’Da vi var yngre’: Oliver Lovrenskis debutroman på galopperende gadesprog er svimlende suveræn

Oliver Lovrenski. (Foto: Jali & Jordan)

ROMAN. Ved du, hvad det vil sige at keefe, ryge en jigara eller tage kork? Kender du forskellen på en dåse daus og en pakke zots? Og har du nogensinde jettet fra askar, haft det schpa til en hafla, shuffet nogle airpods eller jumpet en pendejo?

Måske kan du svare ja til noget, men forhåbentlig ikke til det hele. Det kan til gengæld Ivor, Marco, Arjan og Jonas: De fire omsorgssvigtede, følsomme teenagedrenge og hårdkogt knivbærende bros, der er hovedpersonerne i norsk-kroatiske Oliver Lovrenskis svimlende stilsikre og suveræne debutroman ’Da vi var yngre’ fra 2023, som netop er kommet på dansk.

Lovrenski var blot 19 år ved udgivelsen af ungdomsportrættet, der ifølge pressemeddelelsen er delvist selvoplevet og gjorde ham til den yngste modtager af Bokhandlerprisen nogensinde.

Bogen udspiller sig omkring det multietniske Grønlandskvarter i det østlige Oslo, hvor stoffer og hurtige penge er hverdagskost, og et knivstik bliver kaldt en »gadekonfirmation«.

Ligesom i danske Haidar Ansaris digtsamling ’Institutionaliseret’ fra 2022 er det en verden, hvor »ægte brødre« er dit bedste bolværk mod døden, der lurer overalt som overdosisser, overfald eller afgrundsdyb eksistentiel håbløshed. De voksne fatter hat, sagsbehandlerne spiller fallit, og de unge drenge nede på bagerste række bruger derfor tiden på at lave det, de kalder »kaos«.

»marco ringede midt i timen og sagde bare, bror, hørte du, at arjan jappede to pendejos i klasseværelset, wallah askar fangede ham, så jeg spurgte, hvad skete der, og åbenbart arjan var vågnet og havde tænkt, solen skinner, jorden spinner, det er på tide med et candyflip«

Ordlisten bagerst i bogen afslører, at askar er slang for politiet, og en googlesøgning fortæller, at et candyflip er blandingen af lsd og mdma. Men hvorfor bliver unge drenge kriminelle i første omgang, og hvorfor drikker Jeppe GHB? ’Da vi var yngre’ viser, at svaret sjældent er sort eller hvidt.

Gennem bogens tre dele ’Brødre’, ’Faldet’ og ’Undtagelsen’ bliver de rodløse drenge lynhurtigt forført af pistolernes og stoffernes rus, men desværre – og selvfølgelig – er gadens lykkefortælling en grum illusion. Dødstrusler, narkotests og hospitalsindlæggelser levner ikke meget plads til romantik, familie eller fremtidsdrømme om at blive advokat.

For som en gammel ven advarer Ivor: »leger du med ilden, bliver du brændt, men leger du i ilden, måske du brænder op«.

’Da vi var yngre’ består af korte, galopperende prosadigte, der fortæller de fire drenges historie som nostalgiske scener fra et fragmenteret fotoalbum. Stemningen er knugende og blå, nærmest som den svævende melankoli på et Ukendt Kunstner-nummer.

Og ligesom Hans Philip har Lovrenski et helt forjættende flow. Han bruger kun kommaer, rapper nærmest, så skriften er forpustet, bare sådan, helt stresset og ængstelig, forstår du, den har noia på, den er dirrende, hudløs, som blev ordene leveret mundtligt eller på Messenger, og tit med en punchline som et hvislende smæld: »det er dig elr mig, G, og helt ærligt, du vinder den ikke«.

Lovrenski har skrevet bogen på det særlige, ungdommelige gadesprog, der i folkemunde hedder kebabnorsk. Lidt som de skandinaviske pendanter, rinkebysvensk og såkaldt ”perkerdansk”, bruger kebabnorsk ofte ligefrem ordstilling og er præget af bl.a. engelske, arabiske og somaliske ord.

I ’Da vi var yngre’ får det nærmest karakter af et hemmeligt sprog, der knytter drengene sammen og holder politiets nysgerrige ører for porten, som da Marco opdaterer Ivor efter sin blodige hævnaktion: »det gik godt wallah, gav dharbaaxo med bastoolada, så kalben sprøjtede som en haveslange«.

Det har ikke været helt let at oversætte til dansk, men i Eskil Heins blærede fordanskning kommer Lovrenskis absolutte gehør for gadesprogets nuancer til sin fulde ret som den vildeste litterære musik:

»marco fandt ud af, at nogle pendejos, som skyldte ham flus, var til en hafla et sted, så vi tog derhen, jeg, han, arjan og jonas pullede op, som om vi skulle høste bambus«.

Selvom Ivor, Marco, Arjan og Jonas truer dårlige betalere med »macheter« og er småmisogyne over for deres »kız«, har jeg sjældent følt mig så meget som én af gutterne, som gennem romanens tindrende gode 241 sider. De er nemlig ikke bare voldsparate dynejakker eller »børnerøvere«, som de ofte bliver kaldt i nyhederne. Eller jo, det er de også, men de er mere end det, selvfølgelig.

Jonas stammer og får tæsk af sin far, Ivor sørger over sin døde bedstemor, Arjan er lidt »brokeback mountain« og Marco, ja, han vil bare gerne høre ’Bridget Jones’ Dagbog’ på lydbog. Det er drenge, der tager sig af hinanden i en verden, der er »drugs drugs drugs, men aldrig nogen hugs« – drenge, hvis største guns er »kroppens største indre muskel, som hedder hjertet«.

Når litteraturen er stor, åbner den døre ind til verdener, sprog og mennesker, vi ofte har svært ved at forstå. Det gør Oliver Lovrenski med et brag i denne fænomenale debut.


Kort sagt:
’Da vi var yngre’ er en ængsteligt nervepirrende, suverænt uafrystelig og underholdende roman om fire teenagedrenges opvækst i et forrået Oslo, der kan og bør læses igen og igen.

‘Da vi var yngre’. Roman. Forfatter: Oliver Lovrenski. Forlag: Lindhardt og RinghofOversat til dansk af: Eskil Hein. Længde: 230 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af