Ugens bedste sneaker-nyheder – vintage, skate og vilde samarbejder

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.

Nikes vilde issamarbejde lander

De er lige så opsigtvækkende, som Ben & Jerrys sjove isblandinger, og nu lander Nike SB Dunk Low altså i handlen efter at have været teaset i noget tid. Hvis man er til lidt humor og farverige sneaks, så er skoen et godt bud. Nike får den på hylderne på tirsdag den 26. maj. Den koster 800 kroner.

Palace klar med ny skatesko

Der er faktisk tale om et trevejssamarbejde, da det er den franske skater Lucas Puigs tredje signatursko for Adidas – som Palace så også er kommet ind over. Det ses nok mest på logofronten, hvor den umulige trekant er landet på pløsen.

Ellers lægger man mærke til tekniske detaljer som beskyttede snørebånd, der ikke er lige så lette at slide i stykker, når man skater, og en kraftig sål med samme formål. De tre colorways bliver sat til salg i dag klokken 12 hos Adidas og Palace.

Dr. Martens-klassiker får nyt look

Den har været noget for mange, også musikfans fra punks til grunge-hoveder, og de senere år har Dr. Martens’ 1460-støvle fået en revival, der nu har ført til dette samarbejde med japanske Undercover under deres fortsatte 1460 Remastered-serie.

Undercover-designeren Jun Takahashis bud er i sort fløjl, der giver modellen et romantisk skær. Der er et broderet S og N på toppen, som står for Spiritual Noise – et tilbagevendende Undercover-slogan. Støvlen skulle blive sat til salg i morgen lørdag hos Dr. Martens.

Lidt nyt om Ambush’ kommende Nike-samarbejde

Designeren Yoon Ahns bud på Nike Dunk har især vendt hoveder på grund af den overdimensionerede Swoosh, der åbenbart er inspireret af udstødningen på japanske Bosozoku-motorcykler. Det skriver hun på Instagram i et opslag, hvor hun også nævner, at hun har gang i to ekstra colorways, men at samarbejdet nok bliver forsinket på grund af coronapandemien. Vi venter spændt.

Stort Adidas-samarbejde med fremadstormende designer

Kinesiske Angel Chen har allerede slået sit navn fast i modebranchen, og nu udvider hun sikkert sin fanskare med et nyt, stort Adidas-samarbejde, der indeholder to colorways af hver af de fire silhuetter Sleek Super, Kiellor, Ozweego og Magmur.

Der skulle være referencer til både kinesisk kalligrafi og kampsport, men inspiration eller ej, er vi især klar på de højsålede Sleek Super og den blå Ozweego.

Hele samarbejdet skulle komme til salg hos Adidas fra den 30. maj.

Puma går offroad

Pumas Nitefox har været en af vores trail-favoritter i noget tid, og nu lander den i en ny ‘offroad’-version. Hvad der er forskellen på denne og andre Nitefox-silhuetter er svært at se, men den vilde sål og ripstop-overdelen gør den i hvert fald stadig til en holdbar sag i mange terræner og vejrforhold. Den nye variant er til salg hos Slam Jam nu.

Retro-look fra Nike

De store sportsmærker blærer sig ofte med deres lange historik, når de støver gamle modeller af. Nu er det blevet tid til Nikes tennissilhuet Killshot, der er kendetegnet af sin net-agtige overdel. Den gamle Nike-skrift er bevaret på hælen, mens pløsen har det dekonstruerede, åbne look. Nike og Naked har tre colorways til salg.

Beams laver enkle Mizuno

Det er den japanske butik Beams, der har givet Mizuno Wave Rider 10 et monotomt look, hvor de orange stropper på hæl og snørebånd lyser op. Den markante silhuet er til salg hos Sneakersnstuff.

Adidas fortsætter sit stærke HYKE-samarbejde

Der bliver altid eksperimenteret, når HYKE giver sit besyv med hos Adidas, og det gælder også med deres seneste samarbejde. På skofronten er det denne gang blevet til en UltraBoost, hvor sokoverdelen får ekstra stabilitet fra en zigzaggende strop.

Hele det nye samarbejde skulle komme i salg internationalt fra den 13. juni.

Nike i sommerhvide klæder

Der er noget med sommersko og hvidt. Det ved Nike også godt og er nu klar med en ‘Platinum Tint Pack’, som de kalder en samling af Squash Type, Court Vintage, Blazer Low, Blazer ’77 Vintage og Air Force 1, der alle er holdt i hvidt læder med råhvide ruskindsdetaljer. Enkle og flotte, og tyske Asphaltgold har alle fem på hylderne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af