‘Fuck You Account’ på Aveny-T stikker snablen i patriarkatets pengestrømme og råber verdens kvinder op
»Det er nu, venner! Utopien bliver til virkelighed!«, råber Signe Hørmann Sørensen ud til teaterpublikummet på Aveny-T.
Den unge skuespiller står højt placeret oppe på en grottelignende kulisse i modsatte ende af det aflange rum. På bedste metamanér er hun gået i gang med at proklamere, hvad forestillingen, vi nu skal se (men som allerede er gået i gang), skal handle om:
»PENGE!«.
’Fuck You Account’ handler dog også om meget andet end moneter. Det nye stykke, der er skrevet af Rosalinde Mynster og iscenesat af Nynne Roberta Pedersen Pedersen, kommer blandt andet omkring kvartlivskrise, ensomhed, feminisme, drømme og identitet.
Fortællingen starter med et brud. Vi møder Signe Hørmann Sørensens hovedperson, lige efter hun og kæresten er gået fra hinanden. Ikke kun deres forhold er blevet knust. Det samme er hendes forhold til sig selv.
Her står hun, 32 år gammel uden et sted at bo og uden den store opsparing. Hun er blevet smidt ud af sit eget liv, så hvem er hun nu?
Kvinden er ikke bare usikker, men også vred og bitter. Hun har lagt al sin tid og alle sine penge i deres fælles lejlighed. Men lejligheden var hans, og nu har hun ingenting.
Der skal ske noget nyt. Hun slipper den »neoliberalistiske feminist« løs og opretter en fuck you account – en pengekonto, hvorfra hun vil investere i aktier, i selvrealisering og i uafhængighed af griske, egocentrerede mænd.
Hele ’Fuck You Account’ leveres som en monolog af Sørensen med vilde øjne og stort engagement. Eneste andet levende billede på scenen er musiker Sara Nigard Rosendal iført et stort hundebamsekostume, som spiller på xylofon og trommer, nynner, danser og interagerer med hovedpersonen.
De fleste kender Rosalinde Mynster som skuespiller, men sidste år debuterede hun som romanforfatter, og som dramaturg viser hun stort talent. Teksten i ’Fuck You Account’ veksler ubesværet mellem intimt alvor og store, visionære armbevægelser og humoristiske indslag.
Mynster bruger en god portion engelske gloser, som passer godt til det corporate dudebro-miljø, hun forsøger at omvælte indefra. Når Sørensen udtaler engelske sætninger som »who let this genius sexbomb into the building?« med dansk accent, får det en (tilsigtet) komisk effekt.
Nogle steder føles monologen lovligt meget som en forelæsning – en how to invest-guide til unge kvinder. Sørensen belærer publikum om den store økonomiske uligevægt mellem mænd og kvinder, både i privaten og på investeringsmarkedet. Og om likeability-paradokset, der dækker over, at hverken mænd eller kvinder kan lide kvinder, som stræber efter magt.
’Fuck You Account’ er mere medrivende, når enetalerne udvikler sig til et viltert kampskrift. På et tidspunkt bærer Sørensen rundt på et stort »Pussy Power«-flag, mens hun råber hele verdens kvinder op og kalder til kamp mod patriarkatet.
Under hele teksten ligger der imidlertid også en humoristisk, selvironisk tone, som peger fingeren den anden vej – mod hovedpersonen selv.
Hun har tydeligvis ikke lige så meget styr på sit eget liv, som hun fremstiller det. Lettere desperat efter kærlighed – og blind for sine egne privilegier – beskriver hun et »rørende« drømmeromantisk forhold til sit Wolt-bud, der trofast bringer hende mad gennem regnen.
Scenografien – en spraglet grotte bygget op af tøjbunker, tapetklister og plastikskrald – indikerer, at hele monologen foregår inde i hendes eget hoved, mens hun befinder sig på sit rodede værelse, isoleret fra omverden. Utopien er ikke blevet til virkelighed.
Det kan være udfordrende at holde gejsten oppe til en monolog, men ’Fuck You Account’ gør en fin indsats for at gøre fortællingen dynamisk med sjove musicalnumre. Under et kostumeskift træder hundebamsen endda ind på scenen for at fremføre en – måske lidt unødvendig – numserystende dansekoreografi.
I de mest stimulerende indslag interagerer Sørensen direkte med publikum. Et par gange rører hun folk på skuldrene, inden hun til sidst opgivende begynder at råbe ad tilhørerne.
»Hvorfor sidder I bare der?!«, lyder anklagen, hvorefter Sørensen henvender sig til en person på første række. »Jamen så giv mig 50.000 kroner – så investerer jeg dem for dig. Har du ikke det? Nå, men så 30.000? 10.000? 5.000?«.
Det er sjovt, når ’Fuck You Account’ konfronterer os med teaterpublikummets paradoksale plads: Vi er til stede i rummet, men passive – tydeligvis præsente, men uden at spille en aktiv rolle.
Samtidig fungerer grebet som en kløgtig kommentar til virkeligheden, hvor kvinder som ’Fuck You Account’s hovedperson sandsynligvis ofte oplever, at de taler for døve ører.
Kort sagt:
I ’Fuck You Account’ fremfører Signe Hørmann Sørensen en både selvironisk og slagkraftig tekst af Rosalinde Mynster, der kritiserer patriarkatets pengestrømme og råber verdens kvinder op.