Spot 10: José González – andagt i Musikhuset

Guitarkassen lå åben og tom på den store scene. En stol og en mikrofon stod og ventede på spillemanden, og det samme gjorde et kuld af forventningsfulde tilskuere, der havde slået sig ned i skrædderstillinger på gulvet med håbet om en intim oplevelse med svenske José González. Og det fik de.

Den lille generte González gik sikkert til værks med fremførslen af sit debutalbum, ‘Veneer’. Hans spanske guitar er inficeret med bossanova-rytmer, og det skaber en livlig og dynamisk bund under hans indfølte sange. Selv om han holder sine overlegne guitar-skills i stramme tøjler, er det netop disse, der adskiller ham fra den enorme flok af gennemsnitlige singer/songwriters. Det er levende og indfølt.

På Musikhusets store scene spillede González sine sange, nøjagtig som de lyder på albummet. De er så skrøbelige, at stemningen i rummet er altafgørende. De kræver respekt og omsorg, og heldigvis var publikums tilgang tæt på andægtig. “Dejligt at se så mange mennesker være så stille”, var noget af det eneste González sagde til sit publikum. Men det var rammende, for selv om man kunne høre resten af Spot-festivalen summe i det fjerne, var luften var tyk af respekt og indlevelse.

González rundede sit korte set (og det skal være kort, for hans udtryk er trods alt så begrænset, at det risikerer at blive ensformigt i længden) med coverversioner af The Knifes ‘Heartbeats’ og Joy Divisions legendariske ‘Love Will Tear Us Apart’, som han begge gjorde til sine helt og aldeles egne. Han ramte en åre af komplet musikalsk nærvær, og det var svimlende smukt.