Dengang vi autotunede voldelige overfald: ’Sixteenth Minute (of Fame)’ fortæller internethistorie som ingen andre

PODCAST. Selvfølgelig kan du huske det der lange øjeblik i 2015, hvor det føltes, som om hele verden var oppe at køre over, om et overeksponeret billede forstillede en kjole, der var sort og blå eller hvid og guld.

Tilsyneladende var det en ligegyldig, viral historie om en perfekt optisk illusion, der opstod ved et uheld, da en skotsk dame knipsede et foto med sit elendige mobilkamera. 

Men i internethistoriepodcasten ’Sixteenth Minute (of Fame)’ er The Dress slutningen på den æra, hvor noget kunne gå viralt uden at skabe en dyb rift i vores kollektive bevidsthed. En lidt mere uskyldig tid, før click bait blev til rage bait. 

Værten i podcasten, Jamie Loftus, har tidligere lavet alt fra at skrive for The Boston Globe (hvorfra hun blev fyret for at tweete om sæd) til at være forfatter på ’Robot Chicken’. Hun har lavet en podcast om moderne fortolkninger af Nabokovs ’Lolita’, skrevet en bog om hotdogs og optrådt med et one-woman-show kaldet ’I Lost My Virginity on August 15, 2010’.

Nu har hun med ’Sixteenth Minute (of Fame)’ sat sig for at dokumentere de virale fænomener, der, især efter de sociale mediers opståen i 00’erne, begyndte at opstå ud af ingenting og tit også blive glemt lige så hurtigt.

De første to afsnit handler om et nyhedsklip med et søskendepar, der fortæller om et voldtægtsforsøg, som endte som et pophit via den der ting i start-2010’erne, hvor man autotunede hvad som helst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Der er også et afsnit om The Boston Slide Cop, altså den der politimand, der røg unaturligt hurtigt igennem en rutsjebane sidste år. Loftus vil meget gerne interviewe ham, hvis hun ellers kan finde »his pig ass«.

Loftus laver den slags speaks, der rammer den perfekte balance mellem at lyde naturlige og alligevel være så velargumenterede og ordnede, at man ved, at det er scriptet. Hun er velformuleret uden at være stiv, og jeg kunne lytte til hendes beskrivelser af popkultur hele dagen.

Det lyder ikke vigtigt at kunne datere popkulturelle øjeblikke, men Jamie Loftus ophøjer det til en hel kunst. For 2010 er bare et år, indtil hun siger:

»’Twilight’-feberen raser, men vi er stadig et år fra, at min mor spørger mig, om jeg har hørt om ’Fifty Shades of Grey’, mens hun vifter med sin slatne biblioteksbog. ’Like a G6’ spiller til alle skolefester, og jeg mistede min mødom det år, hvilket var en stor ting for min vennegruppe, skulle jeg hilse og sige«.

Hun forstår, hvordan vi tænker på popkultur som klynger af sange, internetfænomener, mainstreamnyheder og de begivenheder i et liv, der i virkeligheden optog én på den tid. 

Universet åbnes i hvert afsnit med en introsang, der lyder som den slags falsk musik, man laver til tv-serier inden i tv-serier. Som et pophit i et parallelunivers. Loftus fremhæver produktionsværdien med ordene »musical transition, uh, nice, production«. 

For min skyld kunne podcasten sagtens bare være Loftus, der fortalte, men hun inddrager masser af interviews – fra historiernes hovedpersoner til internetjournalister og forskere i internetfænomener. Til tider overvurderer hun, hvor langt et interview kan tåle at være, men ingen kan beskylde hende for ikke at komme i dybden. 

’Sixteenth Minute (of Fame)’ er her for at underholde, men i allerhøjeste grad også for at dokumentere en del af vores samtid. Det bliver sært poetisk, når hun fortæller om sin gamle artikel ’Jeg så Shrek-musicalen fem gange – det her er min historie’, og hvordan den ikke længere kan læses.

På samme måde regner hun med, at hendes podcast ender som et fremtidigt stykke obskur kultur, som ingen kommer til at bevare, hvorfor der kun kan opfordres til, at du lytter med nu.

For ligesom at Loftus ophøjer Kjolen til en indføring i algoritmernes ødelæggende kraft og endda kommer omkring vold i parforhold i samme afsnit, således bliver autotune-tendensen til en diskussion af race, køn og queerness.

I afsnittet om The Boston Slide Cop er politivold, retssystemet og Jamies egne Boston-rødder rørt i mixet.

Det er helt klart en af den slags podcasts, hvor man kan scrolle i feedet og plukke de episoder, der taler til én. Men jeg kan næsten garantere, at man går glip af et eller andet interessant, hver gang man springer noget over.

---

Kort sagt:
Internettets flygtige natur indfanges med humor, dybde og en smule melankoli, når multitalentet Jamie Loftus fortæller historien om de virale fænomener, der står som milepæle i de sidste 20 års popkulturhistorie.