KOMMENTAR. Danske medier med hang til krimistof tæller ned til maj. Hvorfor? Fordi der starter retssagen mod den 32-årige mand, der er blevet sigtet for bortførelse af en 13-årig pige, overfald på en efterskoleelev og drabet på Emilie Meng.
Så om en to måneders tid kan der skydes gang i den daglige live-blogging, podcastepisoder og klikbare overskrifter om retssagen. Men faktisk har medierne længe været i selvsving over den 32-årige mand. »Vi må vide alt om ham!«, må det have lydt på diverse redaktionsmøder.
Og på nul komma fem blev vores feed fyldt op med historier om den sigtede.
Jeg nævner i flæng: TV 2’s nyhedspodcast ’Dato’ udgav episoden ’Hvem er den sigtede 32-årige?’, hvor en journalist havde talt med over 30 kilder for at tegne et portræt af den unavngivne mand.
Ekstra Bladets ’Afhørt’ bød også ind med et portræt, sågar en episode hvor eksrockeren Brian Sandberg kommenterede på, hvor den sigtede placerer sig i fængselshierarkiet (spoiler: nederst).
Ikke mindst har TV 2’s ’Skyggesiden’ leveret opdateringer i sagen – fra en chefanklagers analyse af de tre sager til en gennemgang af anklageskriftet, da det lå klar.
Dækningen nærmede sig det hverdagsagtige – især fordi det er svært at lave et mærkbart portræt af et menneske, som ikke må kunne identificeres.
Vi må dog ikke glemme, at hele sagen er omgærdet af en åben hemmelighed: Mange danskere er allerede stødt på den sigtedes navn eller billede, eftersom disse hurtigt florerede på sociale medier i april 2023. Derfor kan mange alligevel sætte et ansigt på den sigtede, som nu får sin eksistens udrullet for tændte mikrofoner.
Frygt unge mænd i sorte biler
Men hvorfor hoppede så mange podcasts så med på vognen?
Fordi ethvert medieprodukt med udgangspunkt i sagen genererer køb, klik og lyt i en uimodståelig grad for de hårdtprøvede mediehuse.
Senest er et lokalmedie også kommet på pletten. Sjællandske Nyheder har udgivet podcast-serien ’Manden fra Korsør’, som er strøget til tops på podcasthitlisterne (i skrivende stund nummer tre på Apples liste over mest populære serier). En podcast med, indtil videre, fem afsnit, der har tænkt sig at følge sagen om Emilie Meng »til dørs, til der falder dom i juni måned«.
Det var da også på top ti-placeringen, at jeg selv stødte på podcasten, og jeg indrømmer gerne, at en true crime-fan som mig med det samme gav den et lyt. Men efter 20 minutter pressede en glødende indignation mig til at pause og spørge mig selv: »Helt ærligt, hvad er pointen med denne her podcast?«.
Journalisterne og værterne Sanne Fahnøe og Jesper Vestergaard har nemlig også købt ind på paradokset om, at man kan tegne et unikt portræt af en mand, som, i og med han ikke er dømt, ikke må kunne genkendes.
Det leder dem til flere pinagtige forsøg på at illustrere, hvor ganske almindelig (og dermed skræmmende) den 32-årige mand er. De besøger blandt andet hans hus og konstaterer, at han har en flagstang, et brændeskur og et hus med bølgepaptag. En reportage jeg kun kan antage har til formål at gøre os alle bange for vores naboer.
Faktisk er den sigtede så sørens almindelig, at de griber efter halmstrå. Såsom at den sigtede aldrig har haft en kæreste eller har spillet meget poker. Og selvom de bebuder, at omstændigheder som disse ikke er inkriminerende, så lykkes de nu alligevel med at iscenesætte singlemænd, der spiller poker og kører i sorte biler, som Ted Bundy-aspiranter.
Faktisk er ’Manden fra Korsør’ én lang helgardering med ansvarsfraskrivelser som »nu skal vi passe på, hvad vi siger« og »vi skal holde for øje« eller den helt store trope: »vi skal huske, at han ikke er dømt.« Men hvad nytter det, når de alligevel har lavet podcasten?
Det er svært som lytter ikke at tænke: Hvorfor har Sjællandske Nyheder udgivet det her?
Ja, desværre kræver svaret på det spørgsmål bare et løftet blik og et spejl: Det er din og min skyld.
Lyt med omhu
Ja, dig og mig. Alle os der bliver ved med at lytte til kvalm, detaljeliderlig og meningsløs true crime. Os der ukritisk følger alle krimipodcasts, klikker ind på sensationsjagende overskrifter eller hopper på en ny streamingtjeneste, så snart der lander en ny true crime-serie.
Os der glemmer, hvor stor indflydelse vi har på dækningen af virkelighedens kriminalsager.
Vi er en del af grunden til, at den danske krimidækning er gået grassat. Dækningen af ubådssagen fra 2017 bredte sig som en steppebrand, og i dag bliver alle profilerede sager dækket, undersøgt, liveblogget og endevendt ned til allermindste detalje.
For mange har det længe været for meget, så det er måske på tide, at os der dyrker genren, ser vores forbrug efter i sømmene.
’Manden fra Korsør’ er ikke alene om at være en sensationsbaseret podcast, men for mig er den blevet sidste brik i et puslespil, jeg længe har prøvet at samle om samspillet mellem den danske krimidækning og dens aftagere.
Dækningen af sagen mod den 32-årige har nemlig taget gedigen overhånd og vi får som samfund intet ud af det. Vi bliver ikke klogere på, hvordan vi skal forebygge fjerndrab eller kan identificere reelle faresignaler omkring os, udover selvfølgelig flagstænger i forhaven.
True crime-genrens rod i virkeligheden er i sidste ende både dens styrke og svaghed. Den kan fortælle enormt vedkommende historier om menneskets mørke sider. Men den vil i sin natur vække traumer til live og inkriminere mennesker. Derfor har den også et ansvar for at sætte fokus på historier, der belyser et større problem eller hændelser, der kan gøre os klogere.
Jeg er ikke sikker på, at dækningen af denne sag i skrivende stund evner nogen af de ting.
True crime-fanatismen har længe været med til at fostre en mediekultur, hvor alt og alle sager kan bringes frem i lyset. Derfor er det nu også vores ansvar ikke at slubre alt i os, men vælge med omhu. Engagere os i det indhold, der er sagligt, respektfuldt, meningsfuldt og betydeligt – og så slukke for alt det andet.
Ideelt set bør vi alle gå mere kritisk til de genrer, vi holder af. Om det så er inden for film, litteratur eller musik. Men os der dyrker true crime som undergenre har virkelig magten til at forme dens udvikling. Det er et ansvar vi bør tage på os, når nu vi tillader os at gøre andre menneskers ulykke til vores næste podcastfix.
Kommentaren er baseret på fire afsnit af podcasten ’Manden fra Korsør’.