Spion

Rock sunget på modersmålet er for alvor ved at sætte sig godt til rette i direktørstolen i den danske musikbranche. Navne som Tue West, Under Byen og Klondyke er alle blevet blåstemplet af både medier og publikum. Ud af røgen dukker nu endnu én af slagsen op. Spion spiller rock på den gode gamle midt-90’er-måde, og bandet bliver vist ikke fornærmet, hvis man sammenligner dem med Innocent Blood og Inside the Whale.

Selvom man skulle tro, at den slags “gammeldags” rock er gået af mode for længst, så leverer Spion med deres selvfinansierede EP, ‘På landet’, en overbevisende præstation, og man kan ikke lade være med at skråle med. Der er bid i deres melodier, og på intet tidspunkt går det over og bliver for meget.

Alt i alt er pladen noget af det mest opløftende jeg længe har hørt, men – og der kommer desværre et men – jeg savner lidt mere opfindsomhed i numrene. De fire sange lyder, som om at man har fundet en opskrift på en god sang, og så arbejdet ud fra den. Det holder, men lytteroplevelsen bliver en anelse ensformig, og hvis det ikke var for det forfriskende omkvæd i ‘Når jeg skriger’, ville Spion nok ikke have været på P3 – selvom det alligevel ville have været fortjent vel at mærke!

Det negative sat til side, syntes jeg, at Spion er et spændende bekendtskab, og personligt glæder jeg mig til at høre mere fra dem.