Mark Solborg Kvartet
Dette er et af de stærkeste danske jazzudspil i år.
Udover at være en (i øvrigt ganske udmærket) silikonespray, er MS4 en forkortelse for Mark Solborg Kvartet. Med Mark Solborg selv på guitar, Anders Banke på saxofoner og klarinet(ter), Jeppe Skovbakke på bas og Stefan Pasborg på trommer, får kvartetten rundet alt hvad hjertet kan begære af moderne kompositionsmusik, free form, swing, bop, rock – og afhængigt af ens egen evne til at genkende genre-fragmenter kan man sikker bare føje til.
Albummet åbner med den lille fine lydcollage ‘Welcome’ og derefter flås bilen af vejen og igennem det tykke, sprøjtende mudder på ‘Toast’, som kører over et kort, men avanceret tema med Banke på baryton og Pas- og Solborg i fri rockleg. ‘Slow Motion’, som følger, er en smuk, malerisk ballade med følsomt sammenspil mellem Banke og Solborg.
Herefter er det de stakkels tomater der sprøjtes ud over vejen i titelnummeret der, som ‘Toast’, har et stærkt, medrivende drive, dog en anelse mindre rocket her, men stadig med guitarsoli og distortion som nok ville blive lagt i benlås af jazzpolitiet. Det kan til gengæld ånde lettet op allerede ved næste skæring ‘Two Train Sleepers’ som er endnu en smuk, poetisk og klassisk arrangeret ballade med Mark Solborg selv i hovedrollen. Hen mod slutningen af nummeret bidrager Jeppe Skovbakke med en bassolo, hvorunder Solborg sågar får spillet noget bebop-twang på guitaren – bare lige for at komme hele vejen rundt.
Men hvad blev der af free’en? -vil nogen sikkert spørge. Jo – efter lige at have stukket sin gavflab af en fjæs frem et par gange undervejs, får den omsider lejlighed til at folde sig ud på ‘Bromf’, som ganske vist starter nydeligt og arrangeret, men hurtigt slipper koblingen og tyrer pedalen i bund med et fantastisk spektakel til følge. Kort, men godt – og præcist – som alt andet på dette album.
‘Unspoken’ fortsætter hurtig-langsom-hurtig-langsom stilen fra den foregående del af albummet og er således et stille, uhyggeligt og meget intimt nummer med skramlen, hvinen og buldren og Anders Banke på en meeeget dyb baryton.
Dobbeltnummeret ‘Don Who?’/’Don Goppel’, er som det eneste nummer ikke skrevet af Mark Solborg, men af Jeppe Skovbakke, og tager udgangspunkt i et, i mine ører, temmelig kompliceret, balkan-influeret tema. Som en klassisk koncert-åbner når man her hele bandet rundt med respektive soli i en stille og rolig ‘modern jazz’, med noget, der umiskendeligt lyder som noget rockbas undervejs – og under alle omstændigheder et fedt swing – inden ‘Great Barrier’ lukker og slukker hvor det hele begyndte med ‘Welcome’ – i en nærmest meditativ ambient stemning.
Hele albummet emmer af et vellykket samspil mellem kompositioner, arrangementer, temperamenter, musikere, produktion og alt, hvad man kan forestille sig.
Et stærkt udspil fra nogle af de dygtigste unge jazzmusikere herhjemme i øjeblikket, som vil stryge direkte til tops på hitlisterne (hvis der var en næsten nøgen tøs uden på og det ikke var jazz, altså…) Fedt!