’Gotham Knights’: Hvor er det forfriskende, at Batman dør i ungdommelig tæskefest
Selvfølgelig skal et spil bedømmes på sine egne meritter og ikke på den historik eller tradition, det skriver sig ind i. Selvfølgelig.
Men det er altså umuligt ikke at tænke på den fænomenale ’Batman: Arkham’-spilserie, når man griber controlleren i ’Gotham Knights’ – styringen, plottet og designet føles som en naturlig forlængelse af trilogien.
Desværre er den sublime overbygning, man kunne håbe på i den nye efterfølger, gemt lidt af vejen i pølsemandens Batman, der godt nok overrasker med effektive krydderier, men stadig soves ind i en kedelig omgang Gotham.
Superheltens afsked
Batman er død efter en dramatisk tyngdekrafts-udfordrende duel med Ra’s Al Ghul, men i virvaret af oneliners og skurke-monologer får den kappeklædte hævner sendt et sidste nødkald.
Han aktiverer overdragelsesprotokollen, som hjemkalder næste generation af helte til Gotham; en flok lidt yngre, lidt mere kække og lidt mere hippe superhelte, som han selv har trænet.
Og her kommer du ind i billedet, når du frit kan rotere mellem Nightwing (Tim Grayson, den allerførste Robin), Red Hood (Jason Todd, den næste Robin), Robin (Tim Drake, den tredje Robin) eller Batgirl (Barbara Gordon, som aldrig har været Robin).
Som firkløveret skal du løse mysterier, tæve fjender og levere bovlamme replikker. Det er et effektivt, omend en anelse velkendt, setup, der suppleres af flashbacks i en ny bathule og en velskreven Alfred-karakter, som i bedste velgående holder liv i Bat-fortællingen.
De mange enkelte historier med legendariske skurke som Mr. Freeze, Harley Quinn, Pingvinen, Al Ghul-familien og Court of Owls væves desuden fint sammen og sætter en klassisk superhelte-motivation, som bare aldrig fejler, selvom det ikke er videre nyskabende.
’Gotham Knights’ lever efter en relativt simpel opskrift, hvor du om dagen roder med udstyr, undersøger spor fra forbrydelser og ser mellemsekvenser i The Belfry (et klokketårn, der fungerer som ny Bat-hule), imens du om natten tæver kriminelle og løser mysterier ude i Gothams gader.
The Belfry fungerer overraskende godt som base, hvor den føles både levende og organisk, når den vokser i takt med, at du kommer længere ind i spillet.
Det er også her, hvor du sammensætter opgraderinger til dine figurer og bruger XP til at stige i rang. Det fungerer fint, og selvom det føles en smule overflødigt, så er det stadig sjovt efter 20 timer at skifte fra et resistance-baseret setup til et ultra-aggressivt setup, hvor forskellen er til at mærke på.
Den store spilverden underbygges af et overraskende velfungerende soundtrack. I gaderne og i The Belfry kører det sædvanlige elevator-muzak, som man aldrig rigtig lægger mærke til.
Men hold nu kæft, hvor er det noget helt andet i de store setpieces! Tag bare en af spillets tidlige scener, hvor man – efter at have sniksnakket med en velskrevet (og mindre sexet, men mere gakgak) Harley Quinn – skal tæve sig igennem et fangeoprør, der lige pludselig akkompagneres af ’Livin’ La Vida Loca’ med punk-guitar og molotov-cocktails.
Turist i verdens kedeligste by
Helt oplagt, når nu spillet foregår i en åben storby som Gotham, skal man fragte sig fra A til B, hvilket i starten foregår ved hjælp af grappling hooks og steroider-inspirerede hoppe-evner (tænk ’Spider-Man’-spillene fra 2018 og 2020) og en Bat-motorcykel.
Senere får man adgang til grej, der gør det muligt at svæve rundt imellem hustagene, hvilket gør navigationsdelen i spillet markant mindre nederen. Det er bare en skam, at der går mindst et par timer, før man låser op for den evne.
