Paul Banks
Spændstig folk serveret med en fuldfed bluesy tone, uhøjtideligt kor og god stemning-med en enkelt stjernekaster? Ja tak!
Der er masser af gode historier med stort autobiografisk tilsnit, både nogle små og nogle med lidt større perspektiv, på Paul Banks nye plade: Der er beskrivelser af kærligheden i hverdagen som “Looking in your baby’s smile”, optegnelser over de dage, hvor ingenting er rigtig fedt, som beskrevet i “Copenhagen Moan”, historien om dengang drengen og hans familie rejste fra USA i “Calling the children home” og “Rattle your bones”, der simpelthen bare swinger så fedt.
De mere alvorlige kommentarer findes f.eks. i “When Denmark won the war”, der ikke, som man måske kunne tro, er en ode til den endeløse række af danske krigstriumfer verden over(??!) – men nærmere en påpegning af, at krig ikke bør bruges blot for at illustrere de godes ret til “udøve” godhed og omvende stater, man finder moralsk underlegne, men altid inkluderer store omkostninger for begge sider og vel først og fremmest er godt for krigsindustrien. På “Disappearin'” udfoldes smukke, hudløse deskriptioner af forvirringen, sårbarheden og den totale mangel på tidsfornemmelse , der gennemleves hver eneste dag af folk med Alzheimers – det er skidegodt!!
Til at lukke ballet er “When I take the floor” – der lidt melankolsk kigger på verdens fortrædeligheder og drømmer, at meget ville være anderledes, hvis det var mig, der bestemte; lidt naivt måske, men det er i den kæde af reaktionerne tingene ændres; når man har beskuet og iagttaget længe nok.
‘Bones and Love Bombs’ udkommer mandag d. 24.11.03