’Skruk skurk’: Et af de største litterære WTF-øjeblikke længe
ROMAN. To mænd kan ikke få børn sammen.
Uanset hvor meget de elsker hinanden. Det er pisseurimeligt.
I hvert fald, hvis man spørger fortælleren i Felix Thorsen Katzenelsons romandebut, ’Skruk skurk’. Og det er om nogen en skruk fortæller. Han drømmer om at blive gjort gravid af sin højskattede kæreste, Eli – selvom det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre.
Børn er ikke produkter af kærlighed, men af biologi. Børn bliver skabt af sæd, celler og zygoter – ikke af forelskelse. Så hvad skal en homoseksuel mand stille op med sin skrukhed. Felix Thorsen Katzenelson, der ellers er vant til at løse kærlighedens ligninger som brevkasseguru i Politiken, kommer her med et vidunderligt umuligt svar.
Det er ikke en lavpraktisk anvisning i rugemødre eller adoption. Det er et helt aldeles syret, udknaldet, trippet, MDMA-dunkende svar på en umulig kærlighedsgåde.
»Der er noget galt. Enten er problemet, at jeg ikke kan få et barn, eller også er problemet, at jeg overhovedet vil have et barn«.
Scroll, baby, scroll
Jeg-fortælleren i ’Skruk skurk’ er udpræget sangviniker. Flyvsk, følsom, impulsstyret. Han er typen, der ikke kan rede en seng, rydde op eller klare en opvask, medmindre han gør det hele samtidigt. Hvilket betyder, at han aldrig bliver færdig med nogen af delene. Han er freelancer i mediebranchen og passer bare ikke rigtig ind i otte-til-fire-livet.
Kæresten Eli er landskabsarkitekt. Han har lidt mere styr på det hele. Lidt mere kassemand. Lidt mere excel-ark – stadig lidenskabelig. Det slår let kitschede gnister mellem de to. De bærer over med hinanden og elsker inderligt. Der er klichéer i deres forskellighed, men dynamikken er charmerende og ømtsød hele vejen gennem romanen.
Det store problem i romanen er selvfølgelig barnløsheden, men bogens andet spor er langt mere algoritmestyret.
Jeg-fortælleren har en koncentrationsevne, der lige akkurat rækker til den næste notifikation. Han scroller i Insta-dybet, mens han mislykkes med at skrive et essay om, hvordan internettet påvirker tidsånden og det digitale menneske.
Det er lykkedes Felix Katzenelson at skrive reelt engagerende sjovt og satirisk om at scrolle og forsvinde ind i et meningsløst rum af memes, failvideoer og AI-genereret brainrot content.
Romanen føles i sine insta-rablende passager som et snapshot af tilværelsen i 2025. Den samtidige fortælling om barnløshed løfter den dog ud af det hypernutidige og gør den til en roman, der bevæger sig langt tættere på eviggyldige emner som menneskets natur, faderskab og moderskab.
Det er 2025 og samtidssjovt, når jeg-fortælleren selvindsigtsløst tænker:
»Jeg kan komme skærmforbruget til livs ved virkelig at gennemføre internettet i dag, så jeg ikke kan bruge det i morgen«.
Det er samtidssjovt, men også eviggyldigt foruroligende, når jeg-fortælleren ser julevideoer, hvor det er Josef og ikke Maria, der er blevet Helligåndsinsemineret med Jesu embryon. Temaet om fødsel om forældreskab har en klang af det evige, også selvom det bliver set igennem et Instagram-filter.
I skovens dybe stille ro
For at komme videre med sin kuldsejlede tekst og en barnedåbstale, drager jeg-fortælleren i skånsk sommerhuseksil, så han kan skrive og tænke i fred for sig selv.
Det går dårligt.
Ensomheden æder jeg-fortælleren og bliver katalysatoren til de sidste fuldstændig afsindige 40 sider af bogen. Dem kan jeg ikke tillade mig at spoile.
Det er en afslutning, der er fuldstændig umuligt at læse og forblive upåvirket af. Det der foregår, er simpelthen så afskyeligt, sexet og blødt på samme tid, at det svitser synapserne i hjernen midtover.
Det er alt for meget. Og en alt for ideel slutning til bogen. Det er ren ønsketænkning – samtidig med at det er mareridtsagtigt. Det bliver afgjort bogens claim-to-fame. Det er et vildt og vovet eksperiment i at begå litterær hybris og fucke med læserens forventninger.
Det er lige præcis sådan en rusketur, dansk litteratur har brug for.
I det hele taget er der bare noget friskt over ’Skruk skurk’. Allerede i den tåbeligt ulæselige titel, skriger romanen, at den ikke er bange for fremstå overlæsset og bevidst for meget.
Det bliver ved hele vejen.
Sproget er lettere overstyret og fyldt med metaforer, men de er så originale og mættede, at det er svært ikke at lade sig rive med. For eksempel er denne beskrivelse af post-sex udmattelse helt vidunderlig:
»Bagefter ligger vi tungt og damper ovenpå de hvide dyner, som om nogen lige har skudt en hest i en snedrive«.
Det er prustende tungt, det er dyrisk og kraftfuldt. Både elskovsakterne og sproget gennem hele romanen.
Felix Thorsen Katzenelson har i det hele taget bare skrevet en afsindigt god roman.
Kort sagt:
’Skruk skurk’ er et rablende samtidssatirisk svar på, hvordan bøsser kan elske hinanden nok til at ophæve biologiens begrænsninger.