Frihedsbrevet har stjålet konceptet fra verdens største podcast. Og ‘Jeppe Bentzen Oplevelsen’ er ret genialt tyveri
PODCAST. På gaden siger folk, at mediehuset Frihedsbrevet kun går op i overflade og sensationer. De tager sig ikke tid til det, der virkelig gør ondt. Det menneskelige ved magten. Folket vil have podcast. Ligesom Joe Rogans!
Nogenlunde sådan lyder det i teaservideoen til Frihedsbrevets nye portrætprogram ‘Jeppe Bentzen Oplevelsen’, der med fuldt overlæg har stjålet identiteten fra amerikanske Joe Rogans podcast ‘The Joe Rogan Experience’ og sågar begået en direkte oversættelse af dens navn.
Der er dog væsentlige forskelle på de respektive værter. På en måde er de faktisk hinandens antiteser.
Jeppe Bentzen er akademiker. Joe Rogan er stand-up komiker. Jeppe Bentzen er tidligere journalist på Weekendavisen. Joe Rogan er MMA-kommentator. Jeppe Bentzen går altid altid klædt i tweedjakke og slips. Joe Rogan ser man ofte i en stramtsiddende t-shirt, der fremhæver hans muskuløse torso.
Man kunne skrive lange kronikker om, hvordan Joe Rogan bruger eller misbruger sin magt og indflydelse, og hvor ofte han fremstår ringe informeret om selv åbenlyst simple og ukontroversielle emner som brug af medikamenter. Men én ting er sikkert:
Det er befriende at opleve, hvordan han kan menneskeliggøre sine gæster og for en stund fjerne alt støjen, der er summer om gæstens navn.
For selvom Joe Rogan i disse dage er en kontroversiel skikkelse i det globale medielandskab, har han utvivlsomt en særlig evne og lyst til at tale med alle slags mennesker på tværs af politiske ideologier, værdikampe og mere eller mindre konspiratoriske syn på verden.
Men hvorfor skal vi snakke så meget om Joe Rogan, når dette er en anmeldelse af Frihedsbrevets nye podcast? Det skal vi, fordi det, der for det utrænede øre umiddelbart kunne virke en smule dovent, i Frihedsbrevets tilfælde er genistregen.
Fire skarpe timer
Ligesom Joe Rogan inviterer Jeppe Bentzen prominente gæster i studiet til en maraton-snak om gæstens liv og/eller professionelle virke.
Når Jeppe Bentzen stjæler Joe Rogans podcastidentitet, er det også en kommentar til det systematiske tyveri, der foregår i det danske medielandskab, hvor der udkommer nye danske podcast, der minder mistænkeligt meget om sammenlignelige amerikanske podcasts. Men i stedet for at skjule det, stiller Frihedsbrevet tyveriet til fri skue.
Det er jo i princippet absurd at lave endnu et portrætprogram, og det ved Jeppe Bentzen også godt. Man kan efterhånden ikke åbne en podcast-streamingtjeneste uden at blive mødt af talrige enslignende programmer. ‘Ludvigs Podcast’, ‘Det sidste måltid’, ‘Portrætalbum’, ‘Ikke et ord om politik’, ‘Sørine og livskraften’, ‘Programmet om ingenting’, ‘Akavet Emma’ osv osv. Man kunne vitterligt blive ved.
Men som Jeppe Bentzen også siger det i introen til programmerne:
“Det er ikke ligefrem personligheder med noget på hjerte, der mangler her til lands, men spørgsmål, der udfordrer dem”.
Det får han ret i.
Det er i særklasse i Frihedsbrevets ånd at tænke om sig selv, at de er de allerbedste til at stille kritiske spørgsmål, men efter man har lyttet til de første tre programmer, er det i hvert fald tydeligt, at Jeppe Bentzen er en fremragende interviewer. Særligt, når man tager i betragtning, hvor forskellige hans gæster trods alt har været, og hvor skarpt han formår at gå til dem hver især.
I andet afsnit med debatredaktør Lotte Folke fra Politiken har de en lang og virkelig interessant samtale om, hvornår noget er en “fortælling”.
For er Politikens debatredaktion i grunden ikke selvforstærkende i forhold til netop at skabe fortællinger? Er det på den måde ikke i sidste ende Politiken, der kunstigt fremmaner dem, frem for at de opstår organisk? Det er meget meta, men det er også dybt interessant.
