Åberg – alfonseri for alvor

Ikke et ord om Bo Kaspers Orkester; for Åberg er sig selv og helt deres egne. De glemmer det selv fra tid til anden, men det skal de bare lade være med. For de spiller godt og professionelt, personligt og engageret. Bedst er det, når de lægger det pæne og polerede til side. Når Jacob Østergaard fraserer og skaber sig. Når Anders Møller skærer ansigt og flår og slår på sin femstrengede bas og Torben Heien er ved at blæse bladet hele vejen igennem sopransaxofonen.

Åberg synger på dansk – og de balancerer på banaliteternes afgrund. Det er med tungen i kinden og et flabet blik i øjet – men uhyggeligt tæt på at blive for meget, som i ‘det er første gang han holder fri i år / hans elskede nina er død i går (…) stuen blev hurtigt fyldt med ting / som nina har købt i magasin / hun kan li ting med mønster på…’ og tæt på ikke at være nok, som i det voldsomme ordkastevers om Maja på strøget med glimt i øjet og patterne uden på tøjet…

Potentiale er der masser af – og når Åberg kommer til at spille for et ‘rigtigt’ publikum – dvs. et publikum, de ikke selv har gået i klasse med på Frederiksborg Gymnasium – så skal det bare foldes ud. Tag den hele vejen og endnu længere med numre som ‘Næsten mest’ og ‘Er det ikke sjovt’.

Åberg er levende musikere, som spiller levende musik for levende mennesker som danser. Og det er ikke dårligt!