Den populære app Wickr Me, som tilbyder private og krypterede beskeder, bliver lukket ned for private forbrugere næste år.
Det har firmaet, som ejes af Amazon Web Services, annonceret i et blogindlæg, skriver The Verge.
Stikket trækkes på appen fra den 31. december 2023, men tjenesten stopper allerede med at acceptere nye brugere fra 31. december 2022, altså om lidt over en måned.
Er du ikke allerede registreret bruger inden årets udgang, vil du altså slet ikke kunne bruge appen i det kommende år.
Wickr Me er i høj grad blevet populær grundet appens krypterede og private samtaler, der har været oplagte til at sælge stoffer hurtigt og nemt.
Men tjenesten er også kommet i strid modvind tidligere i år, da det kom frem, at den blev brugt som en foretrukken platform for deling af billeder med børn, der blev seksuelt misbrugt.