Evanescence og det monotone eventyr

Evanescences åbningsceremoni bestod af en spektakulær lyssætning og hvide tåger, og med en snert af eventyrlighed og mystik over sig, steg Amy Lee ned fra det ophøjede plateau og bjergtog det euforiske publikum. Iført en hvid kjole med hvidt slør indledte hun, sammen med resten af Evanescence den tunge, trykkende lydmur af guitarstøj, strygere og udtryksfuld vokal. Denne opskrift af stemningsfuld, gotisk pop fusioneret med nu-metal var sådan set det gennemgående for hele koncerten, og det blev hurtigt tydeligt af deres potentiale var begrænset hertil. De bedste forsøg på at skabe en innovativ lyd, faldt til jorden med de anmassende strygere – og de samplede finurligheder gjorde det ikke bedre. Det var derfor et absolut højdepunkt, at Amy trak niveauet og lyden ned, da hun satte sig bag keyboardet og leverede næsten egenhændigt nogle melodiske ballader.

Selvsagt, var KB Hallen ved at vælte da “Bring Me To Life” blev fyret af, men efter godt en times koncert med den ofte lidt anstrengte skrålen over den samme skabelon, kunne man godt ønske sig nogle flere overraskelser. Talentet, energien og viljen kunne desværre ikke afskærme monotonien.