Første afsnit har måske de skønneste meta-lag. Formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, er i den varme stol, og han gør det klart fra begyndelsen, at han har sagt ja til at deltage, fordi han er træt af at blive citeret ude af kontekst i andre interviews.
Fint. Så bruger Jeppe Bentzen bare fire stive timer på at komme til bunds i alle tænkelige aspekter af Lars Boje Mathiesen politiske virke. Her udstiller Jeppe Bentzen det absurde i, hvordan Joe Rogan har en sammenlignelig uredigeret og ekstrem langsommelig tilgang til sine programmer, som famøst ofte overskrider tre eller fire timer i længde.
Det er en ekstrem øvelse, men Jeppe Bentzen har rent faktisk forberedt interessante og kritiske spørgsmål til fire timer.
Modsat Joe Rogan, som tilsyneladende dumper uforberedt ind i studiet i alle tilfælde, har Jeppe Bentzen tydeligt researchet sin gæst grundigt. Det er en virkelig befriende forskel fra hans amerikanske podcast-fælle, og det giver programmerne en journalistisk integritet, Joe Rogan åbenlyst ikke har.
Sukkerfri monster
Jeppe Bentzens stærke interview-evner kommer tydeligst til udtryk, når han nidkært, insisterende og på nærmest deadlinsk vis gerne vil finde ud af, hvad Lars Boje Mathiesen egentlig mener, når han påstår, at Borgernes Parti er baseret på “sund fornuft”.
Sund fornuft, skulle man jo i en politisk kontekst tro, var en subjektiv størrelse, men sådan har Lars Boje Mathiesen det ikke. Den klare tvetydighed omkring begrebet får Jeppe Bentzen effektivt udstillet dybt inde i første episode, hvor mange måske ville have mistet modet efter at have talt med så firkantet en gæst.
Og så er der episoden med skuespiller, radiovært og satiriker Rasmus Bruun, som har en sammenlignelig fokuseret form. Hvordan kigger Rasmus Bruun tilbage på 10 års-jubilæet for Den Korte Radioavis, og hvilke komplikationer har det haft, når man måske gerne vil vriste sig fri fra den rolle? Dybt interessant, især hvis man var fan af Den Korte.
Man kunne måske anfægte, at ‘Jeppe Bentzen Oplevelsen’ er en smule nichet i sit valg af gæster, som trods deres forskelligheder i skrivende stund primært har været fra de lidt højere samfundslag. Hvordan ville Jeppe Bentzen løfte opgaven med at interviewe en mere folkelig skikkelse som skuespiller Robert Hansen for eksempel? Det har man stadig til gode at finde ud af.
Og så er det altså nogle lange programmer. Og selvom meta-joken er god, er det de færreste, der har fire timer i løbet af en uge til at lytte til en samtale med Lars Boje Mathiesen – medmindre man skal anmelde det i Soundvenue.
Programmerne er delt op i to. Den første del er tilgængelig for alle, mens den anden del kun kan høres af Frihedsbrevets abonnenter.
Afslutningsvis er det værd at nævne, at programmerne åbner med, at Jeppe Bentzen serverer en drink for gæsten, som han formoder, gæsten ville kunne lide. Hvilket der i sig selv gemmer sig sjove kommentarer i om læsninger og stereotyper. Lotte Folke får en alkoholfri sur øl, Lars Boje Mathiesen får en sukkerfri Monster, og Rasmus Bruun får en kultiveret flyversjus.
Som lytter klukker man over Jeppe Bentzens slående læsninger af sine gæster, og det afføder som regel en meget god samtale om, hvordan vedkommende ser sig selv.
Der er så mange, der stjæler podcasts og satser på, at forbrugerne er dumme nok til at lytte alligevel. Det er vi – i hvert fald ifølge hitlisterne – tilsyneladende også.
Og ja, Frihedsbrevet har stjålet Joe Rogans koncept, men selvom det er tyveri ved højlys dag, er det fandme godt stjålet.
Kort sagt:
Jeppe Bentzen og Frihedsbrevet har stjålet verdens største podcasts koncept. Det er tyveri ved højlys dag, men det er også noget af det mere geniale, der er sket i det danske podcastlandskab.