DJazz

Så’en lidt acidfunket, lækker-soulet, noget med en kontra og et Rhodes, og så skal vi også ha’ en rapper og en DJ, og så spiller vi Watermelon Man på en så’en lidt tilbagelænet måde, lidt langsom og lidt lang. Jo det virkede da rigtig rigtig godt på københavner caféerne Park og Barcelona i midt-halvfemserne, så hvorfor ikke nu? Fordi det er kedeligt, fordi det ikke har nogen kant, og fordi det er hørt så uendeligt mange gange, at det ikke er til at holde ud.

Det fem mand høje kollektiv der består af Henrik Bolberg (trompet), Tao Højgaard (guitar), Kristor Brødsgaard (kontrabas), Kid Massive (DJ og rap) og Joseph Agami (Rap) spiller en fin omgang groovy slo-funk. Ingen tvivl om det. Brødsgaards egen komposition, åbneren “@more” der klart er den bedste skæring på EPen der lyder navnet Jazz meets Electronica, starter fint ud med et godt vokal sample, og et lidt electroinspireret microbeat. Men så stopper festen også, og folder sig om til en kedelig omgang solistisk opvisning, og ordekvilibrisme uden egentligt flow. Og det er sgu kedeligt, for det er jo nogen dygtige folk vi har med at gøre her! Særlig slemt er det i den førnævnte Watermelon Man. Det nummer er åbenbart af den slags, hvor alle mener at deres version har en berettigelse, selvom det er fuldstændig den samme version, som vi hørte i går med nogen andre, og sidste årti med nogen tredje.

Jeg er pjattet med idéen om jazz og elektronika. Alene tankerne om hvilke muligheder der lægger (næsten) uudforsket, kan gøre mig helt svimmel. DJazz udforsker et område der er blevet udforsket så meget, at det minder om en gravskænding.