Blue Foundation – mellem varme og kølighed
Der tænkes visionært og bombastisk i det syv personers store dansk/engelsk/japanske Blue Foundation. En sammensat gruppe af kompetente musikere der forsøger at transformere disse egenskaber til en storladen trip-hop-pop med sang, akustisk guitar, cello og trompet som de organiske elementer blandt den megen elektronik.
Lille Vega i propfyldt stand, tog lørdag aften imod Blue Foundation. Og her var det både rigtige fans og radiolyttere, der havde fået hittet ‘As I Moved On’ i ørerne, som udgjorde det begejstrede publikum.
Mange blandt det sidste klientel gjorde sig desværre også bemærket ved deres udtrykte irritation over aftenens første navn, troldmanden Opiates altid dragende electronica-lege. Synd for dem.
Men hvis nogle manglede punch i Opiate, fik de tilgengæld serveret groove med overskud, da den virtuose DJ Tatsuki Oshima langsomt, men meget overbevisende, åbnede op for hans legende turntable-scratch. Dermed var stemningen lagt, og resten af Blue Foundation kunne gøre deres entré med sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg som det naturlige midtpunkt. Om hende er der draget mange sammenligninger uden at sætte retfærdigheden over styr. Men disse ligheder til trods, så skabte hendes stemme også en varme i Blue Foundations lyd, hvor coolness ellers er den gennemgående stemning.
Thi Blue Foundation er storbys musik hvortil nattens lys egner sig bedre end dagens sollys. Derfor var Blue Foundation bestemt også mest interessant, når rapperen MC Jabber gjorde sin entré med et udtryk, der var lige så paranoid som genrerens mester, Tricky. Han udstrålede de flakkende personligheder man møder i nattens gader. Både opsøgende og afstandstagende i samme blik. Hans rap lød godt nok mest som et mumleri uden megen præcision, men alligevel også som Blue Foundations mest dragende instrument på scenen. Bedst hørt i nummeret ‘Ricochet’s fremragende brug af rytmeskift og Jabbers maniske enetale.
Efter en præsentation af fortrinsvis sange fra albummet ‘Sweep of Days’ forlod Blue Foundation scenen, og beviste herefter, at nogle gange bør man forblive bag tæppet når bølgen er gået højest. Med den noget frelste og pinlige Christania-sang ‘Save This Town’ som ekstra, blev en del af den euroforiske stemning der var blevet bygget op, ligesom suget ud af publikum.
Lidt synd for os alle efter en rar aften med et storladent orkester, der vil meget på een gang i en vekselvirkning mellem koldt og varmt, originalitet og afsmitning fra genrerens ophav.