Ali Hazelwoods ‘Slet ikke forelsket’ er en veloplagt og ikke mindst sexet romance
ROMAN. I TikTok-fænomenet Ali Hazelwoods nye bog ‘Slet ikke forelsket’ møder vi Rue Siebert, en menneskesky og stålsat kemiingeniør i tech-virksomheden Kline. Grundet et ønske om at beskytte sig selv mod intimitet, dater Rue efter en regel om kun at se mænd én gang.
Hun tager kontakt til Eli Killgore via en sexapp og sætter på forhånd rammerne for mødet i meget bestemt ental: Uforpligtende sex, som ikke inkluderer penetration, og hvor hun har delt sin lokation med bedsteveninden og kollegaen Tisha.
På dramatisk vis afkortes deres date dog, og Eli insisterer på at køre Rue hjem ud fra en pludseligt opstået beskyttertrang, der efter eget udsagn får ham til at føle sig som en primat.
Mødet er nemlig fortalt fra Elis perspektiv, og gennem bogen pendles der løbende mellem kapitler, hvor den forholdsvis kølige jegfortæller Rue fører ordet, og kapitler med en tredjepersonsfortæller med temmelig uhæmmet adgang til Elis temmelig uhæmmede følelsesliv.
I bilen udveksler Eli og Rue deadpan-agtigt skamfulde historier fra deres fortid, hvilket skal udvikle sig til forholdets særegne valuta. Elis indre sitren rumsterer mere og mere, et intenst øjeblik opstår i entréen, ingen sex i ordets praktiske forstand; kimen til stort begær er lagt.
Samtidig står virksomheden Kline, Rues arbejdsplads og andet hjem, over for en takeover af kapitalfonden med det superskurk-klingende navn Harkness.
Plottets primære motor forbliver dog det buldrende begær mellem Rue og Eli, og mon ikke også de to spor bindes sammen ved et vaskeægte romancetilfælde. Eli viser sig jo simpelthen dagen efter daten at være en del af Harkness-gruppen, vupti, fronterne godt trukket op, en klassisk enemies-to-lovers-bane udstukket.
Sproget er overskudsagtigt og sprudlende – til tider popper en faktisk suverænt sjov indskudt sætning frem – og selvom der er enkelte eksempler på lidt klodsede fordanskninger i oversættelsen, fungerer også dén overbevisende, hvilket faktisk er en bedrift: Romancesproget – der typisk har noget kækt og cute ordspillende over sig, noget slangagtigt hér, en pludselig spidsformulering dér – glider generelt bedre på engelsk end på det kluntede, lidt-for-stive dansk, men her er der mestendels fundet gode løsninger.
At bogen ikke overrasker, passer heller ikke helt: Undertiden dukker et overraskende billede op, en rørende spejling, en krystalklar indsigt:
»Så det var sådan her, det føltes at falde for nogen. En hensynsløs udvidelse af sanserne. Den omhyggelige, utilsigtede katalogisering af en persons hovedpositur, hvordan hånden formede sig om et vinglas, de små glimt i øjnene«.
En stor charme ved bogen – som simultant er en lige så stor kilde til frustration – findes i Elis kapitler, hvor der fremskrives et begær så godstogsagtigt dundrende, at det konstant er på nippet til at kamme over og kortslutte sig selv.
Det tangerer det hundeagtigt entusiastiske, og det er faktisk som om, romanen selv er klar over det, for hen mod slutningen står der: »Eli var så fucking højt oppe at flyve, at selv hans skide hund fandt ham irriterende«.
Generelt er dette jubelidiotisk overstrømmende, supermuskuløse superbegær ret skønt og måske også lidt kedeligt at være i selskab med – som et forskelsløst forte fortissimo – men sexscenerne og de dertilhørende optakter er unægteligt frække!
At Rue som jegfortæller er langt mere kortfattet og tørt registrerende, skaber en ret elegant vekselvirkning, som effektivt betoner dynamikken mellem hovedkaraktererne.
Et greb, der går igen i romanen, er den eklatante forskel mellem det sagte og det usagte. Når vi som her eksempelvis får adgang til Rues dirrende inderlighed, hvorefter den faktiske replik lander med et meget dumpt drøn:
»Jeg troede, at jeg ville være sluppet af med dig nu. Jeg troede, at jeg ville have glemt alt om dig. Men det er, som om du har stjålet et lille stykke af mig. Og jeg er bange for, at når det her er slut, så vender jeg tilbage til mit liv, og min form vil have ændret sig – bare en lille smule, men nok til, at jeg ikke længere vil passe ind i mit ensomme, kantede hul.
“Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige,” svarede jeg, og det var så ærlig, jeg kunne være«.
’Slet ikke forelsket’ er en bog, der på én gang gennemspiller sin genres formelagtige strukturer og samtidig formår at ruske lidt i dem på tidstypisk vis, for i bogen ligger der en vis feministisk og social bevidsthed.
Alligevel falder teksten ret tit i gamle fælder, hvilket ikke behøver at være noget problem, men blot kan stå som bevis for disse fælders ekstremt klistrede tiltrækningskraft.
Til trods for at bogens plotmæssige twists and turns er temmeligt forudsigelige, følger de dog en så velfungerende, velsmurt og spændstig bue, at de absolut forslår.
Især de mange scener mellem Rue og Eli er vildt godt skruet sammen og kan være fuldkommen stakåndede i deres intenst sitrende tovtrækkeri. Begær handler grundlæggende om magt, (forhindret) adgang og overtagelse, og det har denne roman forstået på flere niveauer. Der er simpelthen styr på det.
Kort sagt:
En veloplagt, smidig og ikke mindst sexet(!) romance, som er værd at læse for begærets fremadtonsende energi og de glimtvise overraskelser, selvom du nok regner plottet ud fra side 4.