Wilco – total triumf

Jeff Tweedy har ikke haft det nemt. Drænende migræneanfald og et efterfølgende pillemisbrug har gjort livet svært for den lille frontmand i Wilco. Bandets seneste plade blev udskudt, og dele af turnéen måtte aflyses. Tirsdag aften stod bandet så på den stemningsfulde scene i Lille Vega, og Tweedy så ildevarslende indadvendt ud i sin opknappede cowboyjakke og projektørernes ulmende røde lys.

Uden at mæle et ord til publikum, kastede bandet sig ud i sangene fra deres spritnye album, ‘A Ghost Is Born’, og nyklassikeren ‘Yankee Hotel Foxtrot’, der ligger to år tilbage. På disse udgivelser har Wilco insisteret på at udsætte deres countryrock for diverse eksperimenter, hvilket har medført, at sangstrukturerne er både uventede og langstrakte, og at diverse skurrende støjelementer er blevet fast inventar i lydbilledet. Således også på scenen, hvor altmuligmændene Leroy Bach og Mikael Jorgensen brugte al deres energi på at trække den ellers gængse rockbesætning på afveje med elektroniske støjsekvenser, skæve klaviaturer og generel feedback.

Toget blev dog holdt på sporet af Tweedys utallige stærke kompositioner, der udgør et sangkatalog, alle bands må misunde. Nyere sange som ‘Ashes of American Flags’, ‘Radio Cure’, ‘Handshake Drugs’ og ‘Hummingbird’ var skiftevis kuldslået smukke og forbandet fængende i deres nye live-versioner, som alle var en anelse mere kantede ind studieindspilningerne. Hen ad vejen flettede Wilco også ældre sange som ‘The Lonely One’ og ‘A Shot in the Arm’ ind i settet til hørbar tilfredshed for den fremmødte fanskare.

Det udsolgte Lille Vega var tydeligvis besat af kendere af bandet, og rummet sitrede af begejstring og beundring. De første strofer eller støjbølger i hver sang blev mødt med anerkendende pift og skrig, og langsomt varmede Tweedy også op i den intime stemning. Hans støvede stemme voksede sig stærkere og stærkere, og publikum brød nærmest ud i jubel, da han inden sidste sang tiltalte dem med et beskedent “thanks for coming”.

Under ekstranumrene var han endog så afslappet, at han jokede med publikum og bestemt lignede en mand, som er fuldt ud rask igen. Og gud ske tak og lov for det, for hans sangskrivertalent matches af få. Den to timer lange koncert kunne have været dobbelt så lang uden indvendinger fra de tilhørende. “The best songs will never get sung”, sang Tweedy i ‘The Late Greats’. Denne aften var der nok omkring 500 fans, der ville modsige sig sandheden i netop den tekststump.