst med endnu en genstart.
Et af de værste tilfælde for mig var under en mission, hvor jeg skulle flygte i bil, mens jeg blev jagtet af fjendtlige bandemedlemmer.
Her loadede fjenderne aldrig, og selvom dialogen fortsatte som en intens biljagt, endte turen som rolig sightseeing igennem en spøgelsesby, fordi alle indbyggerne tilsyneladende også glemte at dukke op.
Alle disse fejl kan man naturligvis opdatere sig ud af, men der er ingen garanti for, at de ikke er til stede i den endelige udgave af spillet.
Og når de samtidig er så kritiske, at vi nærmer os ’Cyberpunk 2077’-lignende tilstande, bør de altså nævnes som en reel risiko.
Samtidig lider ’Saints Row’ også under det kedelige syndrom for spil med åbne verdener, hvor omgivelserne bare ikke summer af liv.
I stedet føles Santo Illeso ofte blot som én stor kulisse, der er opstillet udelukkende for, at du kan gå amok i uendelige actionorgier, imens befolkningen er hyrede statister, der skal fake følelsen af selskab.
Her er ingen overraskelser nede i de skumle baggyder, og ørkenen gemmer ikke på skjulte hemmeligheder, som man nysgerrigt går på opdagelse efter. Der er udelukkende fokus på nonstop action og kække kommentarer.
Har man dog tålmodigheden til at kæmpe sig igennem den hårdt plagede indledning, og accepterer man som udgangspunkt, at ’Saints Row’ er mere kvantitet end kvalitet, så er det fandens sjovt – bare aldrig mere end det.
Kort sagt:
’Saints Row’ er definitionen af tomme, men drønunderholdende, blockbuster-kalorier, hvor kaotisk action udtværer enhver form for dybde.