Roskilde 04: The Von Bondies – et godt spark i pulsen

“Dem var der sgu’ spark i”, konstaterede en fynbo efter tre fortættede kvarter med The Bondies. Og spark var lige hvad det halvfyldte Odeon-telt havde brug for klokken fire, søndag eftermiddag, hvor der skulle mere end pap-hvidvin til at skræmme tre dages tømmermænd væk.

“We are the Von Bondies”, fortalte forsanger Jason Stollsteimer. Og så er det, at det med elektriciteten starter. Med den rigtige slags briller havde man set en flodbølge af violette og blå, underarmstykke gnister vandre fra tilskuer til tilskuer, kravle op og ned ad pæle og barduner for til sidst at ulme ud i græsset, langt bag Odeons pløkker. Det er ganske enkelt umuligt ikke at få et spark i pulsen af Carrie Smiths pumpende bas under trommeslager Don Blums simple og hudløse rytmer, som af og til lød som en hurtig gengivelse af Tivoli-fyrværkeriets sidste minutter.

De tre kvarter bød på velspillet professionalisme og en ellers ret ensartet oplevelse gennem de noget ordinært udførte numre, hvor bandets nok kendteste ‘C’mon, C’mon’ fik rejst halvdelen af teltets
ellers udmattede arme. Som mobiltelefoner til opladning på rækker og hylder fik publikum spillet pulsen tilbage på et niveau, der gjorde dem i stand til at overleve festivalens sidste dag.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af