På gaderne kan man opleve tilfældige gaderøverier, overfald og afpresninger, som alle løses ved at tæve forbryderne sønder og sammen. Det er ikke elegant, men det er effektivt.
Når man har indladt sig på den selvretfærdige blodrus tilpas mange gange, får man et spor til en organiseret forbrydelse af en af de lokale bander, som er lidt sværere, men også giver lidt flere point.
Sådan kører Gothams forbryder-mølle hele spillet igennem.
Lidt mere kød på benene finder man heldigvis i Gothams mange lairs, eller forbryderbuler om man vil, der gemmer sig rundt omkring i byen.
Her skal man (foruden at sønderlemme tilfældige timelønnede vagter og banditter) indsamle spor og løse små gåder, der til sidst resulterer i et spor til en forbrydelse eller en sekvens med en vigtig figur eller skurk.
Alle lairs føles unikke og er dragende på hver deres måde. Om det er det ikoniske Blackgate-fængsel eller Pingvinens Iceberg Lounge, føles det for fans af Batman velkendt og lavet med integritet samt sans for detaljen.
Og uden at spoile for meget var jeg ovenud begejstret for at se, at Batman ikke var det eneste flyvende nattedyr med en hemmelig hule under Gothams gader.
Fesne slagsmål
Desværre fylder lairs alt for lidt i ’Gotham Knights’. Det meste af spillet drejer sig om at gøre gaderne sikre igen, efter at en hel storbys kriminelle har oversvømmet byen i kølvandet på Batmans død.
Det har åbenbart også betydet, at alle retskafne borgere har barrikaderet sig inden døre, for der er stort set ingen ude om natten.
Det er en skam, når nu en så stor del af spillet går med at bevæge sig rundt i byens gader, for de 40+ timer, som hele spillet tager, kunne nemt have været halveret, hvis blot man havde skåret det overflødige gade-lir af.
Når tilfældige gruppeslagsmål fylder så meget hele vejen igennem spillet, er det i øvrigt synd, at kampsystemet ikke når Batman til sokkeholderne.
Sammenligningen er måske urimelig, for kampsystemet i de gamle spil er tæt på perfekt, men når man alligevel ripper halvdelen af DNA’en derfra, kunne man i det mindste lige have taget kirsebærret på toppen.
I ’Gotham Knights’ har man grundlæggende to knapper: Én man trykker på, når man vil undgå et angreb, og én til at sætte sit eget flyvespark ind.
Der er også flere knapper at gøre brug af, men de føles unødvendige, og man ender med sjældent at bruge dem – så som figurernes unikke evner, der aldrig føles afgørende i kampene.
Kampsystemet og koreografien i kampene har slet ikke samme tyngde, som man kunne have håbet, og de fungerer mest som en lussinge-parade, hvor selv 15 fjender på samme tid ikke er noget problem.
En ny generation
Imens slagsmålene aldrig helt når op at ringe, kan man også savne lidt mere adspredelse i spilgalleriet, hvor Batmans arvtagere alle er skåret af samme firkløver-model.
Der er en stoisk leder (Nightwing), en kortluntet voldstosse med dybe ar på sjælen (Red Hood), et kækt sidekick med popkultur-referencer (Robin) og det skarpe geni (Batgirl).
I det mindste adskiller kvartetten sig i narrative guldkorn som emails om spiste pizzaer og forslag om at starte podcasts, som man støder på, når man hænger ud i The Belfry, hvor den organiske humor trives.
Lidt på samme måde som vingummier med banan-smag ikke smager af banan, men nærmere af kunstig banansmag, føles ’Gotham Knights’ som noget, der prøver virkelig hårdt at være mere, end det er.
For det er en utaknemmelig opgave at gå i Batmans fodspor, men nogle gange må man finde sin egen vej – og det lykkes trods alt oftere end ikke i ’Gotham Knights’.
Kort sagt:
’Gotham Knights’ disker op med en overraskende god og klassisk Batman-historie, som dog har en tendens til at fortabe sig i et checkliste-design og et overfladisk kampsystem.