Anna Lin-podcasten ‘Solo’ handler godt nok meget om social kapital
PODCAST. I sæson 2 af P3-podcasten ’Solo’ rejser Anna Lin til New York for at opleve gaderne, der har været kulisse i hendes generations ungdoms-tv-drømme – legendariske serier som ’Friends’, ’Sex and the City’ og ’How I Met Your Mother’ udspiller sig alle i byen, der aldrig sover. I første afsnit, da hun besøger Kristian, bliver hun også lidt befippet, da hun opdager, at hun er i Carrie Bradshaws hood.
Anna Lin rejser alene, men har som mål at møde spændende mennesker og snakke med danskere, der har slået sig ned permanent i den amerikanske storby, der larmer så meget, at man er nødt til at tale rigtig højt for overhovedet at blive hørt.
Det gør New York til det perfekte sted at valfarte til, når man, ligesom Anna Lin, har selverklæret hovedpersonsenergi. New York, baby!
Rejsen kan dog dårligt kaldes solo, for Anna Lin har allerede en ven i byen, Oliver, som, nå ja, i øvrigt er kærester med Adam Lambert – sangeren, der har overtaget Freddie Mercurys plads i Queen – og bor i to penthouse-lejligheder med udsigter over New Yorks mest attraktive skylines.
Som Anna Lin formulerer det, har han, ligesom hun nu selv har, sprunget de første mange levels over i spillet.
Spillet er omdrejningspunktet for specielt de første to afsnit af sæsonen, og jeg bliver ramt af en stor ængstelighed af at lytte til det. Det går ud på at skaffe social kapital, at blive socialite, være et kendt navn, life of the party, være noget.
Det er kun alt for genkendeligt fra den kreative branche i Danmark, selvom Anna Lin flere gange taler med de semi-lokale newyorkere om, at den danske jantelov står i vejen for at drømme stort. I New York bifalder man, bliver der sagt, at være lige så målrettet og kalkuleret, som man overhovedet magter, for at nå »til tops« – hvad det så end skal betyde.
På mikroplan taler Anna Lin i første afsnit med Kristian, som er podcastvært på ’Langt fra andedammen’ og arbejder i modebranchen, om tøj. Glæden ved at klæde sig som en hovedperson.
Kristian fortæller, at han har en New York-garderobe og en Danmark-garderobe; for da han engang gik ned ad gaden i sine gule glimmerbukser hjemme i andedammen, blev han udsat for et overfald.
I New York er der plads til originaler, konkluderer de, og sådan identificerer de sig tilsyneladende begge to – store fisk, der har svømmet for mange kedelige runder i den samme lille sø og længtes ud mod havet.
Selvom det ikke er svært at høre, at de er den slags »originaler«, der klæder sig perfekt moderigtigt og møder beundrende kommentarer på gaden.
Der bliver brugt energi på at forsøge sig med at anerkende nogle privilegier og snakke om slagsiden ved den tunnelsynede stræben. For eksempel i afsnit tre, hvor Anna Lin har lagt en video på TikTok, som er blevet repostet af en ondsindet side, der gør grin med hendes video.
Hun optager, mens hun bryder grædende sammen i penthouse-lejligheden, hun har lånt af Oliver. Man får uden tvivl sympati med hende, men savner virkelig et ægte kritisk blik på, hvordan de karakterer, der etableres, taler om sig selv, og fra hvilken position.
Sårbarheden bliver i stedet brugt i rigeligt opbyggeligt øjemed. Til at nå banale konklusioner som at skammen får én til at mærke, at man er i live, at det er vigtigt at være sig selv, og at followers selvfølgelig ikke betyder noget ved siden af sande venskaber. Det er sjovt nok lidt ligesom at se ’Sex and the City’.
Men hvor ’Sex and the City’ er fiktion, er ’Solo’ dokumentarisk, hvorfor man mangler ordentlige forklaringer på, hvordan materiel og social succes tilsyneladende er væltet ind ad døren hos alle, vi møder.
Hvis New York virkelig er en jungle, hvor de svage bliver ædt, hvad er det så, der gør de her mennesker særlige, eftersom de ikke bare har overlevet, men virkelig er lykkedes?
Det generer mig, at jeg ligesom bliver solgt den amerikanske drøm i en indpakning, der ligner en undersøgelse eller en dannelsesrejse.
Lydsiden er naturligvis lækker – der lukkes den rette mængde newyorker-støj ind til, at kulissen er stærkt sat, og man bliver småstresset uden at blive hægtet af narrativerne takket være karismatiske fortællere og dygtig iscenesættelse.
Anna Lins solotur til New York kommer desværre til at få verden til at føles mindre i stedet for det modsatte. Podcasten interesserer sig (i løbet af de tre afsnit, jeg har haft adgang til) for én branche; én drøm; ét slags menneske. Det føles lidt tomt.
Anmeldelsen er baseret på tre afsnit.
Kort sagt:
’Solo’ sæson 2 er udveksling af social kapital mellem socialites med hovedpersonsenergi i en beholder af opbyggelige budskaber. Det er i et flot iscenesat New York paradoksalt klaustrofobisk.