Liv Strömquist satiriske ‘Oraklet taler’ gennemskuer mig som det almindelige, desperate, dødsangste menneske, jeg faktisk er
GRAPHIC NOVEL. Hver gang jeg åbner en ny tegneserie fra Liv Strömquist, forventer jeg at blive konfronteret med ubehagelige sandheder. Underholdt og begejstret, jo jo, men det kommer med garanti også til at gøre en lille smule ondt. Det gør al den bedste litteratur.
I hendes seneste udgivelse ‘Oraklet taler’, som lige er udkommet på dansk, bliver man lullet ind i hendes tegnede essay ved først at grine lidt ad andre. Bogen handler om vores desperate forsøg på at effektivisere tilværelsen, undslippe døden og blive “bedre udgaver af os selv”.
Eksempler på andres tåbeligheder er den trojanske hest, der lokker dig ind – for eksempel Meghan Markle, der ikke forstår, hvor tonedøvt det er at give uopfordrede råd som live, laugh, love til udsatte prostituerede.
Men før man ved af det, konfronteres man som læser med sin egen utilstrækkelighed som både medmenneske og menneske generelt.
Har du for nyligt klappet dig selv på skulderen over, hvor god du er, fordi du er begyndt at løbetræne? Husker du at læse skønlitteratur i hverdagen? Er du endelig ved at lære at “være irriterende” og sætte grænser over for de mennesker, der suger din energi og din følelsesmæssige kapital?
Måske er du endda ved at lære dit sind og dine traumer at kende, så du kan hele dem og blive et mere “følelsesmæssigt reguleret” – og dermed bedre – menneske?
Lækkert, ikke?
Eller måske, foreslår bogen, måske er ovenstående bedrifter tegn på, at du er blevet et produkt af den selvhjælps- og ikke mindst selvrealiseringskultur, der dominerer både sociale medier og vores senmoderne kapitalistiske tidsalder generelt.
Måske er din selvoptimering drevet af en underbevidst dødsangst, som gør livet til et uendeligt og ensomt sundhedsprojekt, hvor selv det at have det sjovt er blevet en skide lektie, der skal laves?
Ro på! Det er ikke fordi, Liv Strömquist står med en løftet pegefinger og kalder os alle for selvoptagede kapitalistiske røvhuller. Hun spørger bare nysgerrigt, hvorfor vi egentlig er blevet så glade for horoskoper og livsråd fra velmenende influencere.
Hvad er efterspørgslen på livsråd udtryk for? Hvorfor er nogle begyndt at tale om deres relationer, som om de er økonomiske transaktioner, hvor trøst og kærlighed er en valuta, og hvor man hele tiden skal evaluere på, om afkastet af et venskab er investeringen værd?
Liv Strömquist leder efter svar hos psykoanalytikeren Martha Wolfenstein, oraklet i Delfi og sociologerne Edgar Cabanas, Hartmut Rosa, Max Weber og Eva Illouz blandt mange andre.
Det hele leveres i hendes typiske, satiriske og alligevel kærlige tone, og indpakningen er smukke, kaotiske og hylende morsomme illustrationer.
Illustrationerne skifter tempo, rytme, format, og når man en sjælden gang imellem kan blive i tvivl om, hvorvidt forfatteren er faret vild, kommer hun stærkt tilbage med et konkluderende svirp, der virker så personligt møntet på læseren, at man bliver nødt til at lægge bogen fra sig og gå ud for at tage opvasken for at komme af med sine frustrationer over at blive gennemskuet som det almindelige, desperate, dødsangste menneske, man faktisk er.
Skal jeg tale for mig selv, synes du? Læs bogen og fortæl mig, at jeg tager fejl. Min indbakke er åben.
Hykleriet i, at Liv Strömquist med denne bog i øvrigt selv bliver til en af de mange rådgivende autoriteter, hun forsøger at udfordre, undslipper hende ikke.
På allerførste side har hun smækket en liste af sine egne syv livsråd op, der også fungerer som bogens indholdsfortegnelse, som en opsummering og en varedeklaration. ‘Oraklet taler’ er ikke endnu en selvhjælpsbog. Den er et skrig fra en fellow addict i ensomhedens doomscrollende land på jagt efter mening.
Nogle af bogens temaer er trygge og sjove at læse, fordi man ikke kan relatere til dem det mindste. Andre mærkes dybt. I mit tilfælde mærkes især emnet relationer, som er noget, der fylder meget i min omgangskreds for tiden. Hvad kan vi tillade os at forvente af hinanden? Gør vores grænser os mere ensomme? Er dine følelser egentlig mit ansvar?
Måske kan ‘Oraklet taler’ hjælpe os med at finde et fælles sprog til at tale om den slags uden at pege for mange fingre ad hinanden.
I mellemtiden vil jeg, som den lemming jeg åbenbart er, følge rådene fra Liv Strömquist, selvom hun skriver, at vi skal stoppe med at følge andres råd.
»Gå udenfor«, skriver hun. Måske ses vi derude.
Kort sagt:
‘Oraklet taler’ er en provokerende og sjov satirisk tegneserie om selvoptimerings-samfundet. Den skubber sine læsere mod den eksistentielle krises afgrund, men tilbyder også at gribe dem igen.