‘Lad mig være din Jesus’ er en vildt sjov komedie om en lille mand med en stor mission
TEATER. Midtlivskrisen er ude! Byd velkommen til en-tredjedels-livskrisen. Okay, fair, den ligger ikke helt så godt i munden, men det er altså en ting nu.
Johan Klint Sandbergs nye forestilling på Aveny-T’ handler om netop det. Med udgangspunkt i Rasmus Krones tekst og fortolket af skuespiller Simon Kongsted maler disse tre vise mænd et portræt af mandens krise anno 2024.
Forestil dig ham. Manden. Skal vi kalde ham Magnus? Lad os for sjov lege, at han er 33 år gammel. Omtrent lige så gammel, som Jesus var, da han døde på korset. Korsfæstet, død og begravet. Enhver respektabel konfirmand kender ordene. På tredje dag opstanden fra de døde Og så videre, og så videre. I sit korte liv havde Jesus samlet sig tilhængere og rivaler og formået at stable en helt ny religion på benene.
Og hvad har Magnus bedrevet?
Ingen mirakler, det er helt sikkert. Han har faktisk ikke rigtig formået noget af betydning, og hans talegaver lader også en del tilbage at ønske. Han har ikke engang et solidt traume fra barndommen, han kan gøre til sin kamp og bygge en persona op omkring.
Han er med andre ord 100% gennemsnitlig. Lige indtil!
En mørk aften. I dressingen på hans kebabpizza toner et ansigt frem. Jesus taler til ham. Magnus skal være den nye frelser, den nye Messias. Kun han kan redde menneskeheden. Der er bare lige det, at menneskeheden er pænt mange mennesker, og Magnus har ikke ligefrem ry for at være en mand med ambitioner.
I newcomer Maya Kareis Livingstones hænder er Aveny-T blevet til et halvkristent medborgerhus. Hun har formået at bygge et rum, der på én gang er totalt anonymt og uhyggeligt specifikt ned til betrækket på de stablede stole og ordensreglerne i lamineret papir på døren. Det perfekte øvelokale for Kongsteds frelser in spe.
Det står hen i det uvisse, om der er tale om en ægte reinkarnation af Jesus, eller vi er vidne til et psykotisk sammenbrud i Rasmus Krones dysterkomiske tekst. Det er ikke så vigtigt, ikke så dybt, bare helt vildt sjovt at overvære.
Men ligesom hovedpersonen ikke rigtig kan finde ud af at gå hverken frem eller tilbage, kunne selve forestillingen også godt bruge en lille smule mere retning. Er det en cautionary tale om at huske på at bedrive noget her i livet eller bare en ramme for at lade Simon Kongsted gøre sin ting?
Der går nemt form over indhold i den, hvilket er ret forståeligt, for med sin Mr. Beanske kropskontrol og Monty Python-agtige humor, der kan gøre selv det at hælde formalet kaffe i en kaffemaskine til komedie, kunne Kongsted formentlig sælge bibler på ethvert dørtrin. Hans dundertale bestående af formanende budskaber, der ingen mening giver, forvandler ham til en vaskeægte pseudoprædikant, og jeg er solgt. På én gang djævelsk frister og desperat stakkel.
I sidste ende er det en forestilling om at stå i uhelbredeligt stampe. Her er der intet vand, der bliver til vin. Kun rød Ribena. Dette er ikke Jesu Kristi legeme. Ikke Jesu Kristi blod. Dette er er Simon Kongsted. Men modsat den rolle, han spiller, kan denne mand noget, der minder om mirakler.
Kort sagt:
Simon Kongsteds audition som mirakelløs – ikke mirakuløs – Messias er en hylende morsom solopræstation, der er meget tæt på at kunne flytte bjerge.