Tue West – hanen i hønsehuset
Det var nok ikke meningen, men symbolikken var der. Tue West førte sit band frem med sin hanekam og fornøjelige sceneshow. Hanen over hønsene mine damer og herrer. Allerede i første nummer var der ingen tvivl om, hvorfor den unge hr. West har fået så mange klap på skulderen. Hans smil, stemme og udstråling når langt ud over cowboyrækkerne, og de 300 tilhørere var med fra starten.
Allerede i andet nummer kom den første overraskelse i form af ghost tracket ‘Andre mennesker’ fra debutpladen som man kun kan knæle i støvet for. Tue West har en stemme af format, og hver gang han leverer en af sine poetiske tekster om de små og store ting i livet, kan man ikke andet end at rocke med. Og det galdt både fans, og dem som bare var kommet for at se, hvad al virakken handlede om.
På grund af åbenlysende årsager er repertoiret ikke så stort endnu, og Tue West og bandet spillede to fremragende covernumre. Et TV-2 nummer og Anne Linnets ‘Barndommens gade’ som fik nyt liv i hænderne på de seks mand på scenen. Deres version kræver en plads på samtlige radioers playliste, for det var meget positivt at høre en klassiker bliver shinet op på den måde.
Ekstranummeret fuldendte koncerten, og det indeholdt både trommesolo fra West og stadion sing-a-long fra publikum. Undertegnede er overbevist: Tue West er kommet for at blive!