Nelly Furtado

Så er Canadiske Nelly Furtado tilbage med sit andet udspil ‘Folklore’.
Nelly gør sit for at understrege, at det tit er sværest at lave det andet album. Lad det være sagt med det samme, ‘Folklore’ løfter ikke arven fra forløberen ‘Whoa’ Nelly’.

‘Whoa Nelly’ indeholdt spændende tiltag med masser af leg med effektmaskiner, skæve beats og Frøken Furtados specielle vokalarbejde. Legen er der endnu, men lidt mindre fræk og desværre lidt mere forudsigelig. Nelly Furtado fortsætter med at synge på kanten af det tilladelige, tone- og klangmæssigt. Netop denne specielle stil var med til at gøre ‘Whoa’ Nelly’ til et interessant bekendtskab, i hvert fald holdt op mod de fleste andre kunstnere i den lette dansegenre.

‘Folklore’ er en plade uden de indlysende hits man fandt i massevis på forløberen. De tre første skæringer på skiven bringer ellers håb for lytteren, og det er næsten umuligt ikke at nynne med, eller i det mindste vrikke med foden. Flirten med det etniske der måske lod sig ane i baggrunden på ‘Whoa’ Nelly’ har fået en tand mere, og tankerne ledes ofte i retning af Latinamerika. På sangen ‘Forca’, aner man endog Afrika i vokalarrangementerne, kløgtigt parret med ægte amerikansk indavls-banjo.

Der er enkelte gode sange på pladen, men 4-5 gode sange opvejer ikke helt indtrykket fra de 7-8 mere eller mindre ringe skæringer.
Bundniveauet er simpelthen for lavt. Man får sjældent lyst til at synge med og et forsøg på at gøre pladen morsom på nummeret ‘Saturdays’ falder direkte pinligt ud. Alt i alt en noget lunken mundfuld fra Canada.