Grant-Lee Phillips

“Årets vokalist” i Rolling Stone Magazine 1995 kan endnu. Med sit tredje soloalbum afsøger Grant-Lee Phillips igen mulighederne i singer/songwriter-universet.

Hvor hans første soloalbum ‘Ladies’ Love Oracle’ var et studie i minimalistisk, akustisk sangskrivning, og hans anden plade ‘Mobilize’ flirtede med elektroniske elementer, er han denne gang tilbage i en mere Grant Lee Buffalo-smagende udgave.

På ‘Virginia Creeper’ er man som lytter vidne til en varm plade, der med de sædvanlige gode tekster og fantastisk medrivende melodier varmer i en ellers kold tid. Grant-Lee Phillips er og bliver en fantastisk vokalist. Han har altid formået at overraske med usædvanligt veloplagte sange, der trænger sig på og afkræver lytteren en sjælden grad af opmærksomhed.

Dog er der lidt skrammer i lakken på ‘Virginia Creeper’. Pladen indeholder ikke en oplagt kandidat til årets sang, og de forskellige kompositioner formår ikke på helt tilfredsstillende vis at adskille sig fra hinanden. Efter endt gennemlytning ønsker man sig lidt flere farlige sange og en anelse mere tempo over hele linien.

På den positive side kan man dog konstatere, at Grant-Lee holder et bundniveau, de fleste kunstnere ville give deres højre arm for. Man er simpelthen nødt til at tage hatten af for det overskud af talent, der pibler ud af højttalerne, når han synger sange om kærlighed, krig og livets små mirakler.

Desværre kan pladen ikke helt løfte arven fra forgængeren, der er blandt de absolut bedste udgivelser i genren. ‘Virginia Creeper’ er en god men ikke prangende plade fra en ellers stor kunstner.