‘Worry’ indkapsler den digitale tidsalders apati
ROMAN. I en af de allermest sigende passager i ‘Worry’ kommer den ene af bogens to hovedpersoner, Poppy, fuld hjem fra byen og giver sig straks, grædende og rablende, til at fabulere en ekstremt detaljeret og dog, fornemmer man, dybt urealistisk fremtidsdrøm om husmoderlig, heteroseksuel kernefamilieidyl.
»I am jealous that Poppy can articulate such a clear, raw vision of want«, tænker Jules, den anden af bogens to hovedpersoner, mens Poppy kaster op i toilettet: »Every time I try to imagine something I want, I manage to talk myself out of it«.
Én af Freuds mange fascinerende indsigter var, hvor skadelig, hvor angstfyldt og hvor traumatisk oplevelsen af overflod, af ikke at mangle noget, er for den menneskelige psyke. Få værker illustrerer den pointe lige så overbevisende som amerikanske Alexandra Tanners debutroman.
‘Worry’ skildrer søstrene Jules, en aspirerende forfatter, som hele bogen igennem snakker om et storslået, generationsdefinerende essay, der ikke desto mindre aldrig materialiserer sig, og Poppy, som forsøger at komme til hægterne efter et psykisk sammenbrud og tilbringer dagene med at se Manga-serien ‘Sailor Moon’.
Poppy flytter ind i Jules’ lejlighed i New York. Kun for et par uger, lyder aftalen, men hun bliver der et år, og deres tosomhed bliver efterhånden mere og mere klaustrofobisk og forkrampet. På et tidspunkt lader de en serviet ligge på køkkengulvet i ugevis, fordi ingen af dem er villige til at indrømme, at de har tabt den.
Størstedelen af deres tid bruger de på at mundhugges, kæmpe med utallige former for angst, doomscrolle på sociale medier og forsøge at udfylde deres eksistentielle tomhed. Poppy med hjælp fra en trebenet hund opkaldt efter den demokratiske senator Amy Klobuchar. Jules gennem et besynderligt parasocialt forhold til en voksende gruppe af fundamentalistisk kristne influencer-mødre, hvis moderlige kærlighed hun, uden selv at vide hvorfor, desperat længes efter.
I det uendelige snakker de om antisemitisme, dyremishandling, Israels apartheidstyre, spiseforstyrrelser, Gud, kunsten og litteraturens død, kronisk sygdom, politisk korruption, 9/11, Donald Trump, konspirationsteoretikere og nazisme, men intet får dem rigtigt til at føle noget.
»I hate Amazon, but I’ll never stop using it«, siger Poppy på et tidspunkt midt i en apatisk samtale om grådighed, overforbrug og økonomisk ulighed, efter at de to søstre har impulskøbt duftlys på Amazon som et led i et korvarigt og performativt forsøg på self-care. Nærmest som et poetisk metagreb kan ‘Worry’ streames på Audible, Amazons lydbogstjeneste.
Som Becketts ‘Waiting for Godot’ gjorde det for efterkrigstidsgenerationen, sætter ‘Worry’ ord på den digitale tidsalders iboende meningsløshed, hvor den konstante strøm af information efterlader flere og flere følelsesløse og desillusionerede.
‘Worry’ lyder måske som en ret så deprimerende roman, og det er den på mange måder også. Men Tanner spidder tungsindet med en humor – sarkastisk, bidende, til tider ondskabsfuld – der sammen med de skarpt tegnede karakterportrætter gør bogen svær at slippe. Som da søstrenes mor forsøger at få dem til at se en videooptagelse af en prædiken med titlen »THE BEST IS YET TO COME« og Jules tørt bemærker: »I’ve never known a jew who thinks this way«.
Fra bogens første side genkendte jeg denne humor som den sardoniske newyorker-ennui og kølige chicness, som jeg elsker i tv-serier som ‘Sex and the City’ og ‘Gossip Girl’, i Fran Lebowitz’ essays og i utallige Woody Allen-film.
Sproget er staccato-agtige skudsalver af den ene erklærende, gnomiske sætning efter den anden, der igen og igen lyder som om et usynligt, anmassende udråbstegn forsøger at påklistre sig selv.
Effekten er overvældende, men også effektiv. Det er nærmest som om, bogen mimer den endeløse strøm af online content, der udgør størstedelen af søstrenes verden, eller de horoskoper, som Jules, i en af bogens sjoveste passager, bliver ansat til at skrive for firmaet Starlab (en kopi af Co-Star).
Netop af den årsag er romanen også så velegnet til lydbogsformatet, hvor man let kan kigge på sin telefon, mens man fodres med bogen som med en mavesonde. At skuespilleren Helen Laser læser den op med en stemme et sted mellem Paris Hiltons knirkestemme og TikToks text-to-speech-funktion gør blot effekten endnu mere fuldendt.
Hvis bogen og dens karakterer til tider er ulidelige, er det fordi den tid vi lever i, er det. Alexandra Tanner har blot indfanget den med en renæssancemalers sikre, formfuldendte penselstrøg.
Kort sagt:
Debutromanen ‘Worry’ er et dybt ubehageligt, men også utroligt sjovt portræt af den eksistentielle meningsløshed, der præger den digitale tidsalder og en generation, der på papiret aldrig har været mere komfortable, men psykisk ser ud til at få det værre og værre.