’Multiplayer’: Johan Feierskovs feberdrøm af en dansk debutroman udspiller sig i et computerspil

ROMAN. Jeg har aldrig brudt mig om computerspil. Som barn følte jeg mig altid udenfor, når resten af klassens drenge spillede ’World of Warcraft’ og ’Call of Duty’. Og selvom de – ganske tålmodigt – forsøgte at forklare mig, hvad det hele gik ud på, forblev det særegne fællesskab foran computeren for mig et utilgængeligt rum, hvis koder jeg ikke forstod, og som jeg lige siden instinktivt forsøgte at undvige.

Af den årsag var jeg mere end almindeligt spændt på Johan Feierskovs debutroman ’Multiplayer’, der ikke blot udspiller sig inden i et såkaldt ’open world’-computerspil, men hvis narrative stemme i passager ligefrem udgøres af selve spillets systemmeddelelser: »Rettelse af fejl, der ukorrekt markerede visse møbler som ’mineable’«.

Der var dog ingen grund til bekymring. Romanen er et eksempel på, at de specifikke emner i de bedste litterære værker ofte blot står til rådighed for sproget.

Med andre ord behøver man ikke at være specielt interesseret i bordtennis eller cykelløb for at nyde den minimalistiske, sproglige elegance i Jørgen Leths ’Sportsdigte’. Eller at have en særlig forkærlighed for stole, tallerkner og paraplyer for at beundre Gertrude Steins måde at vride sproget som en gammel karklud i sine digte om helt almindelige hverdagsobjekter.

Og man behøver bestemt ikke at have nogen som helst forståelse eller følelse for computerspil for at blive fascineret og forført af ’Multiplayer’.

Ikke nødvendigvis på grund af det temmelig abstrakte plot, som groft opridset følger en spiller, der med hjælp fra en ikke særligt hjælpsom spilguide forsøger at vriste en dystopisk computerspilverden ud af kløerne på en anden (muligvis ond) spiller ved navn Morten. Målet, får vi at vide, er at bygge en civilisation.

Vejen dertil er en lang og kringlet rejse gennem et overvældende landskab, hvor stort set alle tænkelige og utænkelige by- og naturtyper er repræsenteret, og hvor vi støder på mindeværdige karakterer som den modige dykkerinstruktør Vauclair – »en helt af den gamle skole« – et menneske med hundehoved, fjer og larvefødder, samt en venlig kromutter, hvis borsjtj har stået og boblet siden zarens tid.

Det er ret så fantastisk. Dog er det ikke selve plottet, men mere den uimodståeligt rablende begejstring, hvormed det bliver fortalt, der gør romanen så fascinerende.

’Multiplayer’ er et dybt charmerende vanvid; en polyfoni af tekstlige registre, der hver især vælter deres læser omkuld i deres iver efter at gøre indtryk.

Det er den noget nær perfekte litterære manifestation af den digitale malstrøm af information, vi alle befinder os i. Og ligesom det kort, romanens hovedperson får stukket i hånden på computerspilsverdenens turistkontor – »en decideret fornærmelse. Vigtige områder i byen er skjult bag reklamen for et vandland« – er det nærmest umuligt helt at danne sig et overblik.

Det gælder bogens grafiske tilrettelæggelse, som Feierskov selv står bag i samarbejde med Lars-Emil Woetmann. En ekstremt farvestrålende, glitchy, retrofuturistisk feberdrøm, hvor billeder og tekstlag flyder ind over hinanden: Sommetider som en palimpsest, hvor flere lag af betydning kan skimtes i kaosset; andre gange som for at placere teksten nådesløst under udviskning.

Og det gælder dens evne til at sætte det poetiske, det filosofiske og det komiske i herlig karambolage med hinanden.

Således får vi i ’Multiplayer’ ikke blot en tænkevækkende og nærmest universalromantisk genfortælling af Første Mosebog – »I begyndelsen var bierne«, lyder det – men også nogle af de mest fjollede jokes, jeg længe er stødt på. Min favorit: »Jeg har hørt om en ordning, hvor vampyrer modtager en livslang overførselsindkomst, fordi de økonomiske modeller viser, at det er en udgift for samfundet, når de arbejder«.

At bogen ofte er fjollet, gør den dog ikke mindre alvorlig. Tværtimod. Som Freud har fortalt os, er vores allerplatteste vittigheder et direkte vindue ind i vores fælles ubevidste. Og I ’Multiplayer’ gemmer humoren altid på en både finurlig og skarp undren over den måde, vores samfund er indrettet på.

Allermest tydeligt måske i én af tekstens mest centrale stemmer, den såkaldte ’Guide’, der konstant fortæller spilleren, at han kan gøre fuldstændig, som han selv vil – så længe altså han gør, som guiden befaler:  »Det, der står i en Guide, er ikke for sjov. Hvis du handler i modstrid med de anvisninger, der bliver givet her, havner du i en blindgyde. Jeg beklager, men det bliver en dårlig spiloplevelse, og det ønsker ingen«.

Det er sjovt. Men også en rettidig og nærmest melankolsk italesættelse af vanskeligheden ved at få lov til at tænke en ny måde at leve på. Det er ikke desto mindre i sidste ende bogens ærinde. Som det profetisk lyder til allersidst: »Vi vil leve vores liv med en hejres tålmod […] det er det, vi vil efterlade os / til fremtidige generationer«.

---

Kort sagt:
Johan Feierskovs computerspilroman er en totaloplevelse, hvor sproglig opfindsomhed, filosofisk eftertænksomhed og fandenivoldsk humor går hånd i hånd i et forsøg på at vise nye veje fremad.